Av, mine maver

Hvad har jeg så udrettet i dag? Jo, jeg har skiftet vand på den smukke buket blomster, som min søster uden videre begavede mig med i torsdags. Hvor blev jeg dog glad og helt overvældet - får ikke så tit blomster, og da slet ikke uden nogen åbenlys grund. Og der var hængt en æske chokolade på buketten, og det sødeste kort. Ej, men altså.

Jeg har også spist to skiver ristet brød i dag. Drukket rød saftevand. Og netop sat en slat havregrød til at koge på komfuret. Hostet en masse. Sovet mest muligt, som smerterne nu tillod det. Været ved lægen. Åh ja, og indledt morgenen med den helt store opkasttur, hvor frokosten fra i går åbenbarede sig. Så ved man, at der er systemnedbrud.

Maveinfektionen har ramt mig, og det endda en grum én af slagsen. 

Var på farten hele dagen i går, med IC-tog og alting, og undrede mig over, at jeg blev langt mere køresyg i både tog og busser, end jeg plejer. Min appetit dalede endvidere i løbet af dagen og allerede fra morgenstunden var den nedsat, men jeg spiste også nogle lidt underlige på-farten-ting og en lunken gulerodssalat, som jeg havde pakket tidligt om morgenen, hvilket jo godt kunne forklare en manglende madlyst. Tror i øvrigt ikke, at gulerodssalaten - lunken eller ej - var synderen, for inkubationstiden på denne type infektioner er flere døgn. Men ærgerlig var salaten nu og jeg måtte smide halvdelen ud.

Til provinstilflyttet venindes middag om aftenen blev det decideret pinligt, at jeg sad og stak til den mad, hun så sødt havde tilberedt. Kunne næsten ikke tvinge det ned, især ikke desserten. På dette tidspunkt tænkte jeg, at det nok var graviditeten og dertil hørende træg mave, der var på spil, for jeg mangler generelt evnen til at indtage større måltider for tiden - bliver lynhurtigt stopmæt. Men dette her var nu nærmest med lysets, ikke lynets hast. Måtte hen at sidde og hænge i venindes sofa efter middagsfadæsen og få benene lidt op, men det hjalp bare ikke effektivt på de mærkelige mavefornemmelser.

Havde held-i-uheld-agtigt en Orange-billet, der krævede min afsked med veninden på et bestemt tidspunkt (ellers kan venindemiddage godt gå hen og trække en smule ud, hvis det står til mig), og i taxaen til stationen gjorde min mave virkelig ondt - men hvilken mave? Gravid- eller spisemaven (det er ikke min mening at forfalde til småbarnlig lingo, men gider ikke lige snakke om "livmoder" og den slags)? Aldrig har en togtur hjem til København føltes så rædsom og lang, for jeg måtte sidde bomstille, så mavekramperne ikke manifesterede sig alt for kraftigt, og for samtidig at holde kvalme og opkasttrang, som nu var udtalte størrelser, nogenlunde i ave. Heldigvis bobbede lillepigen aktivt rundt i maven, så jeg krydsede alt, hvad krydses kan, for at hun var okay derinde. 

Allerede inden toget trillede ind på Hovedbanen vidste jeg, at en bus hjemad var en tåbelig idé - det ville både være umenneskeligt og fuldstændigt uoverskueligt. Sprang (læs: kravlede) derfor på endnu en taxa og ringede til min kæreste, så han kunne komme ned og hente mig og mine tunge tasker på gaden. Nåede at tænke, om jeg mon skulle have påført mig selv disse mavesmerter ved at være på farten med bøger, computer og lignende som oppakning, for hvor meget bør man egentlig bære på, når man er forholdsvist tæt på termin? Så vidt, jeg er oplyst, må man vurdere det løbende alt efter, hvordan man har det fysisk. Og jeg syntes rent faktisk ikke, at taskerne havde været urimeligt eller uansvarligt tunge i løbet af dagen, før jeg fik det virkelig skidt. 

Kom til at græde, da jeg fik min kæreste i røret, for jeg var nu helt til rotterne fysisk og desuden bekymret for min lille pige i maven. Den stakkels, ældre taxamand blev helt berørt af det. Tilbød at hjælpe med at få mig & mine tasker godt op i lejligheden, men min kæreste kunne nu fint magte opgaven. Sødt af chaufføren, dog. Jeg måtte også gerne få turen gratis, hvis jeg ville ud af bilen hurtigt og slippe for Dankort-ventetiden. Supersødt. 

Her er det nok på sin plads at nævne, at min kæreste er læge. Derfor var det oplagt for mig at skulle hjem og ikke fx på skadestuen. Min kæreste havde dog taget jakke på og bilnøglen med ned, for han ville lige vurdere på stedet, om vi skulle direkte videre på selvsamme skadestue. Jeg ville dog gerne op i lejligheden og forsøge lige at ligge lidt ned og slappe af, for det havde jeg ikke haft mulighed for hele dagen, og måske var jeg simpelthen overanstrengt i krop og gravidmave.

Men nej. Sikke en nat, der fulgte. Sov meget få timer på grund af stædige, vedholdende mavekramper og en insisterende kvalme, og tidligt i morges besluttede jeg i samråd med min kæreste - som selvfølgelig undersøgte min mave, da vi kom op i lejligheden, og tippede maveinfektion fremfor graviditetsrelaterede smerter - at jeg skulle ringe til akutlinjen for gravide for en god ordens skyld, hvis de lige ville tjekke mig. Her blev jeg imidlertid enig med vagthavende jordemoder om at kontakte min egen læge, når de åbnede for telefonerne, og lige få tjekket infektionstal med mere. Hun hældede også mest i retning af maveinfektion i kombination med plukveer, hvilket løbende har forvirret mine smertefornemmelser.

Kort resumé af dagen, der fulgte, udover de spændende højdepunkter, som fik lov at indlede denne blogpost: Alt tyder på maveinfektion, som åbenbart er i omløb for tiden, og vores lille pige i maven har det godt og er vanligt aktiv. Mors dejlige pige! I morgen får jeg dog taget supplerende blodprøver for at udelukke svangerskabsforgiftning. Ja tak - det skal vi ikke nyde noget af.

Det kan virkelig ikke anbefales at samle en maveinfektion op i 33. graviditetsuge. Umådeligt dårlig kombination. Alt for mange bekymringer. Oveni hatten har jeg måttet aflyse spændende møder i dag og i morgen, da jeg ikke vil risikere at smitte folk, og min i forvejen irriterende hoste; sidste rest af de seneste ugers forkølelse, har besluttet sig for at tage til i styrke. Så jeg er ikke mange sure sild værd her i min tæppehule på sofaen udover guldet i maven. Gaven i maven. Altså, lillepigen (!). Må nok også hellere aflyse min brunchaftale med to andre højgravide på fredag, nu de er ekstra sårbare for infektioner. Darn!

Én enkelt fordel har der dog været ved at blive syg på denne vis oveni graviditeten: Min største gravidlast, isterninger. Jeg har fået smag for nogle store, skønne, færdigstøbte terninger (iscylindere, er det faktisk), som vores lokale brugs får leveret fra et firma i England, og som består længe i glasset. Isterninger skal nemlig knases - det er en stor del af fornøjelsen. Og det er bare ikke det samme med isterningeposer og egenproduktion - poserne er dybt irriterende og terningerne smelter alt for hurtigt. Men jeg ved da godt, at det er syndigt at købe et miljøbelastende, importeret vandprodukt, når vores egen vandhane leverer dejligt, iskoldt og velsmagende københavnsk vand. Purified water from West Yorkshire eller ej. Men så længe mine synder holder sig på dette plan, så fred være med dem. Og nu havde jeg så pludselig isterninger at stoppe i den røde saftevand, som har erstattet mit vanlige fødeindtag. Mums!

Always look on the bright side of illness. Jeg er bare så glad for, at min lille pige har det godt trods moderens virale infektioner. Og for mine engelske iscylindere.

Tornerose bar et vakkert barn

Det er ingen slåfejl. Heller ikke, selvom v og b er naboer på tastaturet. Det er derimod en fiks, lille omskrivning af en af sanglegene i min barndoms yndlingssangbog, "Dig og mig og vi to ...". I min barndomsversion af bogen var hvert andet sideopslag i sort/hvid, så man selv kunne farvelægge de søde tegninger - det fik jeg i hvert fald lov til af mine forældre. Takket være selvsamme forældre - og en livslang sangglæde - kan jeg i øvrigt sangene i bogen (nærmest) udenad (skal nok blive effektivt genopfrisket de kommende år). Samme gælder "Halfdans ABC"; endnu en favorit.

Tornerose, det er mig. Jeg sover og sover og sover disse dage. Der er egentlig fuld fart på mine studier og jeg burde være i tilsvarende omdrejninger, men på en længe ventet og tiltrængt ferie sydpå sidste uge blev jeg ramt af en stormende forkølelse (NOT fair!), som stadig hænger ved, og sammen med den bedøvende gravidtræthed har jeg virkelig haft brug for søvn. Og mere søvn. 

Når min kæreste tager på arbejde om morgenen, står jeg derfor op sammen med ham og kysser farvel, men selvom jeg kæmper for at blive oppe og være produktiv, så overvælder søvntrangen mig dag efter dag. Jeg kan ikke nøjes med de korte nætter, som kæresten og jeg deler, og selvom jeg forsøger at sætte et vækkeur til en rimelig ekstrasøvnmængde (1-2 timer), så snoozer jeg mig vej igennem det. Timevis (yderligere 1-2 timer) går gerne med at forlænge søvnen med de berusende 10 minutters ekstra søvn, der er som et lifligt narkotikum for mit halvvågne jeg. "Ascending"-tonen på iPhone er i sandhed en pauver prins, for jeg vågner kun lige nok til at tap'e telefonen (mmmh, snoooooze!) eller få slået alarmen helt fra med en hurtig slide for dernæst at slumre ind igen, som havde jeg stukket mig på en effektivt sovemiddelforgiftet ten. Når jeg vågner, har jeg mistet en god bid dag, og det er temmelig frustrerende, når jeg faktisk har en masse, jeg burde nå.

Heldigvis er al den søvn, så vidt jeg ved, sundt og godt for det vakre barn, jeg bærer på, som i hvert fald hopper glad, når mor placerer sig i horisontal position og giver plads for lidt friere udfoldelse i mavehulen. På utallige opfordringer (okay, én) skal I da også få det længe ventede (jo, sig det nu!) og meget yndige mavebillede af lillepigen og undertegnede i skøn forening:

Ja, det er så maven omkring 30+3 set fra mit perspektiv. Er ikke helt klar til et full-blown mavebillede i profil, men til gengæld er maven her inklusiv det flotte kvindetegn, som min far har støbt i tin, da han og min mor var unge, kreative hippier (ja, jeg har naturligvis en tilsvarende med hammer & segl, og min mor har en hel samling rummende blandt andet rødstrømpemærket). Et kært arvestykke, som på ferien fik lov at krone prinsessen af foråret derinde i maven. 

Gæt i øvrigt, hvem af min bror og jeg, der drak mojito henholdsvis pære- og avocadosmoothie på strandbaren/spastedet, jf. bordets indretning..?! Men det var nu en god smoothie, skal siges. Min mor prøvede for første gang en Long Island Iced Tea og blev helt bims i middagsvarmen, hvilket hun var lidt beklemt ved. Sødt. Jeg går absolut ind for hyggelige, små feriebuzzes - også tidligt på dagen. Brunch & Bubbles og al den slags. Når ikke lige jeg er gravid. 

På et krydstogt med min mor, snuppede vi en af dagene til søs en cocktail omkring middagstid og gik derefter til fitness (med havudsigt, jojo da) - vi var lige ved at tage drinken (eller en supplerende) med derhen og placere den i løbebåndets holder til drikkedunken. Altsammen fordi det var sjovt og depraveret. Træningen var absolut ikke optimal den dag, men vi havde en fest.

Tasken på borden er et af mine yndlings-genbrugsfund og sjovt nok den taske, jeg nogensinde har ejet, der har indkasseret flest spontane komplimenter på gadeplan, selv fra mænd (!). Den er italiensk af oprindelse, betrukket med et gobelin-lignende stof og motivet er et festklædt par i en slotspark. Dejlig, lille håndtaske, som har tjent mig vel de seneste 3-4 år. Købt, af alle steder, i en genbrugsbutik på Ærø. Elsker provinsgenbrugsbutikker; der er virkelig perler at høste blandt varerne.

Her er den egentlige udsigt fra strandbaren (ved ikke, hvorfor billedet står skævt - dumme iPhone). Ser det ikke bare dejligt ud? Også selvom de mange smækre surfere ikke er umiddelbart synlige på dette billede ...

Det var i hvert fald en skøn ferieuge, minus forkølelsen. Ferieluksus en prinsesse værdig ... to prinsesser! Mor og datter. Tornerose, som glæder sig til at overstå dette enorme søvnkrav fra en gravid & forkølet krop, og hendes vakre barn; Prinsessen af Foråret. Hvor jeg dog glæder mig til at se hende, holde hende, dufte hende, kysse hende ...

Når jeg sidder og skriver ved bordet i stuen, så støder min mave indimellem mod bordpladen og det sker ikke sjældent, at det medfører et lille puf indefra. En slags respons på trykket fra bordet lige dér, hvor bord møder mave, og maveskindet er godt udspilet. Får altid et lille chok, af den gode slags, for puffet føles ligesom et prik på skulderen og et "hej!" fra vores lille pige. SÅ hyggeligt. Lige nu bølger hun også rundt derinde; som et tordenvejr, der ruller over himlen, får hun maven til at ændre facon. Det bliver ved med at være dybt fascinerende for mig, men der er jo også en udvikling i bevægelserne. Hun bliver mærkbart større og stærkere, førstearvingen.

I morges slog det mig for første gang, som jeg lå og vågnede sammen med min aktivt hoppende baby, at de små serielle hop fra lillepigen er de dér hik, som gravide & gravidbøger beskriver. Så hikke kan hun skam også præstere, det vakre barn. Så dygtig, hun er!

Okay, lad os snuppe endnu et mavebillede - hvor slemt kan det lige være (åååh, jeg føler anonymiteten skride - har allerede afsløret en af mine yndlingstasker, og nu..!)? Billedet er endnu et feriefoto fra sidste uge; fra en visit i en dyrepark. Egentlig bryder jeg mig ikke om dyreparker og zoologiske haver (hvad er mon egentlig forskellen? Videnskaben bag..?), men mine rejsefæller overtalte mig, og det blev heldigvis en rigtig fin udflugt til en pæn park, hvor dyrene havde plads at færdes på og lod til at være i god trivsel. Inklusiv et imponerende kamelreservat med hele 400 brølende baby- og voksenkameler. 

Nå, men here goes; mig & en flok flotte flamingoer - bemærk, at jeg har smykket mig til anledningen. Et af mine yndlingssmykker, købt hos herlige Pang på Christianshavn, så nu ingen kække bemærkninger om "smykke købt i dyreparkens souvenirbutik?" ...

Det er en lok hår dér til venstre for mit ansigt (min højre, jeres venstre),
ikke et funky, solgennemskinneligt hageparti - beklager ...

Ja, den har et flot, lyserødt diamantøje, min flamingo.
Jeg er, naturligt nok, pænt begejstret for den.

Den opmærksomme læser ... arh, okay, man skal nok kende mig for at se, at jeg - udover forkølelsen - var blevet velsignet med vand i kroppen på ferien, hvilket især gik ud over hænder, arme og ben. Jeg havde - med min mors smukke udtryk for tykke ankler - "lår i skoene" det meste af ferieugen, hvilket kan hænge sammen med, at jeg stod & gik en hel del mere, end jeg gør herhjemme i mit magelige studieliv. Vandet har i hvert fald trukket sig fra min strandbred igen. Og selv sovende skønheder (jaja, ubeskedne mig, men det kaldes Tornerose jo altså indimellem, fx på engelsk!) kan vel blive ramt af den slags forbigående gravidgener.

Kan i øvrigt melde, at dyreparkens giraffer så ud til at være toptunede, glade og veltilpasse. Bare lige for en god ordens skyld og da jeg ved, at emnet optager mine landsmænd og dét i en helt uhørt, ja, nærmest uanstændig grad, så "andedam" end ikke dækker den følelse, man sidder tilbage med, længere. Jøsses, mand. Men giraffer er søde dyr, det medgiver jeg.

Min bror fik en våd hilsen på sin fremstrakte hånd - imødekommende dyr, sådan nogle giraffer ...

Det blev en lang blogpost. Sådan er dét. Det er også længe siden, jeg har skrevet, og trods træt- og travlhed har jeg en masse på hjerte til min kære blog. Fortsættelse følger.

Den søde ventetid

To minutter havde vi; mine kvindelige lidelsesfæller og jeg, til at bunde de 2-3 deciliter sukkeropløsning og 1 deciliter efterskyllevand i dagens test. Ved at holde vejret i næsen, så mine smagsløg var delvist blokerede, gik det fint. Anderledes for kvinden ved siden af mig, hvor det tyktflydende sukkervand var ved at komme op igen.

Til gengæld slap vi for de indledende blodprøver, som jeg troede, skulle tages. Det er åbenbart nok at tage én prøve efter to timer med sukkervand i den fastende krop. En ganske behagelig overraskelse. Knap så behagelig er den mavekvalme, der har indfundet sig hos mig, og som forhindrer mig i at hvile med hænder eller bøger på gravidmaven. Har endda måttet smøge stofstykket på gravidbuksen lidt ned. Puha.

Nu venter vi så i fællesskab med morgen-tv som den primære underholdning i venteværelset. Den slags Familien Danmark-udsendelser kan være helt eksotiske, når man ikke plejer at se dem. Jeg har nu også forskellige bøger med, men kunne ikke falde i søvn i nat og fik derfor kun omkring 4 timers søvn. Ikke helt nok til at finde fagbøgerne frem - så godt kender jeg alligevel mig selv. Især mit trætte gravid-jeg. Det er desværre ikke tilladt at sove eller gå en tur undervejs i testen, kun at slappe af i de umiddelbart luksuriøse hospitalsstole med benstøtte, hvor man nu hurtigt bliver temmelig flad bagi (mobilordbogen rettede omgående det samlede udtryk til "glad bagi" - but why? Er det virkelig mere oplagt og brugt at skrive "glad bagi" end "flad bagi"? Naughty, naughty ordbog).

Når dette her er vel overstået, så skynder jeg mig ud i byen for at finde noget dejlig morgenmad. Morgenmaden er helt klart det vigtigste måltid på min dag; den mad, jeg værdsætter allermest. Så det er barsk at måtte undvære den, endda med fæl blodprøvetagning oveni.

Nok brok. Det var hyggeligt at skulle ud i sneen og morgenmørket. Ved stoppestedet, hvor jeg afventede bussen til hospitalet, havde genboerne endvidere været så betænksomme at lade en julestjerne lyse for mig. De små glæder.

En stor glæde er det, at lillepigen i maven er morgenfrisk og danser rundt, for hun minder mig om, hvorfor jeg sidder her og umiddelbart spilder en dejlig onsdag morgen i en ukomfortabel hospitalsstol. Nu får jeg dette her afklaret én gang for alle og sikrer dermed mig selv og den dejlige basse i min mave mod i hvert fald visse grimme overraskelser.

Kl. 10.27: Forsøgte at hæfte et billede af den fine julestjerne i morgenmørket på denne blogpost, hvilket skulle foregå over telefonens og hospitalets ringe netforbindelse og en særdeles langsom download af en Google+ app. Endte med ikke at lykkedes, før testen pludselig var ovre med en blodprøve fra øreflippen. Med det helt rette, raske resultat, i øvrigt. Dejligt.

Talnørden slår til igen

Efter mange år med masser af arbejdstimer ved siden af mine studier lever jeg nu det afslappede, hjemmegående studieliv. Det har krævet en del tilvænning, især fordi jeg jo er blevet gravid oveni. Gravid og hjemmegående - meget ulig mig. Jeg kan godt lide at være på farten, kan godt lide at arbejde, og jeg præsterer de bedste resultater under moderat tidspres.

Men det er da fantastisk priviligeret at kunne tage det så stille og roligt, mens jeg er gravid. I nat sov jeg fx 11 timer og min kæreste nænnede ikke at vække mig, selvom han var hjemme til formiddag, fordi jeg sov så tungt og godt. Ikke siden jeg var teenager har jeg haft så voldsomt et søvnbehov, men de to tilstande minder jo også om hinanden - som teenager skulle jeg selv samle kræfter til at vokse og gro, og nu er det et lille liv i min mave, der har brug for at gøre det samme. Det tærer åbenbart på min energi. Men jeg under vores lille pige hver en horisontal time, hvor hun kan boltre sig på lidt bedre plads i den udstrakte mave og slappe af sammen med det udmattede moderdyr.

Udover trætheden disse dage, der godt kan fjerne fokus fra vigtige punkter på mentale huskelister, er jeg distræt af natur. Og lidt af en talnørd. Jeg er typen, der lynhurtigt husker numre og øvrige talangivelser udenad. Datoer, telefonnumre, højde- og vægtangivelser, persondata, fødselsdage, mit VISA-kortnummer, you name it (til gengæld er jeg en klovn til at huske folks navne, hvilket i moderne networking-tider er lidt af et handicap). Derfor har jeg i flere dages afslappende, halvtræt hjemmeliv (sover langt fra 11 timer hver nat) haft rumlende i baghovedet, at jeg skulle noget den 29. januar og nok lige burde kigge i min kalender, men i ren distraktion har jeg sluppet tanken igen. Og igen. Indtil for et øjeblik siden, hvor jeg konsulterede telefonens kalender.

Ups. I morgen kl. 8:00 skal jeg noget så vidunderligt som til glukosebelastning. Så snart jeg så det i kalenderen vidste jeg, at der var noget med faste fra kl. 22 aftenen forinden (tal er så dejligt håndgribelige; huskbare!) og jeg skyndte mig at få fundet papirerne frem. Ganske rigtigt. Heldigvis spiste jeg min aftensmad, hjemmelavet øllebrød, mellem kl. 21 og 22, men det er absolut mere held end forstand. Min kæreste er på aften- og natarbejde, så jeg er fuldstændigt frit stillet i tidsplanen. Eller, det er jeg så ikke længere. Må hellere gå i seng om lidt, så jeg kan komme tidligt op. Det bliver ikke til 11 timer i nat, lille pige.

Glukosebelastningen er en fiks idé, som den første jordemoder, jeg var til konsultation hos (hun er så sidenhen stoppet med at arbejde på det jordemodersted, jeg hører til), fik, og jeg gad ikke diskutere det med hende. Opfylder faktisk ikke et eneste af kriterierne for at blive sendt til "fedmetesten", som jeg kærligt (as if) har omtalt den herhjemme siden henvisningen, hvilket er følgende:

• Sukker i urinen
• Sukkersyge i tidligere graviditet
• Overvægt (nærmere bestemt BMI på 27 eller derover ved graviditetens start)
• Sukkersyge i nærmeste familie
• Tidligere født et barn > 4.500 gram
• PCO/Metformin
• Gemelli

Metformin er åbenbart en type medicin, der gives patienter med type II diabetes og PCO. Gemelli betyder tvillinger. Så blev jeg da så oplyst.

Min tidligere jordemoders sologrund til at sende mig til den trælse test i morgen tidlig er punkt nr. 3, nemlig den høje BMI ... som jeg vel at mærke ikke opfylder. Opfyldte. Hun havde tydeligvis misforstået retningslinjerne og forklarede derfor henvisningen med, at "du jo nok på et tidspunkt rammer 27 i BMI". Eh, ja. Det må immervæk ske for en hel del gravide, forestiller jeg mig. Men jeg gad ikke lægge mig ud med jordemoderen (det kunne jeg jo så roligt have gjort, suk) og accepterede henvisningen. Hun var jo vældig sød i det øvrige.

Det fortryder jeg naturligvis bittert nu; siddende sur og kontrær i sofaen med udsigt til at skulle op ved 6-tiden i morgen og hen at stikkes i - blodprøver, aaargh! - og drikke klam sukkervæske, som sikkert ikke engang virker læskende, med 2 timers ventetid inden flere blodprøver skal tvinges fra mine stakkels arme. Stikkes, sultes og udtørres skal jeg. Er da også allerede tørstig som en ørkenvandrer, da jeg ingen problemer har med at drikke de 3 liter vand, som tidligt i graviditeten blev tilrådet mig i dagligt indtag - det sker helt naturligt med den gigantiske tørst, der har indfundet sig hos mig i 2. og 3. trimester. Gemmer nødtvungent de maksimale 300 ml. vand, som tillades inden testen, til i morgen tidlig, selvom vandhanen kalder på mig henne fra køkkenet. Dejligt, iskoldt vand i rigelige mængder, mmmh ...

Jeg accepterede testen, fordi jeg ikke gad lægge mig ud med jordemoderen allerede i 1. konsultation og fordi det dengang forekom mig at være fornuftigt, nu emnet kom op, at få afklaret, om jeg tilfældigvis skulle være disponeret for den/de type(r) diabetes, der rammer gravide. Vil jo gerne passe bedst muligt på lillepigen i maven.

Men hvis ikke jeg krympede mig ved tanken om at lade en flok hospitalsansatte stå og vente forgæves på mig, så kunne jeg sørme godt være lokket af tanken om at udeblive i morgen. Det er åbenbart ikke altid en fordel at være talnørd - hvis nu jeg havde glemt alt om aftalen, så behøvede jeg ikke krympe mig på nær samme vis ...

Lige nu, her i sofaen, føles det i hvert fald dybt stupidt at måtte gennemgå så ubehagelig en test klokken alt-for-tidligt i morgen blot for at undgå at lægge mig ud med en jordemoder, som jeg ikke kommer til at have mere at gøre med.

Men måske min umådelige tørst skyldes sukkersyge. Det tror jeg nu ikke.

Moderne mandsmod

Lige nu føder Thomas Skov og Emil Thorup live på DR3, hvilket kan følges her frem til midnat.

Jeg har de to snakkesalige herrers modige smerteeksperiment kørende i baggrunden, mens jeg læser og skriver til studiet henslængt i sofaen, og min kæreste nørder med at installere nyerhvervede dimser i maven på sin Mac (omvendt fødsel!), så den bliver endnu stærkere og hurtigere. Han var ligesom et lille barn juleaften, da FedEx meldte pakkens ankomst. Sødt - og helt ubegribeligt for mig. Én ting er at vente på dejlige pakker med fx sko og tøj, men computerindmad ...

Apropos lille barn - jeg burde muligvis ikke overvære denne fødselssimulation, men det er for morsomt at misse. Har tidligere set to mænd - som jeg i mellemtiden har glemt identiteten på, men de var enten standup'ere eller studieværter som d'herrer denne aften - blive udsat for tilsvarende "veer", og det var særdeles underholdende. Dengang var jeg imidlertid ikke højgravid og programmet var vist klippet sammen til en halv times tid. Fire timer er ret massivt, men jo nærmere virkelige fødsler end det andet. Og så har jeg sympati for både Thomas & Emil, som jeg synes laver godt tv, så jeg lever mig på alle måder mere ind i dette program.

Hvornår har man i øvrigt lov at kalde sig "højgravid"? Jeg er tæt på 30+0, men ved da godt, at den lille basse i maven vokser til mere end dobbelt størrelse de næste 10 uger. Er man kun "højgravid" de sidste par uger op til termin? Eller er "højgravid" blot, når man føler sig meget gravid? For det gør jeg. Og så alligevel ikke.

Føler mig til gengæld vanvittigt heldig, fordi jeg - indtil videre - har haft en virkelig nem graviditet. Efter de første 13-14 kvalmeuger er det bare gået så fint. Selv min skrøbelige ryg har styret sig og nærmest fået det bedre af den ekstra belastning. Og det, selvom jeg stoppede til gravidyoga lige så hurtigt, som jeg startede, fordi det var så skrækkeligt. Fortjener en selvstændig blogpost. Men altså, jeg kan nærmest glemme, at jeg er gravid, fordi jeg har det så godt. Havde forventet langt flere negative, kropslige reaktioner baseret på alle de skrækhistorier, jeg har hørt.

Det lille pus i min mave er da også bare så dygtig til at være midtpunkt for graviditeten; hun hopper og danser rundt, så jeg slet ikke kan være i tvivl om hendes trivsel og tiltagende styrke. Mors dejlige pige.

D'herrer Thorup & Skov slipper da også forholdsvist let. De kan nøjes med smertepåvirkning i mavemusklerne og slippe for øvrige vesmerter, for slet ikke at tale om selve fødselsprocessen i underlivet (!). Jeg kan forstå på sms'er fra seerne, at jeg blandt andet kan glæde mig til mulige lænde- og lår(?)smerter. Til gengæld pønser den tilstedeværende jordemoder på at give drengene et lavement senere ...

Ja, indtil videre er det rimeligt afslappet. Der spises chokolade og spilles yatzy ...

Det er jo i øvrigt heller ikke normalt at have en jordemoder på sidelinjen i hele processen. Igen; priviligeret. Men det er jo også bare tv-underholdning, det her. Slet ikke at ligne med en virkelig fødsel. Men smerte er immervæk smerte og jeg tager hatten af for, at de to unge mænd har sagt ja til at gennemgå dette her. Rart er det jo ikke - og så for åben skærm ...

Hehe. Mænd! Der er nok en vis lighed mellem mænd ramt af sygdom og mænd ramt af "fødsel", og det er vist positivt for befolkningstilvæksten, at det er kvinder, der sædvanligvis står for at føde børnene. Kald mig blot kvindechauvinist. Kvinder er stærke!

Om jeg frygter fødslen? Det gjorde jeg i høj grad inden, jeg blev gravid, men p.t. glæder jeg mig så meget til at møde lillepigen, at det overskygger nærmest enhver angst for smerter og ubehag under fødslen. Det, jeg frygter ved fødslen, er udelukkende, at noget skulle gå galt undervejs. Ikke smerterne. Jeg vil bare så gerne have vores lille pige ud i god behold; sund og velskabt. Lad mig tage alle smerterne; alt ubehaget; enhver komplikation på min krop - jeg skal nok klare det. 

Nej, vi vil ikke høre, hvad du drømte i nat ...

Så er det vel nok heldigt, at det her er min blog og dermed mig, som bestemmer suverænt. Gnæk.

I nat (eller: i går nat, er det jo efterhånden at betegne), hvor min kæreste var på arbejde, hvilket ofte får mig til at tumle lidt forvildet rundt, både vågen og sovende, drømte jeg, at den eneste vej væk fra alting - hvor "alting" ville sige et lidt kaotisk turistområde, der mindede svagt om Montmartre - var at gribe et bundt balloner og flyve derfra. Ganske som i "Up"; den søde film, bare med lidt færre balloner pr. opsendelse ...

Jeg hjalp blandt andet en gammel, fedladen version af Bill Clinton med at flyve fra stedet, mens jeg selv - bogstaveligt talt - prøvede at ryste en kvindelig plageånd af mig, så jeg kunne lette med mit eget bundt, der ikke kunne bære to personer. Kan ikke huske, hvad der helt præcist gjorde hende så irriterende, udover at hun hagede sig fast til mine ankler, men det var noget med, at min kæreste i drømmen (vistnok en anden end min egentlige kæreste) havde været mig utro med hende - så altså, pænt frastødende kvinde.

Fedladen Clinton; det handlede nok om, at jeg havde Skavlan kørende som lydtapet i aftes, da jeg altid er vældig mørkeræd, når kæresten er på natarbejde, og da især i vintermørke og stormvejr, så tv'et fik lov at køre så aktivt, som det sjældent er tilfældet herhjemme. Fredrik Skavlan, hvis talkshow jeg ikke tidligere har set, havde bl.a. Nikolaj Lie Kaas og, tada, en ældre version af David Hasselhoff, som da er blevet lidt løs i kødet, på besøg. Måske mere løs i huden end i kødet, og fedladen kan man ikke kalde ham, nærmere lidt benet. Men som mandetype minder han da lidt om Clinton.

Det sjoveste øjeblik i talkshowet er, da Nikolaj kommer til at le hjerteligt af noget, "The Hoff" siger, og derefter dunker ham kammeratligt i ryggen (ca. 47:15). Eller, han aer ham vel nærmest? Det _gør_ man bare ikke, vel? Men Nikolaj slipper fint af sted med det. Han er altså en herlig karakter; naturligt morsom, men samtidig dybt seriøs (tjek de pande- og øjenbrynsrynker, han løbende anlægger i showet) og temmelig introvert.

I øvrigt også ret skægt, da Hasselhoff joker om forholdet til kæresten, og der klippes til hvem-jeg-antager-er-kæresten og hun ser fnysende utilfreds ud (ca. 50:20). Stakkels Hasselhoff.

Nå, men Clinton kom fint og politiker-storsmilende af sted up, up. Og jeg vågnede på slaget 7:00 og tænkte på syriske flygtninge. Var til et foredrag om syriske flygtninges forhold i de naboegne, de primært har søgt tilflugt i, for nylig, og især billederne af en børnefamilie, der havde indlogeret sig i en ruin af et højhus i vistnok Libanon, hvor de endda måtte betale husleje for at opholde sig, har ætset sig ind på mine nethinder.

Hvorfor vågnede jeg og tænkte på syriske flygtninge? Fordi jeg tillod mig at købe unødvendigt, upraktisk fodtøj på nettet i går, hvor pengene kunne være gået til langt mere værdige formål, fx verdens flygtninge. Den slags moralske tømmermænd vågner jeg tit med. Som oftest handler de om forskellige ting i livet, som jeg, i endnu halvsovende tilstand, pludselig har gjort ekstra meget forkert eller ekstra meget ikke-godt-nok, hvorfor min underbevidsthed, eller hvilken barsk myndighed der nu end er på færde mellem drøm og virkelighed, finder det fuldt berettiget at straffe mig mentalt for mine synder.

Nu er jeg helt vågen, omend lige straks på vej i seng, og tænker jo blot, at der er fri fragt hen & hjem på de rosensmykkede sko & støvler, jeg spontant forelskede mig i, og at de ryger direkte tilbage til forhandleren, hvis de skulle vise sig ikke at være det store hit, jeg umiddelbart fornemmede. De seneste år har der skullet meget til, før jeg har købt - og efterfølgende beholdt - et par sko, da jeg udmærket er klar over, at jeg har en fin, broget og omfangsrig skosamling, som jeg primært bør slide på.

Det med at give penge til verdens flygtninge - jeg støtter p.t. fire nøje udvalgte, humanitære formål hver måned, men egentlig mener jeg ikke, at private småbidrag flytter ret meget i det store, uretfærdige verdensbillede. Derfor arbejder jeg frivilligt så meget, jeg kan, da det giver særdeles håndgribelige resultater, og jeg håber at kunne bruge min uddannelse, når den engang er i hus, i den gode sags tjeneste. Hvad jeg anser for at være Den Gode Sag (burde faktisk stå i flertal).

Hvor jeg i øvrigt vil tillade mig at være iført pæne sko på jobbet - hvad jeg anser for pæne sko. Også selvom de koster lidt penge - man må jo finde balancen i en given livssituation. Ligesom jeg (muligvis, nu må vi se, om de passer) forestiller mig at skulle ud at promenere som to meter høj, tatoveret leopardmor med barnevogn her til foråret. My kinda pretty.

Nu må vi se, om jeg overhovedet kan nå barnevognens styr iført sådanne stylter.

The Postman Better Ring Twice

... Leopard

... Tatoveringer

... Trykte roser

... Kitsch!

... Ankelrem

... Kork

... Kilehæl

... Plateau

... Sandal & sko i ét

... 60% off

... Ja tak!

... Min barndoms Dr. Martens

... Solidt læder

... Broderede roser
... Kitsch!
... 70% off
... Åh, jo tak!

Ja, jeg bliver to meter høj med leoparderne på. Ja, Dr. Martens har en skummel fortid. Og lad os nu se, om mine herlige udsalgskup overhovedet klæder mig henholdsvis passer til mine fødder. Men fine er de. Og, hvad vigtigere er; de var sørme tilgængelige i den klædelige og lidet feminine størrelse 42, jeg er udstyret med, lige her.

Jeg står godt fast i blæsevejr, som nu det, der hærger København denne aften, ja.

Synd & spild

Spild af liv, sagde jeg til min mor, da jeg i en sen weekendnattetime var kommet til at tage hul på et emne, som jeg egentlig havde besluttet mig for at formulere meget nøje og gennemtænkt i et brev til hende, men sådanne aktiviteter synes blot uforenelige med eksamenslæsning, som skal forestille at være min primære gerning disse dage. Det vender jeg tilbage til.

For spild af liv er det, at min mor med al den livskraft, styrke, passion, viden, kvindelighed og kærlighed, som hun blandt meget andet rummer, gennem det seneste år er rendt ind i en alvorlig livskrise og aldersdepression. Fødselsdagene er stukket fuldstændigt af fra hendes mentale alder, hvor hun fortsat er en ung og særdeles sprælsk kvinde, og i takt med, at alderstegn viser sig kropsligt og kæresterne viste sig at være alt andet end ægte mandfolk og relevante sparringspartnere, for slet ikke at tale om deres energiniveau holdt op mod min mors, har et sortsyn taget til.

Til daglig er min mor fuld af pep, både i sit travle arbejde som selvstændigt virksomhedsdrivende og rent privat, og hun deler ud af al sin energi til højre og venstre. Hun er en primær ressource for rigtigt mange mennesker, også for mig. Når de mange ugentlige arbejdstimer tillader det, eller hun simpelthen tager fri til det, drøner vi da også rundt til kulturelle begivenheder, i biografen, ud at spise god mad og på rejser rundt om i verden, foruden at stimle sammen i familien ved enhver given lejlighed. Blandt mine søskende er jeg den, der foretager mig flest ting sammen med hende, og blandt mennesker er jeg den, der kender hende bedst. Det er jeg fuldstændigt overbevist om. Selv ikke min far, som hun delte liv og hverdag med i knap 30 år, kender hende noget nær det niveau, som hun og jeg befinder os på. Jeg tror da heller ikke, at mine søskende har opdaget, hvad der foregår backstage.

Derfor synes jeg også, at det er lidt op til mig, for ikke at sige mit forbaskede ansvar, at gribe fat om nældens rod. Påtale den skygge, der ligger dybt i hendes øjne, og som man mange gange kan høre i hendes tonefald, hvis man lytter efter og i forvejen kender til, hvad der hele tiden lurer og knurrer; ind og ud af periferien og det direkte spotlight. Og det gør jeg desværre. "Desværre"? Har været tæt på dette forholdsvis nyopståede, men højst uvelkomne onde ved adskillige lejligheder, hvor krisen er brudt ud i lys lue og min mor ikke har været til at muntre op, selvom jeg nærmest har stået og jongleret med ild og sagt "Se mig!" bare for at distrahere hende og måske endda afværge humørsvinget, senest nytårsaften. Og jeg hader endda gøgl.

"Desværre", fordi jeg naturligvis gerne vil være der for hende og støtte hende i krisens stund, men jeg har bare ikke på nogen måde kunnet hamle op med den mur af tristhed, som hun ved krisens skråstreg depressionens skråstreg hvad-end-der-nu-er-på-færdes opflammen barrikaderer sig bag. En af gangene var vi fanget på et krydstogtsskib en hel uge, hvor de fleste dage henlå i dette eksistentielle mørke - det var temmelig barsk for os begge. For mit vedkommende, fordi jeg elsker hende så inderligt, at mit hjerte flåes i stumper og stykker, når hun mistrives. Og jeg kan ikke acceptere, at noget som helst fælt og trist lurer i nogen som helst periferi på min elskede mor og springer frem, når vi mindst venter det. Eller at vi  ligefrem skal gå og frygte dette bæst - angst æder sjæle op.

Så jeg greb muligheden, da vi alligevel havde gang i en semisvær snak, der med lidt god vilje kunne siges at berøre det sprængfarlige emne, som grundlæggende mistrivsel er. Greb muligheden, også selvom det var blevet halvsent lørdag aften efter en lang og travl dag i familien. Initiativet og den efterfølgende snak gik - vistnok - helt galt. I hvert fald reagerede min mor primært ved at sidde tavs og indesluttet i sin lænestol og stirre ud i intetheden, som ønskede hun sig 100 kilometer væk fra den krævende datter, der græd mange og længe opsparede, salte tårer ovre i sofaen og talte om det, vi åbenbart (?) ikke kan tale om. Kan, skal, må, tør, vil..?

Det var som sagt i lørdags. Siden da har min mor været uvant tavs på sms-linjen, som plejer at gløde mellem os. Jeg har forsøgt at understrege pr. selvsamme småbeskeder, hvad mit budskab i lørdags var, nemlig omsorg, kærlighed, bekymring og manglende accept af hendes mistrivsel. Men enten preller mine ord af på hende i ukonstruktivt selvforsvar; hun har et forræderisk filter installeret i ørerne; hun orker ingenlunde at tale om disse ting, der må gøre voldsomt ondt, for hun virker simpelthen så tynget og forpint; eller - og denne mulighed hepper jeg på - hun har lige brug for en tænkepause. Lidt luft, før hun vender tilbage med respons på min analyse af situationen og de konstruktive tiltag, jeg foreslog. Så jeg giver hende denne luft og tid og har slet ikke henvendt mig i dag, men mit hjerte smerter ved den manglende kontakt, når jeg endda er kommet til at efterlade hende blottet og muligvis såret. Og så fordi jeg omgående savner min mor, når vi ikke lige ses eller snakkes ved.

Spild af tid, sagde jeg til mig selv, da jeg her til aften måtte konstatere, at jeg - siden min kæreste tog på arbejde denne eftermiddag - kun var lykkedes med at ordne lidt praktiske ting, gravidsove på sofaen og se net-tv i ren overspringshandlen, som flytter fokus fra den eksamenslæsning, der virkelig haster efterhånden. Det er bare ikke godt nok; jeg skuffer mig selv så inderligt. Men selve livet distraherer mig dagligt fra læsningen, og familie- og følelsesmæssige kriser gør i særdeleshed. Det er dog fortsat ikke godt nok. Jeg er en tidssynder og samtidig en djævel, der straffer denne synd hårdt og kontant. "Det er jo bare at sætte sig ned", sagde ræven med ild i halen. Belastende ild, som selvsamme indre djævel sørger for at holde fyr & flamme med voksenlivets barske blæsebælg. Den kloge ugle virrer med hovedet og holder sig behændigt på afstand - den vil ikke risikere at få svedne fjer.

Gid min mors store idol, Frida Kahlo, som vi besøgte forleden på Arken, kunne inspirere os begge; mor og datter, til at yde dét ekstra, som livet har det med at kræve, og da især til at være de kvinder, vi inderst inde er, med fornyet kraft: Stærke, stålsatte, handlekraftige og passionerede kvinder, som kender vores eget værd og kæmper hårdnakket for alt, hvad vi har kært. En ånd, jeg er født ind i og opvokset med, og som jeg meget gerne vil genfinde, ikke mindst for min mors skyld. Min smukke, stærke mor. Det er da det mindste, jeg som hendes fremmeste fan kan gøre for hende. Eller det største? Jeg ønsker faktisk kun, at det må være det rigtige.

Fantastiske Frida Kahlo

"Og det er så min datter, Stampe"

Åh, så sød! Men jeg skulle altså hilse og sige, at Stampe i hunkønsversion er vild at bære rundt på. I maven, endda. 

Da vi var til scanning II på præcis 20+0 kom et billede som dette frem og mit hjerte smeltede ...

Det er desværre ikke vores lille piges fusser, der ses her, da vores scannings-sygeplejerske var karrig med billederne. Vi skulle dog ikke betale for dem, som jeg har hørt andre hospitaler kræve. Men hun var alt i alt lidt genstridig, omend sød, vores sygeplejerske, som har været den samme til begge scanninger. Vi bad i starten af session II pænt om lov til at filme bare 10 sekunder af scanningen, når den alvorlige del (det hedder jo ikke "misdannelsesscanning" for ingenting, brrr) forhåbentlig var vel overstået, men det frabad hun sig med henvisning til, at "det gør vi ikke her. Så må I booke en privat scanning". Æv. Video fortæller ellers en hel del mere end slørede ultralyds-snapshots. Måske skulle vi have smugfilmet - tilgivelse er indimellem væsentlig federe at få end tilladelse.

Hur som helst. Fusserne tonede frem, jeg smeltede, og dernæst spurgte jeg, hvor store de mon var? Gættede på 1-2 centimeter. Nej, de var skam omkring 3 centimeter lange, "på længde med lårbenet, vi så tidligere", som sygeplejersken udlagde det. 

Nu ved jeg godt, man siger, at voksne menneskers fødder er på længde med deres underarme. Men en fod på længde med et lårben lyder alligevel imponerende. Og jeg tror såmænd, at de små ståplader er vokset fra pusselankerne siden da. 

I hvert fald er jeg dybt imponeret over de spring og bevægelser, som lillepigen foretager sig i maven disse dage - hare, hop! Hun kaster sig endvidere ud i vilde vandbomber à la sammenkrøllet krop og så >>PLASK<< ned i svømmebassinet. Nogen må have tippet hende om, at hun snart bliver for stor til at bevæge sig frit rundt i maven, for hun har helt klart nogle springærinder at nå inden da.

Det var i forvejen syret, men hyggeligt, at opleve hende skøjte rundt og kilde forsigtig med fingre og tæer på maveskindet - aldrig i mine livskabte dage har jeg da oplevet noget lignende! De seneste ugers bevægelser er imidlertid ubeskrivelige - ser ofte min mave decideret flytte på sig, når jeg står, går eller ligger, selv uden at have fokus på den, fordi bevægelsen er så tydelig i periferien af mit synsfelt. Hele mit skelet skælver da også derved.

Apropos at skøjte, så kan det jo i øvrigt være, at Lille Stampe bliver en ren skøjteprinsesse i modsætning til Mor Stampe her, som aldrig har mestret den slags iskunster (skulle da lige være den ædle skøjtekunst Gelænder-omklamring). Og vi taler endda en skøjteprinsesse helt uden skøjter; eller skulle vi sige med naturlige, medfødte skøjter - vi har jo allesammen set Bambi & Stampe på isen. En mere nuttet Disney-sekvens skal man lede længe efter.

Og hun skal være så hjerteligt velkommen, vores lille pige, med harefødder og alfeører og hvilke biologiske finurligheder, hun ellers kan frembyde - bare hun er sund og rask. Og glad og veltilpas. Også de sidste tre måneders tid i maven. Jeg håber jo naturligvis, at de mange og særdeles aktive bevægelser er et godt tegn, og det forsikrer kyndigere folk mig da også om. 

Men hvad ved man egentlig, når det er første gang ens mave er lånt ud til sådan en lille størrelse..? Jeg håber blot, at harefødder er medgørlige under en fødsel, ehem.

Og ja, alfeører. Eller i hvert fald ét alfeøre. Noget så sødt! ♥︎

Hvad siger ræven? Taler den norsk?

Nytårsaften = nytårsdans og god musik aftenen igennem = nytårs-spilleliste! Så sådan én sammensatte kæresten og jeg naturligvis i Spotify, inden vi drog mod nytårsfest anno 2013 med min mini-Mac og vores elskede Libratone-højttaler (kan virkelig anbefales - supergod OG transportabel lyd) under armen.

Undervejs i sammensætningen præsenterede min kæreste mig for "noget af det, de unge hører".

Jeg fik for nogle år siden decideret radioallergi, muligvis fordi jeg i årene inden havde delt kontor med radiojunkier, men sandsynligvis fordi det meste musikradio har sådan nogle snotdumme værter ind over, der taler konstant, for slet ikke at tale om de kommercielle stationers enerverende reklameblokke. Og musikken er tit så ensartet og ringe, for slet ikke at tale om det hæslige fænomen, Ugens Uundgåelige, som P3 i hvert fald en overgang kørte med; det samme nummer spillet én eller flere gange i timen. Til at blive skør af.

For nuværende kan jeg ikke holde ud at høre andet end nede-på-jorden-P4-ønskeradio en sen aften på vej hjem fra færgen på Sjællands Odde, hvor min telefon ikke vil kommunikere med bilens lydanlæg og jeg derfor er hindret i at høre min egen musik på Spotify, samt lignende nødstilfælde. P1 kan også gå an, men der snakkes for meget på den kanal til at have den kørende som lydtapet, mens man har hovedet et andet sted - dog i det mindste om nogenlunde begavede emner.

Nå, men tilbage til det, de unge hører. Aftenen i forvejen havde vi forsøgt at lytte til en nytårs-playlist kaldet "Crazy Dance Music" (eller noget lignende og dybt inspirerende); en playlist, som af uvisse årsager blev promoveret af Spotify som oplagt nytårsmusik. Her kunne jeg blandt andet få nedbrudt yderligere illusioner om Clemens' street cred - der røg allerede en del i svinget, da han optrådte sammen med Jon Nørgaard rundt om i provinsen - ved at høre ham tude sig gennem "Tik Tik". Vi måtte hurtigt opgive at lægge øre til mere - det var i hvert fald ikke vores nytår, den spilleliste var oplagt til.

Det, som min kæreste var stødt på, var i det mindste humoristisk, nemlig et nummer, hvor en flok gale nordmænd (norsk comedy duo) har sat sig for at finde ud af, hvad ræven siger ...

Jeg beklager, hvis nummeret er blevet sønderspillet på radioen den seneste tid og derfor 
hænger alle andre end kæresten og mig ud af halsen. Radioafholdenhed kan anbefales.

Videoen er i øvrigt værd at se, selv hvis sangen skærer én i ørerne.

Nummeret er sjovt, men ... jeg ved da godt, hvad ræven siger. Det samme gør alle andre dannede mennesker, som har sørget for at få set deres "Jul på Slottet", hvor Valentin kalder på ræven og den svarer fra skoven. Ellers kan klippet ses på DR's netplayer frem til 17. januar lige her (spring til 28:15, hvis mit direkte link fejler).

Nordmændene ved garanteret også godt, hvad ræven siger - de er glade for ræve, er de. Og det er der evidens for at sige. Se bare, hvad der var indrettet med i den lejlighed, som kæresten og jeg lånte af et ungt, norsk par denne sommer ...

Kan måske være svært at spotte, hvad jeg peger på (til gengæld kan man se spejlingen af min kæreste, som slanger sig i sofaen, og det er da heller ikke så ringe), så lad mig da zoome lidt ind ...

Voilà, en rævepude. Nuff said.