Mens vi venter

Det var en særdeles spændende fredag. Klokken 14 havde den flinke obstetriker endnu ikke ringet, så da skred jeg til handling og ringede ham op. Ville ikke risikere, at han missede patientopkaldet til mig i dagens travle program og dernæst gik på weekend. Det er naturligvis ikke i akutkategorien at ringe med den slags meldinger, som vi skulle have, og som kan trumfes af alt muligt andet, der foregår på en hospitalsafdeling sådan en fredag eftermiddag - men for os hastede det. Obstetrikeren havde sagt til mig, at "hvis jeg får en hjerneblødning og ikke får ringet fredag, så må du lige ringe mandag". Jeg havde bare ikke lyst til at ringe mandag. Ville simpelthen så gerne vide besked. Kende dommen. Hvilket han var sød og forstående overfor.

Meldingen fra lægernes stikken hovederne sammen til middagskonferencen blev - fordi jeg ikke har synderligt store gravidgener og der ikke er noget akut på færde, fx svangerskabsforgiftning (heldigvis, da!) - at vores lille pige bør blive i maven til 40+0, hvis hun ikke selv pakker rejsetasken og dukker op forinden. Der er for store risici ved at sætte fødslen kunstigt i gang før terminsdatoen, blandt andet muligheden for vejrtrækningsproblemer og efterfølgende astmaproblemer hos det lille pus. Lad os da endelig undgå det - det var netop den slags risikovurderinger, vi ønskede fra specialisterne på Gyn-Obs. Og jeg bliver trods alt sat i gang på 40+0, hvis vi fortsat afventer veerne på det tidspunkt.

Til gengæld tilbød obstetrikeren os en ugentlig CTG samt en såkaldt tilvækstscanning, så vi kan holde øje med, at vores lille pige har det godt inde i maven - det er min primære bekymring; ikke at kunne holde øje med hende, selvom hun er så tæt på mig. Jeg ved desværre hvor galt, det kan gå, selv i mavens umiddelbart trygge miljø.

CTG venter i morgen foruden et ekstra jordemoderbesøg, og så skal maven scannes på fredag, hvorved vi får tilbudt et lille vindue ind til vores datter. Så spændende! Jeg håber at kunne se detaljer, fx hendes lille ansigt - længes sådan efter at se hende. Møde hende. Konstatere, at hun ligner en helt rigtig menneskebaby. Tælle fingre og tæer, hvis jeg kan se mit snit - ikke, at det er strengt nødvendigt, at hun præsterer 10 af hver slags, men det vil da være rarest for hende ...

Jeg - og vi - har jo bare heller ikke prøvet det her med at skabe nyt liv før og jeg vil gerne se, at miraklet rent faktisk lader sig gøre for min kæreste og mig med vores fælles genpøl ... men mon ikke, det gør?

Nu fik jeg jo et lille håb plantet i mig om måske at blive sat i gang på 39+0 eller deromkring, så for søren, hvor er ventetiden pludselig lang igen. Prøver dog at udnytte tiden bedst muligt, for den er jo i virkeligheden et privilegium, som jeg lige om lidt skal vinke mere eller mindre farvel til. Hedder det sig. Min kalender er da også propfuld af dejlige aftaler og jeg har mindet min kæreste om, at vi jo skal NYDE FRIHEDEN nu her, hvilket samtlige småbørnsforældre, vi kender, har indprentet os. Vi ved bare ikke helt, hvordan man gør den slags; en vældig konstrueret form for EKSTRA INTENS LEVEN, udover at opføre os, som vi har gjort de forløbne knap 9 år sammen, hvilket - sjovt nok - også er forløbet uden børn.

Hur som helst. I går eftermiddags mødtes vi med en af vores rigtig gode venner i Indre Bys solskin og gik ud til Østerbro, hvor vi spiste god mad og så "Inside Llewyn Davis" i Park Bio. Jeg har aldrig været i denne biograf før trods min trofaste gang i de øvrige københavnske biografer - okay, det er ikke helt korrekt formuleret, for jeg vælger altid Palads fra og har heller aldrig været i Vester Vov Vov. Vil gerne, glemmer det bare. Men de øvrige øvrige biografer, i det mindste.

Park Bio er hyggelig - nærmest som at være i biografen i bedstemors dagligstue. Shame on me, at jeg ikke har været derude før, men på mit mentale plan er Østerbro virkelig langt væk. Nærmest en slags københavnsk Sibirien, men sådan har mange folk på Østerbro det nok også med fx Amager. Jeg kan også bare godt lide, at min biograf er i gåafstand fra mit hjem, og godt nok gik vi til Østerbro i aftes (halvanden uge til termin, og kæresten og jeg havde allerede travet Indre By tynd - jeg siger det bare), men det er lidt en anden udflugt end de 10-15 minutters gang, som kæresten og jeg har hjemmefra til d'damer Dagmar og Gloria og deres kavalerer, Grand og Imperial. Jeg vil dog helt sikkert besøge den hyggelige Park Bio igen.

"Kjøbenhavns Philatelist Klub", "Tryk på hvidt ringetryk", hehe ...

Fine, gamle Indre By

Bindia på Trianglen, til gengæld, som vi tilfældigvis trillede ind på, da jeg havde lyst til indisk mad og restauranten så pæn ud, plus vi mente at have hørt godt om stedet, var overhovedet ikke min kop indisk restaurant. Et lille glas mangolassi til 50 (!) kroner er ikke nogen fair deal i min verden - og lassien har jeg desuden smagt bedre. Stedets karryer, som vel nok kan siges at udgøre fundamentet for det indisk-pakistanske køkken (altså, karry som sådan, ikke Bindias karryer), lod endvidere en del tilbage at ønske. Vi valgte alle tre en indisk platte; drengene en kødversion og jeg steg på den indiske ost, paneer, i kokkens udvalgte karry. Platterne, som stod i 165 kroner stykket, kom med ris, salat, raita og naanbrød til, hvilket viste sig at betyde et lille, halvt naanbrød til hver. Dét er altså dårlig stil - brød koster ingenting at fabrikere og servere, og jeg er en endog særdeles stor brødfan. Bestilte derfor en paratha som side dish (25 kr.), men det burde bare ikke være nødvendigt. Restauranter bør aldrig være fedtede med hverken brød til bordet eller vand fra hanen - min anden store kæphest er den unødvendige, men dog udbredte tendens til at tvinge kildevand i gæsterne på københavnske restaurationer. Det gjorde Bindia dog ikke. En lille optur kom også med regningen, der blev serveret med en skål mumset mango cream med granatæblekerner på toppen. Det er dog ikke nok til at lokke mig på restauranten igen - nu ser jeg også på hjemmesiden, at de har "fedtrigtig indisk mad" som undertitel. "Fedtrigtig", hvad er det dog for et skrækkeligt ord og koncept? Det var nok i hvert fald medvirkende til den kedelige karry. Paratha og mango cream var i øvrigt langt fra "fedtrigtige" ...

"Inside Llewyn Davis" var heller intet hit - det har Coen-brødrene gjort langt bedre, så vores forventninger var væsentlig højere end det niveau, som denne film sneg sig op på. Men det var en dejlig eftermiddag og aften i drengenes gode selskab. Den helt rette måde at NYDE FRIHEDEN på.

I bund og grund vil jeg hellere nyde vores lille pige i stedet for at tvangsnyde en voksentilværelse uden børn - hun må gerne snart dukke op. Prinsessen af Foråret.

Småbitte sutter, som venter på at blive kogt lige inden vi tager på hospitalet, så de kan være dugfriske til førstearvingen. Det er helt nye sutter, som vi har fået i før-fødsels-gave, men som jeg blot har pakket op og læst mig frem til rette håndtering af (kogning mindst 5 minutter, tjek!). Tænker også, det er fint, at lillepigen har nogle forskellige suttetutter (eller hvad gummidelen nu end hedder) at vælge imellem - nogle tutter er vel rarere at have i den lille, bløde mund, end andre. Bogen nedenunder er i øvrigt en, jeg løbende skriver i til min lille pige - føles lidt som at snakke med hende ...

Min favorit blandt sutterne - den er supercute med den dér lillebitte tut! Og pæn i al sin transparens. Fra mærket Tommee Tippee, som skulle være ugiftigt ifølge indpakningen, men hvad ved jeg om sutter..? Åh jo, jeg ved, at Natursutten er grim og klodset. Så jeg er helt klart tilhænger af denne gode, gammeldags type sut, men gerne uden giftige blødgørere og al den slags, som mine søskende og jeg - og en markant del af verdens befolkning - sikkert nok har smasket taknemmeligt i os i de mindre oplyste, men dog væsentlig mere afslappede og behageligt mindre hysteriske 1970'ere, 80'ere og 90'ere.

Knækket æggeskal

Har meldt mig til min første blogleg nogensinde, nemlig en fortællerunde i alle regnbuens farver, som Liv har sat i søen (eller på himlen), og som jeg læste om hos Løvinden. Hyggeligt er det i hvert fald at skulle tænke i farver den næste halvanden måned. Læs mere her eller ved at klikke på regnbuebanneret ovre til højre, hvis du også kunne have lyst til en farverig udfordring.

Indtil da er jeg neutral i farven. Mit indre lærred er komplet visket rent, ja, nærmest skræmmende blankt. Eller måske er min farve p.t. knækket æggeskal - det virker egentlig som en passende betegnelse for mit hoved. Er nemlig i en fuldstændig surrealistisk venteposition.

Én ting er, at jeg endnu ikke er lykkedes med at begribe, at jeg er gravid. Og fordi min graviditet stryger så smukt & planlagt af sted, så er jeg heller ikke blevet tvunget til at overveje min tilstand ret mange gange. Kun på positiv vis, men dér kunne vi lige så godt have talt om en helt anden kvinde. En, som garanteret er i meget bedre kontakt med sin indre urkvinde og den dér biologisk indprentede moderlighed, end hvad jeg kan påstå at være.

Noget helt andet er, at det pludselig går rigtig, rigtig stærkt med denne her graviditet, som jo er min og tæt på 38+0, og at vi lige nu faktisk er ved at planlægge selve ankomsten for det lille forårsbarn, som jeg bærer i min mave. Og der er ikke tale om planlægning à la taskepakning og indkøb/leje af autostol, før veerne melder sig eller vandet går, hvilket jo alligevel ikke lader sig gøre fuldt ud. Nej, konkret fødselsplanlægning. Med dato og det hele.

I dag var kæresten og jeg til samtale med en flink og lyttende obstetriker på hospitalet. I morgen tager obstetrikeren vores sag med til lægekonference for at få input fra kollegerne, inden de kommer med en fælles udmelding og dermed en samlet plan for min fødsel. Med en dato. For igangsættelse. Senest på terminsdatoen. Hvis jeg da ikke føder spontant inden da. Men formentlig bliver igangsættelsen allerede i 38- eller 39+noget. Fordi jeg har en tragisk familiehistorie bag mig, hvad dét at gå over tiden angår, og derfor (måske) bekymrer mig mere end de fleste, nu hvor min baby er fuldbåren og faktisk godt kunne komme ud, teoretisk set.

Telefonopkaldet i morgen er samtidig en slags dom, der afsiges, for ved at godkende planen om lægekonferencen har vi samtidig frasagt os retten til at rokke ved lægernes planlægning, medmindre noget akut indtræffer - og det håber vi jo ikke. Skulle da lige være en helt naturlig fødsel, som selvfølgelig er at foretrække fremfor igangsættelse. Men det er også fint at slippe for indsigelsesmuligheden, for det endelige valg og den implicitte risikovurdering bør ikke være vores, men fagkundskabens.

Men altså. Kort sagt. I morgen får vi muligvis vores lille piges fødselsdag at vide - en dato, hvortil formentlig skal lægges 1-2 dages ventetid, fra processen sættes i gang, for rent faktisk at kende fødselsdagen. Men alligevel. Hold da fast. Uvirkelighed².

I min barndom hed den "Smukke Sally-kjolen".

Den er også vældig fin med sit sarte, gammelrosa stretchstof og sølvglimmer i skørtet. Den har jeg sørme danset meget rundt i og bagefter blev den lagt tilbage i klæd-ud-kassen, som rummede mange fine kjoler til små, fine damer. Utroligt, at den har holdt alle disse år uden synligt slid eller huller.

Vores lille pige vil nok kunne passe den, når hun er en 3-4 år, men jeg har vasket den og hængt den lidt op. Bare for hyggens skyld. Og nu fik den lov at beklæde vores bly (men dog sædvanligvis nøgne) viol i stuen til en fotosession.

Måske bliver vores datter slet ikke kjoletypen. Det gør ikke spor. Vi finder ud af det. Finder ud af a-l-t-i-n-g. Hun skal bare komme. Aldrig var nogen så velkommen.

Markant milepæl i en gylden graviditet

Min mormor (f. 1910) nåede at blive 94 år gammel og livsled, og hun var tidligt ude med en sarkasme, som vi er forholdsvist fortrolige med i moderne tid, men som ikke på samme vis sømmede sig i gamle dage, hvor kammertonen herskede. Åh, kammertone, dig kan jeg virkelig længes efter. Jeg er da heller aldrig blevet personligt fortrolig med sarkasme og misforstår ofte folk, når de benytter sig af denne udtryksform, hvor jeg som regel, til at starte med, tager dem alvorligt. Jeg tager generelt mine medmennesker alvorligt, hvis de sædvanligvis opfører sig voksent og ansvarligt. Hvis jeg kender den spydige person godt, skynder jeg mig da også at frabede mig den slags tvetydig tale i fremtiden. Synes ikke, at sarkasme er behageligt endsige nødvendigt i daglig kommunikation mellem voksne.

Tilbage til min mormor, som især dyrkede ét sarkastisk yndlingsudtryk: "Det går godt, det lille guldur!". Hvilket betegner det stik modsatte, nemlig en kikset, trist eller decideret tragisk tilstand. Sådan sad hun tit, min mormor, lettere tilbagelænet i en slags udkigspost, hvorfra hun kunne konstatere og påpege dysfunktionelle øjeblikke i familien med et bittert, bedrevidende drag om munden. Lang levetid er i sandhed ulige fordelt.

Hur som helst. Jeg er modstander af sarkasme, men tilhænger af min mormors udtryk, omend jeg ikke var specielt stor fan af selve mormoderen. Jeg synes udtrykket er sødt og helt specielt. Ser det lille guldur for mig; hvordan det tikker glad og en smule overenergisk af sted (ligesom den stakkels vindmølle, der blev lidt for kåd og "se mig!"-agtig), og har egentlig lyst til at bruge vendingen i en positiv forstand.

Så det vil jeg hermed gøre: Det går rigtig godt, det lille guldur! Jeg er højgravid og topglad. Præmiebabyen i min bug opfører sig, som man næsten kun kan drømme om, da hun løbende har gjort alt det, som min graviditetsbog fortæller mig, at hun helst skal gøre, og dét nærmest på klokkeslæt: Begyndte at røre på sig i maven, da det var tid for den slags fornemmelser; begyndte at være særdeles aktiv derinde, da hun var stor nok til det; begyndte at udvise en form for døgnrytme, da man kunne forvente det; begyndte at hikke, da det var normaltilstanden; og som det seneste, fantastiske tiltag, så sørgede hun for at lægge sig i hovedstilling, inden pladsen blev for trang (og truslen om manuel babyvending på hospitalet for nærværende), endda med ansigtet ind mod min rygrad. Intet stjernekiggeri her. Dygtig pige. Dygtig, dygtig pige!

I går nåede vi 37+0, min mønsterbaby og jeg. Sikke en milepæl - den har jeg ventet på. Nu er vores lille pige fuldbåren, som det så højstemt hedder, og skal blot tage lidt ekstra vægt på frem til fødslen, som kan foregå når som helst - hun er KLAR. Færdigskabt. Stærk og beredt på denne verden, håber jeg da. Godt nok vurderede jordemoderen hende, ved et standardtjek sidste uge, til at være lidt mindre end gennemsnittet vægtmæssigt, men det er jo blot fordi hun er en yndig, lille ballerina! Mon pètite bébé chéri (pardon my French, hvis det ikke er helt korrekt)!

Det kan meget vel være, at hendes mor vejede 4.200 gram ved fødslen (endda før termin - men jeg var også en meget høj/lang baby! Og i øvrigt min mors nemmeste fødsel!) og sidenhen er vokset til mandshøjde og en størrelse 42 i sko, men sådan bliver det ikke for min datter. Næh nej. Eller, altså ... hun må nu gerne slægte mig på højdemæssigt, for det er dejligt at være høj. Men på den feminine, pètite måde, naturligvis.

Hun har jo også vist sig at have yndige alfeører, det graciøse pigebarn, hvis man skal tro scanningsbilledet. Hvilket går eventyrligt fint i spænd med, at hendes mor - som en af de eneste gravidgener, jeg overhovedet har oplevet - p.t. er udstyret med hobbitfødder (nu ikke ét ord om moderens graciøsitet eller mangel på samme). De seneste uger har jeg fået lidt vand i underben og fødder, og sidstnævnte ligner helt klart noget ophovnet og trekantet, der kunne medvirke i en Tolkien/Jackson-produktion og bevandre herredet helt uden at måtte støbes i gummi først (OBS: "Hobbit feet" er endnu en ting, man ikke bør billedgoogle).

Freeman & Jackson. Mindedes ikke, at hobbitfødder var så behårede
- den del er jeg lykkeligvis sluppet for ...

Men det er virkelig også dét. Jeg har været SÅ heldig med denne graviditet og med min nemme, dygtige baby i maven. Har kun taget de kilo på, som barn + tilbehør vejer, og bortset fra de seneste ugers tyngdefornemmelse i bækkenet, når jeg fx er ude at gå eller står op gennem længere tid, samt min manglende evne til at løfte tunge ting, sove på maven (og sove uden at få døde arme og hænder - hej, karpaltunnelsyndrom), passe normalt tøj og den slags småting, så er det let og decideret hyggeligt (!) at være gravid i 8. måned. Det havde jeg godt nok aldrig troet. Heller ikke, at jeg skulle være så rolig på nuværende tidspunkt.

Hvad angår normalt tøj, så har jeg faktisk lige kunnet købe et par helt almindelige jeans, som sidder pænt på bagdelen og som kun skal specialindrettes en lille smule med et elastikbælte ... og åbenstående knap, når jeg er hjemme og kan slappe af, fordi H&M havde et par med masser af stretch i stoffet på udsalg, som viste sig at passe perfekt. Købte dem i et anfald af denimabstinenser, for selvom graviditeten er nem, så kan jeg godt mærke, at nu har jeg godt nok været gravid længe. Nu vil jeg godt snart have min normale krop tilbage. Et friere tøjvalg. Og valg af sovestilling. Al den slags.

Nye ikke-gravid-jeans (!), tykke hjemmesokker (det er ikke vand det hele), "The Bourne Identity" (jeg huskede den som bedre) på tv, og vand med isterninger samt telefon og MacBook indenfor rækkevidde (belejligt ved kedeligt filmvalg) - så glider ophovnede ben og fødder temmelig meget i baggrunden (omend løftet op på puder for at udnytte tyngdekraften) sådan en dejlig fredag aften, hvor jeg forinden havde fået klaret nogle flere babyindkøb såsom puslehynde og madras til barnevognsliften. Min kæreste var væk i aften-nattevagt. Så må man som gravid kvinde (og alle andre, i øvrigt) gerne slappedase på sofaen med semiskod-tv og hygge sig med at ae babyen i maven, når hun rører på sig. Dét kommer jeg til at savne, når først hun er blevet født - men der skulle jeg så meget gerne kunne ae hende direkte på den bløde babyhud. Hun kan så bare ikke puffe til mit maveskind indefra længere. Den dér helt særlige og ret fantastiske sci-fi-fornemmelse, som godt nok er svær at sætte ord på.

Summa summarum. Dette hersens GRAVIDITET, som lyder så alvorligt, og hvor alene tanken om det har skræmt mig i årevis, er langt mere fantastisk, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Hvorfor hører man mon alle disse her skrækindjagende og deprimerende graviditetsfortællinger fra moderne mødre? Er det som oftest ubehageligt for kvinder nutildags at være gravide og har jeg blot været umådeligt heldig? Heldigvis har min mor og andre kvinder fra hendes generation, samt nogle få fra min egen, vejet ind med glade beretninger om lykkelige gravidforløb, så jeg har da haft visse positive forventninger boblende i mig, men blot ikke turdet lade dem dominere. Før nu.

Fødslen spekulerer jeg heller ikke meget på. Glæder mig simpelthen så meget til at møde vores lille pige, at man nærmest kan byde mig hvad som helst; smerter og nåle ad libitum, hvis blot hun kommer rask og uskadt til verden. Måske bliver jeg klogere, når veerne indfinder sig - måske ikke. Indtil da vil jeg i hvert fald nyde vores præmiebaby og min dybt priviligerede gravidtilværelse i fulde drag.