Talnørden slår til igen

Efter mange år med masser af arbejdstimer ved siden af mine studier lever jeg nu det afslappede, hjemmegående studieliv. Det har krævet en del tilvænning, især fordi jeg jo er blevet gravid oveni. Gravid og hjemmegående - meget ulig mig. Jeg kan godt lide at være på farten, kan godt lide at arbejde, og jeg præsterer de bedste resultater under moderat tidspres.

Men det er da fantastisk priviligeret at kunne tage det så stille og roligt, mens jeg er gravid. I nat sov jeg fx 11 timer og min kæreste nænnede ikke at vække mig, selvom han var hjemme til formiddag, fordi jeg sov så tungt og godt. Ikke siden jeg var teenager har jeg haft så voldsomt et søvnbehov, men de to tilstande minder jo også om hinanden - som teenager skulle jeg selv samle kræfter til at vokse og gro, og nu er det et lille liv i min mave, der har brug for at gøre det samme. Det tærer åbenbart på min energi. Men jeg under vores lille pige hver en horisontal time, hvor hun kan boltre sig på lidt bedre plads i den udstrakte mave og slappe af sammen med det udmattede moderdyr.

Udover trætheden disse dage, der godt kan fjerne fokus fra vigtige punkter på mentale huskelister, er jeg distræt af natur. Og lidt af en talnørd. Jeg er typen, der lynhurtigt husker numre og øvrige talangivelser udenad. Datoer, telefonnumre, højde- og vægtangivelser, persondata, fødselsdage, mit VISA-kortnummer, you name it (til gengæld er jeg en klovn til at huske folks navne, hvilket i moderne networking-tider er lidt af et handicap). Derfor har jeg i flere dages afslappende, halvtræt hjemmeliv (sover langt fra 11 timer hver nat) haft rumlende i baghovedet, at jeg skulle noget den 29. januar og nok lige burde kigge i min kalender, men i ren distraktion har jeg sluppet tanken igen. Og igen. Indtil for et øjeblik siden, hvor jeg konsulterede telefonens kalender.

Ups. I morgen kl. 8:00 skal jeg noget så vidunderligt som til glukosebelastning. Så snart jeg så det i kalenderen vidste jeg, at der var noget med faste fra kl. 22 aftenen forinden (tal er så dejligt håndgribelige; huskbare!) og jeg skyndte mig at få fundet papirerne frem. Ganske rigtigt. Heldigvis spiste jeg min aftensmad, hjemmelavet øllebrød, mellem kl. 21 og 22, men det er absolut mere held end forstand. Min kæreste er på aften- og natarbejde, så jeg er fuldstændigt frit stillet i tidsplanen. Eller, det er jeg så ikke længere. Må hellere gå i seng om lidt, så jeg kan komme tidligt op. Det bliver ikke til 11 timer i nat, lille pige.

Glukosebelastningen er en fiks idé, som den første jordemoder, jeg var til konsultation hos (hun er så sidenhen stoppet med at arbejde på det jordemodersted, jeg hører til), fik, og jeg gad ikke diskutere det med hende. Opfylder faktisk ikke et eneste af kriterierne for at blive sendt til "fedmetesten", som jeg kærligt (as if) har omtalt den herhjemme siden henvisningen, hvilket er følgende:

• Sukker i urinen
• Sukkersyge i tidligere graviditet
• Overvægt (nærmere bestemt BMI på 27 eller derover ved graviditetens start)
• Sukkersyge i nærmeste familie
• Tidligere født et barn > 4.500 gram
• PCO/Metformin
• Gemelli

Metformin er åbenbart en type medicin, der gives patienter med type II diabetes og PCO. Gemelli betyder tvillinger. Så blev jeg da så oplyst.

Min tidligere jordemoders sologrund til at sende mig til den trælse test i morgen tidlig er punkt nr. 3, nemlig den høje BMI ... som jeg vel at mærke ikke opfylder. Opfyldte. Hun havde tydeligvis misforstået retningslinjerne og forklarede derfor henvisningen med, at "du jo nok på et tidspunkt rammer 27 i BMI". Eh, ja. Det må immervæk ske for en hel del gravide, forestiller jeg mig. Men jeg gad ikke lægge mig ud med jordemoderen (det kunne jeg jo så roligt have gjort, suk) og accepterede henvisningen. Hun var jo vældig sød i det øvrige.

Det fortryder jeg naturligvis bittert nu; siddende sur og kontrær i sofaen med udsigt til at skulle op ved 6-tiden i morgen og hen at stikkes i - blodprøver, aaargh! - og drikke klam sukkervæske, som sikkert ikke engang virker læskende, med 2 timers ventetid inden flere blodprøver skal tvinges fra mine stakkels arme. Stikkes, sultes og udtørres skal jeg. Er da også allerede tørstig som en ørkenvandrer, da jeg ingen problemer har med at drikke de 3 liter vand, som tidligt i graviditeten blev tilrådet mig i dagligt indtag - det sker helt naturligt med den gigantiske tørst, der har indfundet sig hos mig i 2. og 3. trimester. Gemmer nødtvungent de maksimale 300 ml. vand, som tillades inden testen, til i morgen tidlig, selvom vandhanen kalder på mig henne fra køkkenet. Dejligt, iskoldt vand i rigelige mængder, mmmh ...

Jeg accepterede testen, fordi jeg ikke gad lægge mig ud med jordemoderen allerede i 1. konsultation og fordi det dengang forekom mig at være fornuftigt, nu emnet kom op, at få afklaret, om jeg tilfældigvis skulle være disponeret for den/de type(r) diabetes, der rammer gravide. Vil jo gerne passe bedst muligt på lillepigen i maven.

Men hvis ikke jeg krympede mig ved tanken om at lade en flok hospitalsansatte stå og vente forgæves på mig, så kunne jeg sørme godt være lokket af tanken om at udeblive i morgen. Det er åbenbart ikke altid en fordel at være talnørd - hvis nu jeg havde glemt alt om aftalen, så behøvede jeg ikke krympe mig på nær samme vis ...

Lige nu, her i sofaen, føles det i hvert fald dybt stupidt at måtte gennemgå så ubehagelig en test klokken alt-for-tidligt i morgen blot for at undgå at lægge mig ud med en jordemoder, som jeg ikke kommer til at have mere at gøre med.

Men måske min umådelige tørst skyldes sukkersyge. Det tror jeg nu ikke.