Mellemjul & frydefuld nytårsstemning

Hvid jul så vi ikke meget til i Danmark dette år (æv), men herover ses til gengæld en stemningsfuld hvid påske på Kongens Nytorv anno 1966 inklusiv sporvogn - hvor ville det dog klæde min kære by, hvis sporvognene havde fået lov at forblive en del af den offentlige trafik. Nå. Men julen varer lige til påske, og måske er byen hyggelig og snedækket, når jeg skal ud og trille med barnevogn. Har termin i april, men det skulle ikke undre mig, om vores lille pige dukker op allerede i marts. Hvor det jo ofte er koldt og måske ligefrem vintervejr og sne i Danmark - hyggeligt! Så bliver lillepigen godt pakket ind i varme lammeskind og dyner og vi sætter snekæder på barnevognshjulene ...

Om graviditeten er meget nærværende hos mig, også når jeg støder på et tilfældigt billede af sne, Kongens Nytorv og sporvogn på nettet? Om mine associationsrækker går aktivt i retning af lillepigens ankomst? Åh ja.

Julen fik dog også lov at fylde lidt. Ah, jeg sköjar, den fyldte en hel masse - dejlig, dejlig familiejul med alt inklusive. God tid, god mad, gode snakke, godt humør, god musik og gode mennesker. Jeg er mæt og glad og klar til at pakke julen sammen for i år - det vidner al pynten, som jeg p.t. dynger op på spisebordet, om.

Når den traditionsrige familiejulefrokost er vel overstået 2. Juledag, så slutter julen for mig på et mentalt plan og nærmest på klokkeslæt. Julestemningen indfinder sig herefter først i løbet af sommermånederne, hvor jeg begynder at gå og nynne julens hymner. Et halvt års julestemning om året må også være tilstrækkeligt, selv for en juleentusiast. Der kan også godt dukke lidt julesavn slash -abstinenser op i januar, men jeg ved, at det ikke nytter fx at drikke gløgg for at glemme sorgerne. Ligesom ouzoen og sangriaen, som smager skrækkeligt, hvis man forsøger at drikke det efter ferien; på dansk grund, så er gløgg i januar bare helt forkert. Så jeg bliver nok aldrig nissependanten til den skøre kattedame og juler året rundt. Julebutikken i Knabrostræde skræmmer mig da også. Bare lidt.

Nu er jeg til gengæld tunet ind på nytåret, som jeg er lige så skudt i. Pun fully intended. Det smukke, forventningsfulde og højstemte nytår med al dets glitter, krudt, bobler, kransekage, klokkeslag, kindkys, royalisme, konfetti, kalas og fornemme forsæt - mmmmh. Mine bobler i maven overstiger enhver champagnegærs frembringelse. Glæder mig til DET HELE og til den fest, jeg skal holde nytårsaften med mennesker, som jeg skatter umådeligt.

Indtil da nyder jeg Tivolis Fyrværkerifestival med nordisk tema, som vi kan følge med i fra stuevinduerne i vores lejlighed oppe under den københavnske nattehimmel. Smutter forbi det norske show derinde mandag aften inden "Hobbitten II" i Imperial, for jeg var den lyksalige modtager af et Sølvkort i julegave fra min sødeste søde kæreste. Dér skal jeg også trille rundt med barnevognen - Tivoli er, ligesom de københavnske biografer, et af de steder i byen, hvor jeg føler mig mest hjemme.

Mmmh, mellemjul! Hvad "mellemjul" vil sige? Det er et bornholmsk udtryk for dagene mellem jul og nytår, som jeg har taget til mig. Mellemjulen er altid hyggelig, afslappende og den rene balsam for en sædvanligvis fortravlet voksensjæl, så dagene fortjener denne fine samlebetegnelse.

Ikke et ord om eksamenslæsning og to tonstunge eksaminer just forude. Ssscch ...

Jul i Juliverset

Kalenderlyset; eller rettere sagt den sidste lille bid kalenderlys, som står tilbage i den hvide royale københavnerstage med de sirlige, gyldne kristtjørn malet på, er tændt. "Jul på Slottet"; det allersidste og evigt dramatiske afsnit, kører i baggrunden. Julekalenderen dannede (sammen med "Disneys Juleshow" og "Vi på Krageøen") soundtrack til min barndom, hvor jeg via den geniale opfindelse, VHS (sidenhen afløst af endnu smartere påhit), kunne se disse 24 afsnitsperler året rundt. Jeg kan derfor på det nærmeste samtlige replikker udenad og i hvert fald sangene, som er noget af det julehyggeligste, jeg ved.

Og jeg ved en hel del julehygge. Er, i al beskedenhed, en af landets største juleentusiaster.

Jeg ELSKER julen og alt, den rummer. Hjertevarmen, julelysene, vintermørket, familiekomsammenerne, julegaverne, julemarkederne, julegløggen, juleknaset, julemaden, julenisserne, juleglitteret ... kort sagt; hele julemøllen. Elsker den!

Min søde kæreste er taget på sit dumme job, som syntes, han skulle arbejde i dag. Jeg er ved at fikse de sidste julegaver - mandegaverne (ikke at forveksle med mandelgaver), som var de sværeste at finde. Herefter skal jeg i julekjolen og af sted ud til min familie med sækken fuld af gaver - og ja, jeg har naturligvis en julesæk til gaverne. Elsker duften af sækkelærred til jul.

Ude ved min familie er juletræet kommet indendøre og min lille niece er sikkert allerede - under supervision af min søster - i fuld færd med at pynte det eller lave ballade, den lille bandit. Når min bror og jeg ankommer vil vi med garanti kunne lægge vores gaver under et smukt pyntet træ. Dernæst skal jeg have blandet ingredienserne til risalamanden, som jeg i år har fået ansvaret for (mmmmh, risalamande), og den skal nå at stå og trække med de fuldfede vanillestænger. Senere på dagen dukker min kæreste op for lige at sige glædelig jul - og uddele julekys til somme - og lægge min gave under træet. Han skal videre at fejre jul med sin familie og på arbejde igen i morgen, staklen. Selv overnatter jeg hos min mor - det er en af julens traditioner. Juledag spiser vi langsom familiemorgenmad og tusser rundt i nattøj, mens vi endnu en gang beundrer gaver og løser verdenssituationen i lange snakke.

Juleaftensdag i min barndom gik altid vældig langsomt, så vi fyldte dagen ud med lange julekarbade for os unger, middagslur for selvsamme unger, mens mine forældre havde travlt med alle julens forberedelser (og vi kunne naturligvis ikke sove, men skulle lige ligge og hvile lidt), før-julegaver og Disneys Juleshow. Nu, som voksen, synes jeg dagen spæner af sted. Jeg sørger derfor for at tilbringe flest mulige af dagens timer i familiens skød med intens julestemning, hvor jeg indsnuser alle juleforberedelserne; den flotte kalkun, der begynder at dufte i ovnen; julemusik en masse; smagsprøver på juleknasen; en hurtig ske i risalamanden, som naturligvis også lige skal prøvesmages; juleshowet, hvis vi husker at tænde for det; julehilsener fra nær & fjern på mobilen (oh, moderne jul); hyggesnak og spændte forventninger i alle aldersklasser; og - sædvanligvis - gløgg og julehvidvin (jo, det findes) i rå og rigelige mængder, allerhelst den boblende, festlige slags. Jeg springer dog vinen over i år.

For det, der fylder mest i min jul 2013, er (jule)miraklet i maven (helt uden hellighed). Vores lille pige, som vokser sig større og stærkere for hver dag. Det samme gør hendes mor - vokser med opgaven, både bogstaveligt og i overført forstand. Jeg er begyndt at synes, at det er fantastisk hyggeligt at være gravid. Hvem skulle have troet det - jeg, der har frygtet graviditet & fødsel så intenst. Jeg glæder mig ved hver bevægelse i maven og ønsker bare af hele mit hjerte, at det lille pus har det godt derinde. Jeg sørger for at sidde, ligge og i det hele taget opføre mig sundt, og fordi jeg p.t. "kun" er studerende kan jeg tage nogle gode hvil med benene oppe i løbet af en dag når jeg husker at gøre det og jeg får for første gang i mit voksenliv sovet fornuftigt om natten når det lykkes mig at sove - savner godt nok den dér mavesøvn. Men jeg får i hvert fald ligget ned. Hun skal jo have det så godt som muligt. Vores dejlige, lille pige, som vi glæder os sådan til at møde.

24. december og 24. uge - hvor velsignet og frydefuldt livet dog kan være. Glade, dejlige jul. Smukke, mirakuløse graviditet.

Fra alle os til alle jer ... ♥︎♡ GLÆDELIG JUL ♡♥︎

Mit København: Det hemmelige posthus

Mangler du endnu at få de hjemmesyltede kirsebær & de hjemmestrikkede sokker med rensdyrene sendt af sted til din kære, gamle tante Mille i Thy, som ikke længere kan sylte & strikke på grund af gigt i fingerleddene, men som forsager alt masseproduceret, som var det selveste Djævelens værk?

Ingen kvaler - Københavns hemmeligste og hjerteligste posthus står klar til at tage imod dig og din julepakke (op til 20 kilo. Men det er også pænt meget hjemmesylt).

De fleste københavnere er formentlig klar over, at man frem til 22:30 på hverdagsaftener samt søn- og helligdage kan poste breve til omdeling næste dag ved at anvende de store, rummelige postkasser i det lille, godt skjulte indhak i facaden på Carsten Niebuhrs Gade 6 tæt på Hovedbanen.

Indtil fornylig kunne man tillige besøge posthuset på Hovedbanen frem til kl. 21:00 på hverdage og 16:00 lørdag/søndag, men det ændrede de pludselig markant (hverdage 9-19 og lørdag 12-16), så jeg faktisk helt har afskrevet dette posthus til mine sidste-øjebliks-postærinder, som ofte ligger sent på aftenen.

Mine nye posthusvaner skyldes dog også i høj grad Københavns bedste og længståbne - og meget hemmelige - posthus. Som jeg blev introduceret til ved at møde op på Hovedbanen efter kl. 19, hvor en krøllet A4-seddel på døren diskret bekendtgjorde, at nu kunne man i stedet indlevere sine pakker i Carsten Niebuhrs Gade fra 19:00-20:30. Så mig derned, hvor jeg lykkedes med at finde det godt gemte miniposthus overfor de velkendte postkasser. Måtte da også spontant udtrykke min begejstring for, at de holdt sent åbent, nu hvor Hovedbanen havde svigtet mig, overfor postdamen bag disken. Som med et fiffigt smil kunne oplyse mig, at "vi har nu altid haft åbent. Folk ved det bare ikke".

Åh ja, postdamen bag disken. Hun er simpelthen skøn. Kvindeligt, langt og fyldigt gråt hår og kulørte negle, der kan give en fugl med veludrustede kløer mindreværd. Og så er hun bare SØD. Altid smilende står hun klar til at tage imod folks pakker; ja, hun har nærmest bredt armene ud til hjertelig velkomst. Altid har hun et godt fif i ærmet til nemmere og billigere forsendelse. Altid fornemmer man god stemning og hyggesludder blandt hende og kollegerne - som i øvrigt også er vældig søde. I skærende kontrast til mit lokale posthus, hvor en mavesur skrappedulle holder både kolleger og kunder i stram snor - end ikke et stykke tape har hun tilovers til hjørnet, som flapper faretruende på det vigtige brev. Den slags kan KØBES, bum, selvom man overhovedet ikke har brug for en hel rulle tape. Pænt irriterende for en flittig posthuskunde som undertegnede at skulle dykkes af en sådan kvindes evigt dårlige humør og trang til at satirisere over andre menneskers åbenlyse dumheder. Hun burde for længst (for hun er lidt oppe i alderen) have fundet sig et andet job med større arbejdsglæde.

Derfor besøgte jeg i stedet min yndlingspostdame fredag aften og jeg glædede mig helt til at se hende igen, da kæresten kørte bilen* ind mellem søjlerne i Carsten Niebuhrs Gade - hun er et sandt livstykke. Det var da også et hyggeligt ærinde, jeg var på; at sende årets sidste julepakke af sted, nemlig nøje udvalgte gaver til min dejlige familie i Jylland, som jeg glæder mig til de skal åbne juleaften, samt årets sidste julekort til venner i Norge. Posthusærinder er jo tit hyggelige og forventningsfulde, hvilket en posthusansat enten kan komplettere med godt humør eller nedbryde totalt, jf. min lokale krampe. Hende slap jeg jo heldigvis for, og min yndlingspostdame in the whole world var heldigvis på arbejde. Men allerede udenfor posthuset, da jeg stilede mod døren, var hendes flinke (rygende) kollega mig spontant behjælpelig, da hun lige ville fortælle, at eventuel porto til mit julekort skulle købes i portåbningen ved siden af posthuset - "dér har de det hele i dag". Betænksomt.

Vel inde på posthuset bemærkede jeg, at de har pyntet disken med visitkort fra rundt omkring, blandt andet den obskure butik Chillo midt i København, som forhandler udstyr til hampedyrkning og hashrygning. Men det undrer mig slet ikke. På Københavns Erhvervsposthus er der plads til alle, også på den selvbestaltede mini-reklamesøjle for byens handlende. Love it. Dagens tip fra min yndlingspostdame, som jeg indtil nu har haft held til altid at få som ekspedient, handlede om billigere pakkelabels, hvis man køber og printer dem online (fx 80 kr. i stedet for posthusets 100 på en pakke op til 5 kilo), samt alle fordelene ved mobilporto.

Posthusets navn er Københavns Erhvervsposthus, hvilket kan være vildledende, da det er fuldt tilladt at indlevere absolut private forsendelser. De må blot have erhvervsfolk som primær målgruppe. Åbningstiderne er dagligt fra 14:00-20:30, men yndlingspostdamen betroede mig, at man tillige kunne indlevere klargjorte pakker i portåbningen til højre for posthuset på søndage mellem 15:00 og 18:00 til omdeling mandag.

Så du kan som sagt endnu nå at få sendt julegaven af sted til Tante Mille denne eftermiddag - lur mig, om ikke den vil blive bragt fint & flot ud i morgen. Min pakke nåede i hvert fald frem til et fjernt hjørne af Jylland allerede i går trods juletravlhed og overbelastning i postvæsenet. Og hvis min yndlingspostdame får lov at bestemme, så når din pakke frem før jul! Sådan er hun nemlig.

*Vi tager naturligvis ikke bilen rundt på småærinder, som nemt kan klares til fods, på cykel eller med det offentlige i og med, at vi bor i zone 1. Men vi skulle altså videre på julebesøg langt udenfor København. Det ville jeg bare lige sige - hej hej.

Ud med rod, ind med ode

Bum, så var duksen ellers forbi at viske tavlen ren.

Har slettet, eller rettere sagt arkiveret, stort set samtlige mine Juliverset-udskejelser de forløbne to år, så jeg kan starte på en halvfrisk.

Hvorfor nu denne censur? Faktisk er det et oplæg til større åbenhed, selvom det måske lyder som et paradoks. Jeg kunne godt tænke mig at lade bloggen tage en ny drejning; en længe tænkt tanke, som den seneste tids revolutionerende og livsomvæltende begivenheder kun har bestyrket.

I det hele taget sker der virkelig mange ting i mit liv, som jeg på den ene side gerne vil skrive om, men på den anden side ikke rigtigt følte for at føje til den i forvejen ingrediensrige cocktail, som bloggen på to år var kommet til at bestå af. Så vidt, jeg lige kunne vurdere, i hvert fald. Faktisk kunne jeg ikke længere overskue hvad bloggen rent faktisk rummede af mere eller mindre gennemtænkte tankebobler, og efter at have læst mig gennem nogle ældre indlæg, som jeg overhovedet ikke kunne huske at have skrevet, var jeg tæt på beslutningen om at få gjort rent bord. I dag trillede jeg så de kære blogindlæg ned i arkivet; nænsomt, på en lille vogn. Også kendt som nørdet-kæreste-suger-indhold-pr.-eksport-processen, hvis jeg skal være ærlig. Moderne minimalisme.

Nå, men ... Kan I mærke den - letheden? Friheden? Det er jo det rene Mulighedernes Land med sådan en frisk, minimaliseret og rengjort blog. Helt tomt og sterilt har jeg da heller ikke lyst til at efterlade mit kære Julivers disse første dage af den nye æra - der må godt være lidt spas & kalas fra gamle dage tilbage.

Så lad mig da, inspireret af Henny Stewarts haiku-digtning denne aften og den kære juletid, som vi atter er velsignede med, genoptrykke den lille hyldest til min personlige Hvalborg, som poppede ind på lystavlen hos undertegnede en mørk efterårsdag på vej hjem fra arbejde sidste år.

Der er stadig gode grunde til at minde mig selv om især det sidste vers - nu tilføjet graviditet ...

Ode til Julebollen 

Oh, du gammeldags julebolle,
som Lagkagehuset frem har bragt.
Du var mig en trofast, årelang last;
det klægeste, nogen har smagt. 

 Du svøber dig i fastelavnsklæ'r
for at følge os i foråret ind.
At ikke du skulle forhindre
din ypperste fan at holde sig trind. 

 Du lokker med blødt marcipanfyld
og sød chokoladeglasur.
Men nu er jeg blevet voksen
og jeg er tillige på kur. 

 Adjø, julebolle, vi to har
delt mangen en Christianshavns-stund
men alting har jo en ende
og min, den er blevet for rund.

OBS: Oden reciteres (eller afsynges?) bedst på nogenlunde samme måde som de sværeste selskabssange til familiefester, hvor man er nødt til at læse et par linjer frem hele tiden for at kunne lægge rytmen nogenlunde regelmæssigt trods totalt kuk i versefødderne. Fx skal "Christianshavns-stund" jappes forholdsvist hurtigt af for at passe med "for rund" ...

Et natligt møde med mit gamle jeg

Det er længe siden, at jeg har sovet rigtigt godt om natten. I hvert fald er der længe mellem de nætter, hvor jeg vågner med følelsen af at have sovet som en sten. Stensøvn er ellers både dejligt og velgørende.

For et par uger siden måtte jeg desuden opgive at sove på maven - elsker ellers at sove på maven. Men jeg følte fra den ene dag til den anden et stort ubehag ved overhovedet at opholde mig på maven, også når jeg slanger mig med en bog på sofaen, da det føltes som at mase min lille unge. Den begyndte i hvert fald at sprælle mærkbart, når jeg lagde mig maven, selv hvis jeg lagde mig ovenpå store puder med maven fri. Der kom hver gang, hvad jeg tolkede som en omgående protest mod mavestillingen, og så holdt jeg naturligvis op med det. Selvom min ryg havde godt af at blive strakt igennem.

Bevægelserne i maven er da også så tydelige nu, at de vækker mig om natten. Det er en højst besynderlig følelse, at noget bevæger sig i ens mave. Kvindemaven. Og fordi jeg har nogle underlige, regnormeagtige arme, så har jeg tillige fornøjelsen af karpaltunnelsyndrom om natten, hvor mine hænder og underarme bliver sovende og følelsesløse. Helt normalt for gravide (heldigvis heller ikke unormalt for ikke-gravide, for jeg har skam prøvet det før), men lidt irriterende. 

Jeg er således tit vældig træt om morgenen, selvom jeg faktisk har befundet mig i horisontal position; klar til at sove, i 7-8-9, ja, sågar 10 timer - væsentligt længere, end hvad jeg plejer at investere af døgnets dyrebare timer i søvn. Inden jeg blev gravid, sov jeg ofte kun 5-6 timer og havde det helt fint med det, men min krop har krævet langt mere hvile, siden den lille bandit indfandt sig i mavehulen. Og de forskellige kropslige reaktioner vækker mig jo altså løbende henover natten, så det er relativt dårlig søvn, jeg får, og deraf følgende trætte morgener og ikke så sjældent en formiddagslur. Mere tidsspilde, suk.

Men det er jo alt sammen komplet ligegyldigt. For jeg er gravid og det er fuldstændigt mirakuløst fantastisk.

I nat vågnede jeg i vanlig stil halvt op, men på en anden måde, end jeg hidtil har prøvet. I den halvvågne tilstands klarsyn slog det mig, at jeg - som i mange år var overbevist om, at jeg aldrig nogensinde skulle have børn, for det egnede jeg mig ikke til hverken fysisk eller psykisk - rent faktisk ER gravid og endda længere end halvvejs. Det indgød mig en klar fornemmelse af, at jeg ikke har reageret NOK; at jeg bør bekendtgøre graviditeten, råbende fra hustagene, eller danse en rituel stammedans for at komme de højere magter i møde. Blive ét med menneskeheden gennem alle tider og naturen i dens storhed. Eller blot være tro mod mig selv (i det mindste mit gamle jeg) og rent faktisk REAGERE, hvilket jeg ikke rigtigt har gjort, proportionalt med det rablende vanvid, som graviditet + undertegnede udgør. Burde udgøre. For den rivende malstrøm af galskab er indtil videre behageligt udeblevet. Mærkede dog en snert af den dér i nat.

For det er jo HELT vildt, det her. Aldeles vanvittigt og ubegribeligt. Så langt er mit vågne jeg også med; at jeg på ingen måde har forstået med mit hoved og min forstand, at det er i min krop, MIN KROP, et nyt menneske er ved at spire frem. Selvom jeg fint kan tale rationelt med andre mennesker om min graviditet, så er den fortsat ét stort mysterium for mig selv på et dybere, følelsesmæssigt plan.

Men jeg er alligevel fuldstændigt forelsket i hende. Hende; vores lille pige.

Min indre kamel & headbanger

Jeg lever stadig. I bedste velgående, endda. Ikke spor dehydreret ...

"Du skal helst drikke 2 til 3 liter om dagen. Faktisk gerne 3, fordi du er så høj .."

Bum. Sådan sagde hun, jordemoderen. Så jeg har nærmest ikke bestilt andet end at drikke vand og ufiltreret æblemost, mums, og kakao siden dette første jordemoderbesøg. Normalt drikker jeg kun efter min tørst, for det kan voksne, raske mennesker jo altså roligt gøre - den dér konstante vandflaske i hånden på især voksne kvinder ser jeg som en forvokset babytendens; en sutteflaske. Sorry.

Men faktisk er jeg også mere tørstig, end jeg plejer, og der skal en hel del væske til at veje op for de massive mængder jern, jeg den seneste tid har indtaget. Jeg ikke kun ligner en vampyr teintmæssigt, jeg burde ifølge mine blodprocentmålinger også gerne tillægge mig vampyrtendenser og tage på hyppige, natlige strejfeture for at nedlægge skønjomfruer med blussende, blodrøde kinder i knivskarpe kindtandssnuptag. Men i og med, at blod får mig til at besvime (vampyrtogt effektivt aflyst), må jeg nøjes med mine mindre farverige 80 mg. GraviJern (fnis) om dagen.

Jordemoderen sagde heldigvis også mindre skræmmende ting såsom "speltmødre" og "gruppepres", da hun med en tydelig kimsen talte om mødregrupper, og hun understregede, at "amning jo altså ikke skal blive en religion". Tak, jordbundre jordemoder. Hende har jeg vist været heldig med.

Hvordan går det ellers med det dér graviditet, når man, som jeg, ikke just er den fødte urkvinde endsige modertype? Det tager vi lige en anden gang; har ikke så god tid denne formiddag, da jeg lige om lidt skal ud af døren på familiebesøg i det jyske. Medbringende, i øvrigt, to absolutte filmperler, nemlig Heavy Agger I+II fra 1986/2000, som min moster skal få fornøjelsen af. Apropos ...

Mig: "Mon ikke det er farligt at headbange, mens man kører bil?"

Kæresten: "Jo - og hvad værre er; at bruge speederen som stortromme!"

Åh, hvor det dog er hyggeligt at køre ture med min kæreste i Den Himmelblå, vores skønmobil, både med og uden Alice in Chains på anlægget - han er bare det dejligste, ham min udkårne. Elsker at være sammen med ham, også i dette vores niende kæresteår. Bliver kun bedre og bedre med årene. Og der skal nok være plads til en lille unge i vores symbiose, ork jo. Vi har bygget os en Family Size-rede med tonsvis af hjerterum, og vi er omsider klar til Projekt Baby.

I øvrigt er jeg måske mere at betegne en dromedar end en kamel, da jeg kun har én pukkel - men det kommer helt an på definitionen! Selvsamme artikel oplyser i øvrigt, at en tørstig dromedar/kamel kan konsumere 135 liter vand på 13 minutter - jeg må se mig slået trods mine store vandglas og en tilbagevendende ørkenhals.