Av, mine maver

Hvad har jeg så udrettet i dag? Jo, jeg har skiftet vand på den smukke buket blomster, som min søster uden videre begavede mig med i torsdags. Hvor blev jeg dog glad og helt overvældet - får ikke så tit blomster, og da slet ikke uden nogen åbenlys grund. Og der var hængt en æske chokolade på buketten, og det sødeste kort. Ej, men altså.

Jeg har også spist to skiver ristet brød i dag. Drukket rød saftevand. Og netop sat en slat havregrød til at koge på komfuret. Hostet en masse. Sovet mest muligt, som smerterne nu tillod det. Været ved lægen. Åh ja, og indledt morgenen med den helt store opkasttur, hvor frokosten fra i går åbenbarede sig. Så ved man, at der er systemnedbrud.

Maveinfektionen har ramt mig, og det endda en grum én af slagsen. 

Var på farten hele dagen i går, med IC-tog og alting, og undrede mig over, at jeg blev langt mere køresyg i både tog og busser, end jeg plejer. Min appetit dalede endvidere i løbet af dagen og allerede fra morgenstunden var den nedsat, men jeg spiste også nogle lidt underlige på-farten-ting og en lunken gulerodssalat, som jeg havde pakket tidligt om morgenen, hvilket jo godt kunne forklare en manglende madlyst. Tror i øvrigt ikke, at gulerodssalaten - lunken eller ej - var synderen, for inkubationstiden på denne type infektioner er flere døgn. Men ærgerlig var salaten nu og jeg måtte smide halvdelen ud.

Til provinstilflyttet venindes middag om aftenen blev det decideret pinligt, at jeg sad og stak til den mad, hun så sødt havde tilberedt. Kunne næsten ikke tvinge det ned, især ikke desserten. På dette tidspunkt tænkte jeg, at det nok var graviditeten og dertil hørende træg mave, der var på spil, for jeg mangler generelt evnen til at indtage større måltider for tiden - bliver lynhurtigt stopmæt. Men dette her var nu nærmest med lysets, ikke lynets hast. Måtte hen at sidde og hænge i venindes sofa efter middagsfadæsen og få benene lidt op, men det hjalp bare ikke effektivt på de mærkelige mavefornemmelser.

Havde held-i-uheld-agtigt en Orange-billet, der krævede min afsked med veninden på et bestemt tidspunkt (ellers kan venindemiddage godt gå hen og trække en smule ud, hvis det står til mig), og i taxaen til stationen gjorde min mave virkelig ondt - men hvilken mave? Gravid- eller spisemaven (det er ikke min mening at forfalde til småbarnlig lingo, men gider ikke lige snakke om "livmoder" og den slags)? Aldrig har en togtur hjem til København føltes så rædsom og lang, for jeg måtte sidde bomstille, så mavekramperne ikke manifesterede sig alt for kraftigt, og for samtidig at holde kvalme og opkasttrang, som nu var udtalte størrelser, nogenlunde i ave. Heldigvis bobbede lillepigen aktivt rundt i maven, så jeg krydsede alt, hvad krydses kan, for at hun var okay derinde. 

Allerede inden toget trillede ind på Hovedbanen vidste jeg, at en bus hjemad var en tåbelig idé - det ville både være umenneskeligt og fuldstændigt uoverskueligt. Sprang (læs: kravlede) derfor på endnu en taxa og ringede til min kæreste, så han kunne komme ned og hente mig og mine tunge tasker på gaden. Nåede at tænke, om jeg mon skulle have påført mig selv disse mavesmerter ved at være på farten med bøger, computer og lignende som oppakning, for hvor meget bør man egentlig bære på, når man er forholdsvist tæt på termin? Så vidt, jeg er oplyst, må man vurdere det løbende alt efter, hvordan man har det fysisk. Og jeg syntes rent faktisk ikke, at taskerne havde været urimeligt eller uansvarligt tunge i løbet af dagen, før jeg fik det virkelig skidt. 

Kom til at græde, da jeg fik min kæreste i røret, for jeg var nu helt til rotterne fysisk og desuden bekymret for min lille pige i maven. Den stakkels, ældre taxamand blev helt berørt af det. Tilbød at hjælpe med at få mig & mine tasker godt op i lejligheden, men min kæreste kunne nu fint magte opgaven. Sødt af chaufføren, dog. Jeg måtte også gerne få turen gratis, hvis jeg ville ud af bilen hurtigt og slippe for Dankort-ventetiden. Supersødt. 

Her er det nok på sin plads at nævne, at min kæreste er læge. Derfor var det oplagt for mig at skulle hjem og ikke fx på skadestuen. Min kæreste havde dog taget jakke på og bilnøglen med ned, for han ville lige vurdere på stedet, om vi skulle direkte videre på selvsamme skadestue. Jeg ville dog gerne op i lejligheden og forsøge lige at ligge lidt ned og slappe af, for det havde jeg ikke haft mulighed for hele dagen, og måske var jeg simpelthen overanstrengt i krop og gravidmave.

Men nej. Sikke en nat, der fulgte. Sov meget få timer på grund af stædige, vedholdende mavekramper og en insisterende kvalme, og tidligt i morges besluttede jeg i samråd med min kæreste - som selvfølgelig undersøgte min mave, da vi kom op i lejligheden, og tippede maveinfektion fremfor graviditetsrelaterede smerter - at jeg skulle ringe til akutlinjen for gravide for en god ordens skyld, hvis de lige ville tjekke mig. Her blev jeg imidlertid enig med vagthavende jordemoder om at kontakte min egen læge, når de åbnede for telefonerne, og lige få tjekket infektionstal med mere. Hun hældede også mest i retning af maveinfektion i kombination med plukveer, hvilket løbende har forvirret mine smertefornemmelser.

Kort resumé af dagen, der fulgte, udover de spændende højdepunkter, som fik lov at indlede denne blogpost: Alt tyder på maveinfektion, som åbenbart er i omløb for tiden, og vores lille pige i maven har det godt og er vanligt aktiv. Mors dejlige pige! I morgen får jeg dog taget supplerende blodprøver for at udelukke svangerskabsforgiftning. Ja tak - det skal vi ikke nyde noget af.

Det kan virkelig ikke anbefales at samle en maveinfektion op i 33. graviditetsuge. Umådeligt dårlig kombination. Alt for mange bekymringer. Oveni hatten har jeg måttet aflyse spændende møder i dag og i morgen, da jeg ikke vil risikere at smitte folk, og min i forvejen irriterende hoste; sidste rest af de seneste ugers forkølelse, har besluttet sig for at tage til i styrke. Så jeg er ikke mange sure sild værd her i min tæppehule på sofaen udover guldet i maven. Gaven i maven. Altså, lillepigen (!). Må nok også hellere aflyse min brunchaftale med to andre højgravide på fredag, nu de er ekstra sårbare for infektioner. Darn!

Én enkelt fordel har der dog været ved at blive syg på denne vis oveni graviditeten: Min største gravidlast, isterninger. Jeg har fået smag for nogle store, skønne, færdigstøbte terninger (iscylindere, er det faktisk), som vores lokale brugs får leveret fra et firma i England, og som består længe i glasset. Isterninger skal nemlig knases - det er en stor del af fornøjelsen. Og det er bare ikke det samme med isterningeposer og egenproduktion - poserne er dybt irriterende og terningerne smelter alt for hurtigt. Men jeg ved da godt, at det er syndigt at købe et miljøbelastende, importeret vandprodukt, når vores egen vandhane leverer dejligt, iskoldt og velsmagende københavnsk vand. Purified water from West Yorkshire eller ej. Men så længe mine synder holder sig på dette plan, så fred være med dem. Og nu havde jeg så pludselig isterninger at stoppe i den røde saftevand, som har erstattet mit vanlige fødeindtag. Mums!

Always look on the bright side of illness. Jeg er bare så glad for, at min lille pige har det godt trods moderens virale infektioner. Og for mine engelske iscylindere.