Jeg har de to snakkesalige herrers modige smerteeksperiment kørende i baggrunden, mens jeg læser og skriver til studiet henslængt i sofaen, og min kæreste nørder med at installere nyerhvervede dimser i maven på sin Mac (omvendt fødsel!), så den bliver endnu stærkere og hurtigere. Han var ligesom et lille barn juleaften, da FedEx meldte pakkens ankomst. Sødt - og helt ubegribeligt for mig. Én ting er at vente på dejlige pakker med fx sko og tøj, men computerindmad ...
Apropos lille barn - jeg burde muligvis ikke overvære denne fødselssimulation, men det er for morsomt at misse. Har tidligere set to mænd - som jeg i mellemtiden har glemt identiteten på, men de var enten standup'ere eller studieværter som d'herrer denne aften - blive udsat for tilsvarende "veer", og det var særdeles underholdende. Dengang var jeg imidlertid ikke højgravid og programmet var vist klippet sammen til en halv times tid. Fire timer er ret massivt, men jo nærmere virkelige fødsler end det andet. Og så har jeg sympati for både Thomas & Emil, som jeg synes laver godt tv, så jeg lever mig på alle måder mere ind i dette program.
Hvornår har man i øvrigt lov at kalde sig "højgravid"? Jeg er tæt på 30+0, men ved da godt, at den lille basse i maven vokser til mere end dobbelt størrelse de næste 10 uger. Er man kun "højgravid" de sidste par uger op til termin? Eller er "højgravid" blot, når man føler sig meget gravid? For det gør jeg. Og så alligevel ikke.
Føler mig til gengæld vanvittigt heldig, fordi jeg - indtil videre - har haft en virkelig nem graviditet. Efter de første 13-14 kvalmeuger er det bare gået så fint. Selv min skrøbelige ryg har styret sig og nærmest fået det bedre af den ekstra belastning. Og det, selvom jeg stoppede til gravidyoga lige så hurtigt, som jeg startede, fordi det var så skrækkeligt. Fortjener en selvstændig blogpost. Men altså, jeg kan nærmest glemme, at jeg er gravid, fordi jeg har det så godt. Havde forventet langt flere negative, kropslige reaktioner baseret på alle de skrækhistorier, jeg har hørt.
Det lille pus i min mave er da også bare så dygtig til at være midtpunkt for graviditeten; hun hopper og danser rundt, så jeg slet ikke kan være i tvivl om hendes trivsel og tiltagende styrke. Mors dejlige pige.
D'herrer Thorup & Skov slipper da også forholdsvist let. De kan nøjes med smertepåvirkning i mavemusklerne og slippe for øvrige vesmerter, for slet ikke at tale om selve fødselsprocessen i underlivet (!). Jeg kan forstå på sms'er fra seerne, at jeg blandt andet kan glæde mig til mulige lænde- og lår(?)smerter. Til gengæld pønser den tilstedeværende jordemoder på at give drengene et lavement senere ...
 |
| Ja, indtil videre er det rimeligt afslappet. Der spises chokolade og spilles yatzy ... |
Det er jo i øvrigt heller ikke normalt at have en jordemoder på sidelinjen i hele processen. Igen; priviligeret. Men det er jo også bare tv-underholdning, det her. Slet ikke at ligne med en virkelig fødsel. Men smerte er immervæk smerte og jeg tager hatten af for, at de to unge mænd har sagt ja til at gennemgå dette her. Rart er det jo ikke - og så for åben skærm ...
Hehe. Mænd! Der er nok en vis lighed mellem mænd ramt af sygdom og mænd ramt af "fødsel", og det er vist positivt for befolkningstilvæksten, at det er kvinder, der sædvanligvis står for at føde børnene. Kald mig blot kvindechauvinist. Kvinder er stærke!
Om jeg frygter fødslen? Det gjorde jeg i høj grad inden, jeg blev gravid, men p.t. glæder jeg mig så meget til at møde lillepigen, at det overskygger nærmest enhver angst for smerter og ubehag under fødslen. Det, jeg frygter ved fødslen, er udelukkende, at noget skulle gå galt undervejs. Ikke smerterne. Jeg vil bare så gerne have vores lille pige ud i god behold; sund og velskabt. Lad mig tage alle smerterne; alt ubehaget; enhver komplikation på min krop - jeg skal nok klare det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar