Den søde ventetid

To minutter havde vi; mine kvindelige lidelsesfæller og jeg, til at bunde de 2-3 deciliter sukkeropløsning og 1 deciliter efterskyllevand i dagens test. Ved at holde vejret i næsen, så mine smagsløg var delvist blokerede, gik det fint. Anderledes for kvinden ved siden af mig, hvor det tyktflydende sukkervand var ved at komme op igen.

Til gengæld slap vi for de indledende blodprøver, som jeg troede, skulle tages. Det er åbenbart nok at tage én prøve efter to timer med sukkervand i den fastende krop. En ganske behagelig overraskelse. Knap så behagelig er den mavekvalme, der har indfundet sig hos mig, og som forhindrer mig i at hvile med hænder eller bøger på gravidmaven. Har endda måttet smøge stofstykket på gravidbuksen lidt ned. Puha.

Nu venter vi så i fællesskab med morgen-tv som den primære underholdning i venteværelset. Den slags Familien Danmark-udsendelser kan være helt eksotiske, når man ikke plejer at se dem. Jeg har nu også forskellige bøger med, men kunne ikke falde i søvn i nat og fik derfor kun omkring 4 timers søvn. Ikke helt nok til at finde fagbøgerne frem - så godt kender jeg alligevel mig selv. Især mit trætte gravid-jeg. Det er desværre ikke tilladt at sove eller gå en tur undervejs i testen, kun at slappe af i de umiddelbart luksuriøse hospitalsstole med benstøtte, hvor man nu hurtigt bliver temmelig flad bagi (mobilordbogen rettede omgående det samlede udtryk til "glad bagi" - but why? Er det virkelig mere oplagt og brugt at skrive "glad bagi" end "flad bagi"? Naughty, naughty ordbog).

Når dette her er vel overstået, så skynder jeg mig ud i byen for at finde noget dejlig morgenmad. Morgenmaden er helt klart det vigtigste måltid på min dag; den mad, jeg værdsætter allermest. Så det er barsk at måtte undvære den, endda med fæl blodprøvetagning oveni.

Nok brok. Det var hyggeligt at skulle ud i sneen og morgenmørket. Ved stoppestedet, hvor jeg afventede bussen til hospitalet, havde genboerne endvidere været så betænksomme at lade en julestjerne lyse for mig. De små glæder.

En stor glæde er det, at lillepigen i maven er morgenfrisk og danser rundt, for hun minder mig om, hvorfor jeg sidder her og umiddelbart spilder en dejlig onsdag morgen i en ukomfortabel hospitalsstol. Nu får jeg dette her afklaret én gang for alle og sikrer dermed mig selv og den dejlige basse i min mave mod i hvert fald visse grimme overraskelser.

Kl. 10.27: Forsøgte at hæfte et billede af den fine julestjerne i morgenmørket på denne blogpost, hvilket skulle foregå over telefonens og hospitalets ringe netforbindelse og en særdeles langsom download af en Google+ app. Endte med ikke at lykkedes, før testen pludselig var ovre med en blodprøve fra øreflippen. Med det helt rette, raske resultat, i øvrigt. Dejligt.

Talnørden slår til igen

Efter mange år med masser af arbejdstimer ved siden af mine studier lever jeg nu det afslappede, hjemmegående studieliv. Det har krævet en del tilvænning, især fordi jeg jo er blevet gravid oveni. Gravid og hjemmegående - meget ulig mig. Jeg kan godt lide at være på farten, kan godt lide at arbejde, og jeg præsterer de bedste resultater under moderat tidspres.

Men det er da fantastisk priviligeret at kunne tage det så stille og roligt, mens jeg er gravid. I nat sov jeg fx 11 timer og min kæreste nænnede ikke at vække mig, selvom han var hjemme til formiddag, fordi jeg sov så tungt og godt. Ikke siden jeg var teenager har jeg haft så voldsomt et søvnbehov, men de to tilstande minder jo også om hinanden - som teenager skulle jeg selv samle kræfter til at vokse og gro, og nu er det et lille liv i min mave, der har brug for at gøre det samme. Det tærer åbenbart på min energi. Men jeg under vores lille pige hver en horisontal time, hvor hun kan boltre sig på lidt bedre plads i den udstrakte mave og slappe af sammen med det udmattede moderdyr.

Udover trætheden disse dage, der godt kan fjerne fokus fra vigtige punkter på mentale huskelister, er jeg distræt af natur. Og lidt af en talnørd. Jeg er typen, der lynhurtigt husker numre og øvrige talangivelser udenad. Datoer, telefonnumre, højde- og vægtangivelser, persondata, fødselsdage, mit VISA-kortnummer, you name it (til gengæld er jeg en klovn til at huske folks navne, hvilket i moderne networking-tider er lidt af et handicap). Derfor har jeg i flere dages afslappende, halvtræt hjemmeliv (sover langt fra 11 timer hver nat) haft rumlende i baghovedet, at jeg skulle noget den 29. januar og nok lige burde kigge i min kalender, men i ren distraktion har jeg sluppet tanken igen. Og igen. Indtil for et øjeblik siden, hvor jeg konsulterede telefonens kalender.

Ups. I morgen kl. 8:00 skal jeg noget så vidunderligt som til glukosebelastning. Så snart jeg så det i kalenderen vidste jeg, at der var noget med faste fra kl. 22 aftenen forinden (tal er så dejligt håndgribelige; huskbare!) og jeg skyndte mig at få fundet papirerne frem. Ganske rigtigt. Heldigvis spiste jeg min aftensmad, hjemmelavet øllebrød, mellem kl. 21 og 22, men det er absolut mere held end forstand. Min kæreste er på aften- og natarbejde, så jeg er fuldstændigt frit stillet i tidsplanen. Eller, det er jeg så ikke længere. Må hellere gå i seng om lidt, så jeg kan komme tidligt op. Det bliver ikke til 11 timer i nat, lille pige.

Glukosebelastningen er en fiks idé, som den første jordemoder, jeg var til konsultation hos (hun er så sidenhen stoppet med at arbejde på det jordemodersted, jeg hører til), fik, og jeg gad ikke diskutere det med hende. Opfylder faktisk ikke et eneste af kriterierne for at blive sendt til "fedmetesten", som jeg kærligt (as if) har omtalt den herhjemme siden henvisningen, hvilket er følgende:

• Sukker i urinen
• Sukkersyge i tidligere graviditet
• Overvægt (nærmere bestemt BMI på 27 eller derover ved graviditetens start)
• Sukkersyge i nærmeste familie
• Tidligere født et barn > 4.500 gram
• PCO/Metformin
• Gemelli

Metformin er åbenbart en type medicin, der gives patienter med type II diabetes og PCO. Gemelli betyder tvillinger. Så blev jeg da så oplyst.

Min tidligere jordemoders sologrund til at sende mig til den trælse test i morgen tidlig er punkt nr. 3, nemlig den høje BMI ... som jeg vel at mærke ikke opfylder. Opfyldte. Hun havde tydeligvis misforstået retningslinjerne og forklarede derfor henvisningen med, at "du jo nok på et tidspunkt rammer 27 i BMI". Eh, ja. Det må immervæk ske for en hel del gravide, forestiller jeg mig. Men jeg gad ikke lægge mig ud med jordemoderen (det kunne jeg jo så roligt have gjort, suk) og accepterede henvisningen. Hun var jo vældig sød i det øvrige.

Det fortryder jeg naturligvis bittert nu; siddende sur og kontrær i sofaen med udsigt til at skulle op ved 6-tiden i morgen og hen at stikkes i - blodprøver, aaargh! - og drikke klam sukkervæske, som sikkert ikke engang virker læskende, med 2 timers ventetid inden flere blodprøver skal tvinges fra mine stakkels arme. Stikkes, sultes og udtørres skal jeg. Er da også allerede tørstig som en ørkenvandrer, da jeg ingen problemer har med at drikke de 3 liter vand, som tidligt i graviditeten blev tilrådet mig i dagligt indtag - det sker helt naturligt med den gigantiske tørst, der har indfundet sig hos mig i 2. og 3. trimester. Gemmer nødtvungent de maksimale 300 ml. vand, som tillades inden testen, til i morgen tidlig, selvom vandhanen kalder på mig henne fra køkkenet. Dejligt, iskoldt vand i rigelige mængder, mmmh ...

Jeg accepterede testen, fordi jeg ikke gad lægge mig ud med jordemoderen allerede i 1. konsultation og fordi det dengang forekom mig at være fornuftigt, nu emnet kom op, at få afklaret, om jeg tilfældigvis skulle være disponeret for den/de type(r) diabetes, der rammer gravide. Vil jo gerne passe bedst muligt på lillepigen i maven.

Men hvis ikke jeg krympede mig ved tanken om at lade en flok hospitalsansatte stå og vente forgæves på mig, så kunne jeg sørme godt være lokket af tanken om at udeblive i morgen. Det er åbenbart ikke altid en fordel at være talnørd - hvis nu jeg havde glemt alt om aftalen, så behøvede jeg ikke krympe mig på nær samme vis ...

Lige nu, her i sofaen, føles det i hvert fald dybt stupidt at måtte gennemgå så ubehagelig en test klokken alt-for-tidligt i morgen blot for at undgå at lægge mig ud med en jordemoder, som jeg ikke kommer til at have mere at gøre med.

Men måske min umådelige tørst skyldes sukkersyge. Det tror jeg nu ikke.

Moderne mandsmod

Lige nu føder Thomas Skov og Emil Thorup live på DR3, hvilket kan følges her frem til midnat.

Jeg har de to snakkesalige herrers modige smerteeksperiment kørende i baggrunden, mens jeg læser og skriver til studiet henslængt i sofaen, og min kæreste nørder med at installere nyerhvervede dimser i maven på sin Mac (omvendt fødsel!), så den bliver endnu stærkere og hurtigere. Han var ligesom et lille barn juleaften, da FedEx meldte pakkens ankomst. Sødt - og helt ubegribeligt for mig. Én ting er at vente på dejlige pakker med fx sko og tøj, men computerindmad ...

Apropos lille barn - jeg burde muligvis ikke overvære denne fødselssimulation, men det er for morsomt at misse. Har tidligere set to mænd - som jeg i mellemtiden har glemt identiteten på, men de var enten standup'ere eller studieværter som d'herrer denne aften - blive udsat for tilsvarende "veer", og det var særdeles underholdende. Dengang var jeg imidlertid ikke højgravid og programmet var vist klippet sammen til en halv times tid. Fire timer er ret massivt, men jo nærmere virkelige fødsler end det andet. Og så har jeg sympati for både Thomas & Emil, som jeg synes laver godt tv, så jeg lever mig på alle måder mere ind i dette program.

Hvornår har man i øvrigt lov at kalde sig "højgravid"? Jeg er tæt på 30+0, men ved da godt, at den lille basse i maven vokser til mere end dobbelt størrelse de næste 10 uger. Er man kun "højgravid" de sidste par uger op til termin? Eller er "højgravid" blot, når man føler sig meget gravid? For det gør jeg. Og så alligevel ikke.

Føler mig til gengæld vanvittigt heldig, fordi jeg - indtil videre - har haft en virkelig nem graviditet. Efter de første 13-14 kvalmeuger er det bare gået så fint. Selv min skrøbelige ryg har styret sig og nærmest fået det bedre af den ekstra belastning. Og det, selvom jeg stoppede til gravidyoga lige så hurtigt, som jeg startede, fordi det var så skrækkeligt. Fortjener en selvstændig blogpost. Men altså, jeg kan nærmest glemme, at jeg er gravid, fordi jeg har det så godt. Havde forventet langt flere negative, kropslige reaktioner baseret på alle de skrækhistorier, jeg har hørt.

Det lille pus i min mave er da også bare så dygtig til at være midtpunkt for graviditeten; hun hopper og danser rundt, så jeg slet ikke kan være i tvivl om hendes trivsel og tiltagende styrke. Mors dejlige pige.

D'herrer Thorup & Skov slipper da også forholdsvist let. De kan nøjes med smertepåvirkning i mavemusklerne og slippe for øvrige vesmerter, for slet ikke at tale om selve fødselsprocessen i underlivet (!). Jeg kan forstå på sms'er fra seerne, at jeg blandt andet kan glæde mig til mulige lænde- og lår(?)smerter. Til gengæld pønser den tilstedeværende jordemoder på at give drengene et lavement senere ...

Ja, indtil videre er det rimeligt afslappet. Der spises chokolade og spilles yatzy ...

Det er jo i øvrigt heller ikke normalt at have en jordemoder på sidelinjen i hele processen. Igen; priviligeret. Men det er jo også bare tv-underholdning, det her. Slet ikke at ligne med en virkelig fødsel. Men smerte er immervæk smerte og jeg tager hatten af for, at de to unge mænd har sagt ja til at gennemgå dette her. Rart er det jo ikke - og så for åben skærm ...

Hehe. Mænd! Der er nok en vis lighed mellem mænd ramt af sygdom og mænd ramt af "fødsel", og det er vist positivt for befolkningstilvæksten, at det er kvinder, der sædvanligvis står for at føde børnene. Kald mig blot kvindechauvinist. Kvinder er stærke!

Om jeg frygter fødslen? Det gjorde jeg i høj grad inden, jeg blev gravid, men p.t. glæder jeg mig så meget til at møde lillepigen, at det overskygger nærmest enhver angst for smerter og ubehag under fødslen. Det, jeg frygter ved fødslen, er udelukkende, at noget skulle gå galt undervejs. Ikke smerterne. Jeg vil bare så gerne have vores lille pige ud i god behold; sund og velskabt. Lad mig tage alle smerterne; alt ubehaget; enhver komplikation på min krop - jeg skal nok klare det. 

Nej, vi vil ikke høre, hvad du drømte i nat ...

Så er det vel nok heldigt, at det her er min blog og dermed mig, som bestemmer suverænt. Gnæk.

I nat (eller: i går nat, er det jo efterhånden at betegne), hvor min kæreste var på arbejde, hvilket ofte får mig til at tumle lidt forvildet rundt, både vågen og sovende, drømte jeg, at den eneste vej væk fra alting - hvor "alting" ville sige et lidt kaotisk turistområde, der mindede svagt om Montmartre - var at gribe et bundt balloner og flyve derfra. Ganske som i "Up"; den søde film, bare med lidt færre balloner pr. opsendelse ...

Jeg hjalp blandt andet en gammel, fedladen version af Bill Clinton med at flyve fra stedet, mens jeg selv - bogstaveligt talt - prøvede at ryste en kvindelig plageånd af mig, så jeg kunne lette med mit eget bundt, der ikke kunne bære to personer. Kan ikke huske, hvad der helt præcist gjorde hende så irriterende, udover at hun hagede sig fast til mine ankler, men det var noget med, at min kæreste i drømmen (vistnok en anden end min egentlige kæreste) havde været mig utro med hende - så altså, pænt frastødende kvinde.

Fedladen Clinton; det handlede nok om, at jeg havde Skavlan kørende som lydtapet i aftes, da jeg altid er vældig mørkeræd, når kæresten er på natarbejde, og da især i vintermørke og stormvejr, så tv'et fik lov at køre så aktivt, som det sjældent er tilfældet herhjemme. Fredrik Skavlan, hvis talkshow jeg ikke tidligere har set, havde bl.a. Nikolaj Lie Kaas og, tada, en ældre version af David Hasselhoff, som da er blevet lidt løs i kødet, på besøg. Måske mere løs i huden end i kødet, og fedladen kan man ikke kalde ham, nærmere lidt benet. Men som mandetype minder han da lidt om Clinton.

Det sjoveste øjeblik i talkshowet er, da Nikolaj kommer til at le hjerteligt af noget, "The Hoff" siger, og derefter dunker ham kammeratligt i ryggen (ca. 47:15). Eller, han aer ham vel nærmest? Det _gør_ man bare ikke, vel? Men Nikolaj slipper fint af sted med det. Han er altså en herlig karakter; naturligt morsom, men samtidig dybt seriøs (tjek de pande- og øjenbrynsrynker, han løbende anlægger i showet) og temmelig introvert.

I øvrigt også ret skægt, da Hasselhoff joker om forholdet til kæresten, og der klippes til hvem-jeg-antager-er-kæresten og hun ser fnysende utilfreds ud (ca. 50:20). Stakkels Hasselhoff.

Nå, men Clinton kom fint og politiker-storsmilende af sted up, up. Og jeg vågnede på slaget 7:00 og tænkte på syriske flygtninge. Var til et foredrag om syriske flygtninges forhold i de naboegne, de primært har søgt tilflugt i, for nylig, og især billederne af en børnefamilie, der havde indlogeret sig i en ruin af et højhus i vistnok Libanon, hvor de endda måtte betale husleje for at opholde sig, har ætset sig ind på mine nethinder.

Hvorfor vågnede jeg og tænkte på syriske flygtninge? Fordi jeg tillod mig at købe unødvendigt, upraktisk fodtøj på nettet i går, hvor pengene kunne være gået til langt mere værdige formål, fx verdens flygtninge. Den slags moralske tømmermænd vågner jeg tit med. Som oftest handler de om forskellige ting i livet, som jeg, i endnu halvsovende tilstand, pludselig har gjort ekstra meget forkert eller ekstra meget ikke-godt-nok, hvorfor min underbevidsthed, eller hvilken barsk myndighed der nu end er på færde mellem drøm og virkelighed, finder det fuldt berettiget at straffe mig mentalt for mine synder.

Nu er jeg helt vågen, omend lige straks på vej i seng, og tænker jo blot, at der er fri fragt hen & hjem på de rosensmykkede sko & støvler, jeg spontant forelskede mig i, og at de ryger direkte tilbage til forhandleren, hvis de skulle vise sig ikke at være det store hit, jeg umiddelbart fornemmede. De seneste år har der skullet meget til, før jeg har købt - og efterfølgende beholdt - et par sko, da jeg udmærket er klar over, at jeg har en fin, broget og omfangsrig skosamling, som jeg primært bør slide på.

Det med at give penge til verdens flygtninge - jeg støtter p.t. fire nøje udvalgte, humanitære formål hver måned, men egentlig mener jeg ikke, at private småbidrag flytter ret meget i det store, uretfærdige verdensbillede. Derfor arbejder jeg frivilligt så meget, jeg kan, da det giver særdeles håndgribelige resultater, og jeg håber at kunne bruge min uddannelse, når den engang er i hus, i den gode sags tjeneste. Hvad jeg anser for at være Den Gode Sag (burde faktisk stå i flertal).

Hvor jeg i øvrigt vil tillade mig at være iført pæne sko på jobbet - hvad jeg anser for pæne sko. Også selvom de koster lidt penge - man må jo finde balancen i en given livssituation. Ligesom jeg (muligvis, nu må vi se, om de passer) forestiller mig at skulle ud at promenere som to meter høj, tatoveret leopardmor med barnevogn her til foråret. My kinda pretty.

Nu må vi se, om jeg overhovedet kan nå barnevognens styr iført sådanne stylter.

The Postman Better Ring Twice

... Leopard

... Tatoveringer

... Trykte roser

... Kitsch!

... Ankelrem

... Kork

... Kilehæl

... Plateau

... Sandal & sko i ét

... 60% off

... Ja tak!

... Min barndoms Dr. Martens

... Solidt læder

... Broderede roser
... Kitsch!
... 70% off
... Åh, jo tak!

Ja, jeg bliver to meter høj med leoparderne på. Ja, Dr. Martens har en skummel fortid. Og lad os nu se, om mine herlige udsalgskup overhovedet klæder mig henholdsvis passer til mine fødder. Men fine er de. Og, hvad vigtigere er; de var sørme tilgængelige i den klædelige og lidet feminine størrelse 42, jeg er udstyret med, lige her.

Jeg står godt fast i blæsevejr, som nu det, der hærger København denne aften, ja.

Synd & spild

Spild af liv, sagde jeg til min mor, da jeg i en sen weekendnattetime var kommet til at tage hul på et emne, som jeg egentlig havde besluttet mig for at formulere meget nøje og gennemtænkt i et brev til hende, men sådanne aktiviteter synes blot uforenelige med eksamenslæsning, som skal forestille at være min primære gerning disse dage. Det vender jeg tilbage til.

For spild af liv er det, at min mor med al den livskraft, styrke, passion, viden, kvindelighed og kærlighed, som hun blandt meget andet rummer, gennem det seneste år er rendt ind i en alvorlig livskrise og aldersdepression. Fødselsdagene er stukket fuldstændigt af fra hendes mentale alder, hvor hun fortsat er en ung og særdeles sprælsk kvinde, og i takt med, at alderstegn viser sig kropsligt og kæresterne viste sig at være alt andet end ægte mandfolk og relevante sparringspartnere, for slet ikke at tale om deres energiniveau holdt op mod min mors, har et sortsyn taget til.

Til daglig er min mor fuld af pep, både i sit travle arbejde som selvstændigt virksomhedsdrivende og rent privat, og hun deler ud af al sin energi til højre og venstre. Hun er en primær ressource for rigtigt mange mennesker, også for mig. Når de mange ugentlige arbejdstimer tillader det, eller hun simpelthen tager fri til det, drøner vi da også rundt til kulturelle begivenheder, i biografen, ud at spise god mad og på rejser rundt om i verden, foruden at stimle sammen i familien ved enhver given lejlighed. Blandt mine søskende er jeg den, der foretager mig flest ting sammen med hende, og blandt mennesker er jeg den, der kender hende bedst. Det er jeg fuldstændigt overbevist om. Selv ikke min far, som hun delte liv og hverdag med i knap 30 år, kender hende noget nær det niveau, som hun og jeg befinder os på. Jeg tror da heller ikke, at mine søskende har opdaget, hvad der foregår backstage.

Derfor synes jeg også, at det er lidt op til mig, for ikke at sige mit forbaskede ansvar, at gribe fat om nældens rod. Påtale den skygge, der ligger dybt i hendes øjne, og som man mange gange kan høre i hendes tonefald, hvis man lytter efter og i forvejen kender til, hvad der hele tiden lurer og knurrer; ind og ud af periferien og det direkte spotlight. Og det gør jeg desværre. "Desværre"? Har været tæt på dette forholdsvis nyopståede, men højst uvelkomne onde ved adskillige lejligheder, hvor krisen er brudt ud i lys lue og min mor ikke har været til at muntre op, selvom jeg nærmest har stået og jongleret med ild og sagt "Se mig!" bare for at distrahere hende og måske endda afværge humørsvinget, senest nytårsaften. Og jeg hader endda gøgl.

"Desværre", fordi jeg naturligvis gerne vil være der for hende og støtte hende i krisens stund, men jeg har bare ikke på nogen måde kunnet hamle op med den mur af tristhed, som hun ved krisens skråstreg depressionens skråstreg hvad-end-der-nu-er-på-færdes opflammen barrikaderer sig bag. En af gangene var vi fanget på et krydstogtsskib en hel uge, hvor de fleste dage henlå i dette eksistentielle mørke - det var temmelig barsk for os begge. For mit vedkommende, fordi jeg elsker hende så inderligt, at mit hjerte flåes i stumper og stykker, når hun mistrives. Og jeg kan ikke acceptere, at noget som helst fælt og trist lurer i nogen som helst periferi på min elskede mor og springer frem, når vi mindst venter det. Eller at vi  ligefrem skal gå og frygte dette bæst - angst æder sjæle op.

Så jeg greb muligheden, da vi alligevel havde gang i en semisvær snak, der med lidt god vilje kunne siges at berøre det sprængfarlige emne, som grundlæggende mistrivsel er. Greb muligheden, også selvom det var blevet halvsent lørdag aften efter en lang og travl dag i familien. Initiativet og den efterfølgende snak gik - vistnok - helt galt. I hvert fald reagerede min mor primært ved at sidde tavs og indesluttet i sin lænestol og stirre ud i intetheden, som ønskede hun sig 100 kilometer væk fra den krævende datter, der græd mange og længe opsparede, salte tårer ovre i sofaen og talte om det, vi åbenbart (?) ikke kan tale om. Kan, skal, må, tør, vil..?

Det var som sagt i lørdags. Siden da har min mor været uvant tavs på sms-linjen, som plejer at gløde mellem os. Jeg har forsøgt at understrege pr. selvsamme småbeskeder, hvad mit budskab i lørdags var, nemlig omsorg, kærlighed, bekymring og manglende accept af hendes mistrivsel. Men enten preller mine ord af på hende i ukonstruktivt selvforsvar; hun har et forræderisk filter installeret i ørerne; hun orker ingenlunde at tale om disse ting, der må gøre voldsomt ondt, for hun virker simpelthen så tynget og forpint; eller - og denne mulighed hepper jeg på - hun har lige brug for en tænkepause. Lidt luft, før hun vender tilbage med respons på min analyse af situationen og de konstruktive tiltag, jeg foreslog. Så jeg giver hende denne luft og tid og har slet ikke henvendt mig i dag, men mit hjerte smerter ved den manglende kontakt, når jeg endda er kommet til at efterlade hende blottet og muligvis såret. Og så fordi jeg omgående savner min mor, når vi ikke lige ses eller snakkes ved.

Spild af tid, sagde jeg til mig selv, da jeg her til aften måtte konstatere, at jeg - siden min kæreste tog på arbejde denne eftermiddag - kun var lykkedes med at ordne lidt praktiske ting, gravidsove på sofaen og se net-tv i ren overspringshandlen, som flytter fokus fra den eksamenslæsning, der virkelig haster efterhånden. Det er bare ikke godt nok; jeg skuffer mig selv så inderligt. Men selve livet distraherer mig dagligt fra læsningen, og familie- og følelsesmæssige kriser gør i særdeleshed. Det er dog fortsat ikke godt nok. Jeg er en tidssynder og samtidig en djævel, der straffer denne synd hårdt og kontant. "Det er jo bare at sætte sig ned", sagde ræven med ild i halen. Belastende ild, som selvsamme indre djævel sørger for at holde fyr & flamme med voksenlivets barske blæsebælg. Den kloge ugle virrer med hovedet og holder sig behændigt på afstand - den vil ikke risikere at få svedne fjer.

Gid min mors store idol, Frida Kahlo, som vi besøgte forleden på Arken, kunne inspirere os begge; mor og datter, til at yde dét ekstra, som livet har det med at kræve, og da især til at være de kvinder, vi inderst inde er, med fornyet kraft: Stærke, stålsatte, handlekraftige og passionerede kvinder, som kender vores eget værd og kæmper hårdnakket for alt, hvad vi har kært. En ånd, jeg er født ind i og opvokset med, og som jeg meget gerne vil genfinde, ikke mindst for min mors skyld. Min smukke, stærke mor. Det er da det mindste, jeg som hendes fremmeste fan kan gøre for hende. Eller det største? Jeg ønsker faktisk kun, at det må være det rigtige.

Fantastiske Frida Kahlo

"Og det er så min datter, Stampe"

Åh, så sød! Men jeg skulle altså hilse og sige, at Stampe i hunkønsversion er vild at bære rundt på. I maven, endda. 

Da vi var til scanning II på præcis 20+0 kom et billede som dette frem og mit hjerte smeltede ...

Det er desværre ikke vores lille piges fusser, der ses her, da vores scannings-sygeplejerske var karrig med billederne. Vi skulle dog ikke betale for dem, som jeg har hørt andre hospitaler kræve. Men hun var alt i alt lidt genstridig, omend sød, vores sygeplejerske, som har været den samme til begge scanninger. Vi bad i starten af session II pænt om lov til at filme bare 10 sekunder af scanningen, når den alvorlige del (det hedder jo ikke "misdannelsesscanning" for ingenting, brrr) forhåbentlig var vel overstået, men det frabad hun sig med henvisning til, at "det gør vi ikke her. Så må I booke en privat scanning". Æv. Video fortæller ellers en hel del mere end slørede ultralyds-snapshots. Måske skulle vi have smugfilmet - tilgivelse er indimellem væsentlig federe at få end tilladelse.

Hur som helst. Fusserne tonede frem, jeg smeltede, og dernæst spurgte jeg, hvor store de mon var? Gættede på 1-2 centimeter. Nej, de var skam omkring 3 centimeter lange, "på længde med lårbenet, vi så tidligere", som sygeplejersken udlagde det. 

Nu ved jeg godt, man siger, at voksne menneskers fødder er på længde med deres underarme. Men en fod på længde med et lårben lyder alligevel imponerende. Og jeg tror såmænd, at de små ståplader er vokset fra pusselankerne siden da. 

I hvert fald er jeg dybt imponeret over de spring og bevægelser, som lillepigen foretager sig i maven disse dage - hare, hop! Hun kaster sig endvidere ud i vilde vandbomber à la sammenkrøllet krop og så >>PLASK<< ned i svømmebassinet. Nogen må have tippet hende om, at hun snart bliver for stor til at bevæge sig frit rundt i maven, for hun har helt klart nogle springærinder at nå inden da.

Det var i forvejen syret, men hyggeligt, at opleve hende skøjte rundt og kilde forsigtig med fingre og tæer på maveskindet - aldrig i mine livskabte dage har jeg da oplevet noget lignende! De seneste ugers bevægelser er imidlertid ubeskrivelige - ser ofte min mave decideret flytte på sig, når jeg står, går eller ligger, selv uden at have fokus på den, fordi bevægelsen er så tydelig i periferien af mit synsfelt. Hele mit skelet skælver da også derved.

Apropos at skøjte, så kan det jo i øvrigt være, at Lille Stampe bliver en ren skøjteprinsesse i modsætning til Mor Stampe her, som aldrig har mestret den slags iskunster (skulle da lige være den ædle skøjtekunst Gelænder-omklamring). Og vi taler endda en skøjteprinsesse helt uden skøjter; eller skulle vi sige med naturlige, medfødte skøjter - vi har jo allesammen set Bambi & Stampe på isen. En mere nuttet Disney-sekvens skal man lede længe efter.

Og hun skal være så hjerteligt velkommen, vores lille pige, med harefødder og alfeører og hvilke biologiske finurligheder, hun ellers kan frembyde - bare hun er sund og rask. Og glad og veltilpas. Også de sidste tre måneders tid i maven. Jeg håber jo naturligvis, at de mange og særdeles aktive bevægelser er et godt tegn, og det forsikrer kyndigere folk mig da også om. 

Men hvad ved man egentlig, når det er første gang ens mave er lånt ud til sådan en lille størrelse..? Jeg håber blot, at harefødder er medgørlige under en fødsel, ehem.

Og ja, alfeører. Eller i hvert fald ét alfeøre. Noget så sødt! ♥︎

Hvad siger ræven? Taler den norsk?

Nytårsaften = nytårsdans og god musik aftenen igennem = nytårs-spilleliste! Så sådan én sammensatte kæresten og jeg naturligvis i Spotify, inden vi drog mod nytårsfest anno 2013 med min mini-Mac og vores elskede Libratone-højttaler (kan virkelig anbefales - supergod OG transportabel lyd) under armen.

Undervejs i sammensætningen præsenterede min kæreste mig for "noget af det, de unge hører".

Jeg fik for nogle år siden decideret radioallergi, muligvis fordi jeg i årene inden havde delt kontor med radiojunkier, men sandsynligvis fordi det meste musikradio har sådan nogle snotdumme værter ind over, der taler konstant, for slet ikke at tale om de kommercielle stationers enerverende reklameblokke. Og musikken er tit så ensartet og ringe, for slet ikke at tale om det hæslige fænomen, Ugens Uundgåelige, som P3 i hvert fald en overgang kørte med; det samme nummer spillet én eller flere gange i timen. Til at blive skør af.

For nuværende kan jeg ikke holde ud at høre andet end nede-på-jorden-P4-ønskeradio en sen aften på vej hjem fra færgen på Sjællands Odde, hvor min telefon ikke vil kommunikere med bilens lydanlæg og jeg derfor er hindret i at høre min egen musik på Spotify, samt lignende nødstilfælde. P1 kan også gå an, men der snakkes for meget på den kanal til at have den kørende som lydtapet, mens man har hovedet et andet sted - dog i det mindste om nogenlunde begavede emner.

Nå, men tilbage til det, de unge hører. Aftenen i forvejen havde vi forsøgt at lytte til en nytårs-playlist kaldet "Crazy Dance Music" (eller noget lignende og dybt inspirerende); en playlist, som af uvisse årsager blev promoveret af Spotify som oplagt nytårsmusik. Her kunne jeg blandt andet få nedbrudt yderligere illusioner om Clemens' street cred - der røg allerede en del i svinget, da han optrådte sammen med Jon Nørgaard rundt om i provinsen - ved at høre ham tude sig gennem "Tik Tik". Vi måtte hurtigt opgive at lægge øre til mere - det var i hvert fald ikke vores nytår, den spilleliste var oplagt til.

Det, som min kæreste var stødt på, var i det mindste humoristisk, nemlig et nummer, hvor en flok gale nordmænd (norsk comedy duo) har sat sig for at finde ud af, hvad ræven siger ...

Jeg beklager, hvis nummeret er blevet sønderspillet på radioen den seneste tid og derfor 
hænger alle andre end kæresten og mig ud af halsen. Radioafholdenhed kan anbefales.

Videoen er i øvrigt værd at se, selv hvis sangen skærer én i ørerne.

Nummeret er sjovt, men ... jeg ved da godt, hvad ræven siger. Det samme gør alle andre dannede mennesker, som har sørget for at få set deres "Jul på Slottet", hvor Valentin kalder på ræven og den svarer fra skoven. Ellers kan klippet ses på DR's netplayer frem til 17. januar lige her (spring til 28:15, hvis mit direkte link fejler).

Nordmændene ved garanteret også godt, hvad ræven siger - de er glade for ræve, er de. Og det er der evidens for at sige. Se bare, hvad der var indrettet med i den lejlighed, som kæresten og jeg lånte af et ungt, norsk par denne sommer ...

Kan måske være svært at spotte, hvad jeg peger på (til gengæld kan man se spejlingen af min kæreste, som slanger sig i sofaen, og det er da heller ikke så ringe), så lad mig da zoome lidt ind ...

Voilà, en rævepude. Nuff said.

Mors lille drengepige

Nåm'n, her er nogle udsalgsperler, som jeg fandt til vores lille prinsesse af foråret i Århus fornylig, og som min søde mor sponsorerede ...

Ja, der har sneget sig lidt julepynt med ind i billedet - det syntes jeg var hyggeligt den dag. Decemberdag. POINTEN er, at tøjet (måske lige bortset fra sommerfuglehatten ... og måske også minus t-shirten, som jeg havde tænkt mig at bruge som kjole til lillepigen, indtil hun rent faktisk passer en str. 86 ... okay, så halvdelen af tøjet) muligvis har et lidt drenget look.

Da jeg gik fra ikke at kunne forestille mig i min vildeste fantasi, at jeg nogensinde skulle have børn (eftersom jeg ville skulle præstere stort set alt det fuldstændigt uoverskuelige fysiske derved og dernæst ville skulle være MOR til et lillebitte hjælpeløst barn - ?!) til at tale med min kæreste om adoption, hvilket han ikke var supervarm på, da han gerne ville have sine egne biologiske børn, i hvert fald som udgangspunkt (og han ville gerne have selvsamme biologiske børn med miiiig - årh! ♥︎) til at blive mere og mere fortrolig med tanken om rent faktisk at blive gravid og dernæst mor, i hvert fald nok til at turde gøre forsøget - da forestillede jeg mig altid, at jeg ville få en dreng.

Min yngste bror kom til verden, da jeg nærmede mig teenagealderen, og derfor husker jeg tydeligt, hvor skøn en unge, han var. Jeg tog mig aktivt af ham, fra han var ganske spæd - ikke fordi mine forældre var fraværende, slet ikke, jeg ville bare gerne. Jeg legede med ham, gik ture med barnevognen, badede ham, skiftede ham, puttede ham. Og selvfølgelig husker jeg min brors babytid som legende let og ham som det sjoveste og nemmeste barn i hele verden, for i virkeligheden har mine forældre jo taget det egentlige slæb med ham. Men han var nu både sød og nem - sov om natten og alting. Og jo større han blev, jo sjovere og mere banditsk blev han. Han var drengen, der ridsede biler, smadrede ruder, tegnede på træmøbler - ah okay, nu kører jeg det lige i flertal. Det skete kun i ental, men jeg må blankt indrømme, at jeg er godt kan lide, når der er en smule uforudsigelig badass over drenge og mænd. For der er samtidig noget befriende simpelt og dejligt gennemskueligt knyttet til XY'erne, hvilket måske er grunden til, at jeg har flere venner end veninder.

Hvilket måske også er grunden til, at jeg så mig selv som mor til et drengebarn. Jeg har, så at sige, prøvet det før. Og jeg elskede det. Bekendtgjorde ellers på meget dramatisk vis overfor mine forældre, da de fortalte mine søskende og mig, at vi skulle have en lillebror, at jeg ville have en lillesøster. Tillod mig endda at blive præteen-fornærmet og alting. Men jeg elskede min lillebror fra første stund, jeg mødte ham.

Og når jeg nu havde overtalt mig selv til at skulle være forælder, sådan for alvor og med 9 måneders graviditet og alt det dér, så måtte det jo gerne være en dreng, der kom ud af alle anstrengelserne. Dejligt overskueligt og med nogenlunde garanti for en vis grad af banditskhed. Boys will be boys.

Ultimo november 2013 var kæresten og jeg til scanning II. Det tog lidt tid og næsten ubærlig spænding at afdække kønnet, da den lille, bly viol konstant vendte ryggen til kameraet, men pludselig stod det klart - en PIGE. Jeg var så sikker på, at det måtte være en dreng - det er jo det, jeg kan finde ud af - men hun tog fusen på mig; den lille bandita. Jeg begyndte at grine midt i de rørte tårer, der tidligt indfandt sig, og et kæmpestort smil var ikke til at tørre af mit ansigt de efterfølgende timer. Fars pige, mors skat - det skal nok blive godt. Min datter kan ikke andet end være lidt banditsk anlagt, for det var hendes mor. Og tænk engang - en lille pige. Vores lille pige. Nuurh!

Og hey, selvfølgelig kan vores lille pige bære blåt - hun kan bære hvad som helst; charmetrolden. Har sågar en sømandsdragt klar til hende, for udover en masse unisex-tøj har jeg ikke kunnet lade være med at købe små drenge- henholdsvis tøsekreationer i tiden inden scanning II og flere år tilbage, hvor jeg ikke har kunnet holde snitterne og dankortet fra nuttet babytøj, selvom jeg godt vidste, at Projekt Baby lå nogle år ude i tiden - men det var dog vedtaget. Og ja, jeg er totalt gammeldags, når jeg taler om drenge- og pigetøj, for hvorfor skulle piger ikke kunne gå i blåt og drenge i lyserødt..? Well, jeg er gammeldags. Kan godt lide, at der får lov at være forskel på kønnene - men det afskærer da ikke vores lille pige fra at kunne charme blenumse og trykknapper ud af hvilket som helst stykke babytøj, vi finder på at iføre hende, drenget såvel som übertöset.

Glem i den forbindelse selv den mindste lille strøtanke om, at min datter nogensinde skulle få lov at iføre sig beklædningsgenstande, som en eller anden mentalt ødelagt tøjdesigner har spoleret med lyserød kolorering og Hello Kitty-print.

Skulle da lige være ...

... eller ...

... eller ...

... eller ...

... eller ...

Lad i øvrigt være med at google "Goodbye Kitty" - der er grimme ting at finde out there. Meget grimmere end de forholdsvist humoristiske eksempler her. Ja, jeg skriver jo netop "forholdsvist" - det er ok at hade dem.

Anno 2014

Godt nytår!

1. januar 2014 spurter mod midnat, mens jeg hiver i tøjlerne. Vil gerne lige nå nogle flere ting, inden vi snakker dag to i det nye år. Det går allerede for stærkt. Hænger muligvis sammen med at have sovet til kl. 13 i dag og dernæst snuppe en kæk middagslur fra 16-18, ehem, men det føltes bare som en god idé, da jeg først kom i seng 6.30. En lige så god idé som den pizzaplan, som kæresten - med småtømmermænd - og jeg netop har lagt, hvilket involverer en maritim tunpizza og en stærk mexipizza, som jeg har bestilt og han er nede for at hente. Hurra for et lokalt pizzeria, der bager gode pizzaer. Jeg plejer at køre en osteskrabet vegetarmodel med fuldkornsbund, men lige i dag måtte der gerne være mere kød på (høhø), så kæresten og jeg blev enige om at dele. Selvom jeg naturligvis ingen tømmermænd har, så er jeg dog lidt ør af en vågen nat i gravidmør og lidt mindre natteravnet tilstand end vanligt, så snaskede pizzaer er det helt rigtige.

Det var en knaldgod nytårsfest! Aftenen blev lige præcis, som jeg havde ønsket mig den, og var endda så hyggelig, at vi aldrig brød op og tog ud i Københavns nytårsinferno. Der var funklende konfetti og serpentiner overalt fra bordbomber og knallerter, og jeg har samlet en lille håndfuld flag og glitter til den bog, jeg skriver til vores lille pige. En slags dagbog - nok ikke helt usædvanligt for kommende mødre at gribe til skriveventiler for de mange tanker og følelser, der melder sig. Stiler bogen direkte til lillepigen; til en voksen, eller i hvert fald teenish udgave af hende, for jeg holder mig til voksne vendinger. Andet ville ikke være til at holde ud. Men det er vældig hyggeligt og meningsfuldt at skrive til hende den lille, som vi er så voldsomt spændte på at møde - føles som en god måde at være i kontakt med hende på udover de spjæt i maven, vi deler.

Om jeg har spændende planer slash forsæt(ter - men det er altså en tumpet flertalsform, kunne sagtens hedde forsæt i flertal) for det nye år? Oh yeah ...

• Boblende branderter!
• Kløvedalsk kontakt!
• Fine frisurer!
• Brusende burlesque!

... men det må vi lige vende tilbage til. Om lidt står kæresten her med dampende pizzaherligheder, som bedst indtages i selskab med Tidens TV-Serie, som lige nu er seneste sæson af "Breaking Bad".

Hej, dejlige 2014!