Nej, vi vil ikke høre, hvad du drømte i nat ...

Så er det vel nok heldigt, at det her er min blog og dermed mig, som bestemmer suverænt. Gnæk.

I nat (eller: i går nat, er det jo efterhånden at betegne), hvor min kæreste var på arbejde, hvilket ofte får mig til at tumle lidt forvildet rundt, både vågen og sovende, drømte jeg, at den eneste vej væk fra alting - hvor "alting" ville sige et lidt kaotisk turistområde, der mindede svagt om Montmartre - var at gribe et bundt balloner og flyve derfra. Ganske som i "Up"; den søde film, bare med lidt færre balloner pr. opsendelse ...

Jeg hjalp blandt andet en gammel, fedladen version af Bill Clinton med at flyve fra stedet, mens jeg selv - bogstaveligt talt - prøvede at ryste en kvindelig plageånd af mig, så jeg kunne lette med mit eget bundt, der ikke kunne bære to personer. Kan ikke huske, hvad der helt præcist gjorde hende så irriterende, udover at hun hagede sig fast til mine ankler, men det var noget med, at min kæreste i drømmen (vistnok en anden end min egentlige kæreste) havde været mig utro med hende - så altså, pænt frastødende kvinde.

Fedladen Clinton; det handlede nok om, at jeg havde Skavlan kørende som lydtapet i aftes, da jeg altid er vældig mørkeræd, når kæresten er på natarbejde, og da især i vintermørke og stormvejr, så tv'et fik lov at køre så aktivt, som det sjældent er tilfældet herhjemme. Fredrik Skavlan, hvis talkshow jeg ikke tidligere har set, havde bl.a. Nikolaj Lie Kaas og, tada, en ældre version af David Hasselhoff, som da er blevet lidt løs i kødet, på besøg. Måske mere løs i huden end i kødet, og fedladen kan man ikke kalde ham, nærmere lidt benet. Men som mandetype minder han da lidt om Clinton.

Det sjoveste øjeblik i talkshowet er, da Nikolaj kommer til at le hjerteligt af noget, "The Hoff" siger, og derefter dunker ham kammeratligt i ryggen (ca. 47:15). Eller, han aer ham vel nærmest? Det _gør_ man bare ikke, vel? Men Nikolaj slipper fint af sted med det. Han er altså en herlig karakter; naturligt morsom, men samtidig dybt seriøs (tjek de pande- og øjenbrynsrynker, han løbende anlægger i showet) og temmelig introvert.

I øvrigt også ret skægt, da Hasselhoff joker om forholdet til kæresten, og der klippes til hvem-jeg-antager-er-kæresten og hun ser fnysende utilfreds ud (ca. 50:20). Stakkels Hasselhoff.

Nå, men Clinton kom fint og politiker-storsmilende af sted up, up. Og jeg vågnede på slaget 7:00 og tænkte på syriske flygtninge. Var til et foredrag om syriske flygtninges forhold i de naboegne, de primært har søgt tilflugt i, for nylig, og især billederne af en børnefamilie, der havde indlogeret sig i en ruin af et højhus i vistnok Libanon, hvor de endda måtte betale husleje for at opholde sig, har ætset sig ind på mine nethinder.

Hvorfor vågnede jeg og tænkte på syriske flygtninge? Fordi jeg tillod mig at købe unødvendigt, upraktisk fodtøj på nettet i går, hvor pengene kunne være gået til langt mere værdige formål, fx verdens flygtninge. Den slags moralske tømmermænd vågner jeg tit med. Som oftest handler de om forskellige ting i livet, som jeg, i endnu halvsovende tilstand, pludselig har gjort ekstra meget forkert eller ekstra meget ikke-godt-nok, hvorfor min underbevidsthed, eller hvilken barsk myndighed der nu end er på færde mellem drøm og virkelighed, finder det fuldt berettiget at straffe mig mentalt for mine synder.

Nu er jeg helt vågen, omend lige straks på vej i seng, og tænker jo blot, at der er fri fragt hen & hjem på de rosensmykkede sko & støvler, jeg spontant forelskede mig i, og at de ryger direkte tilbage til forhandleren, hvis de skulle vise sig ikke at være det store hit, jeg umiddelbart fornemmede. De seneste år har der skullet meget til, før jeg har købt - og efterfølgende beholdt - et par sko, da jeg udmærket er klar over, at jeg har en fin, broget og omfangsrig skosamling, som jeg primært bør slide på.

Det med at give penge til verdens flygtninge - jeg støtter p.t. fire nøje udvalgte, humanitære formål hver måned, men egentlig mener jeg ikke, at private småbidrag flytter ret meget i det store, uretfærdige verdensbillede. Derfor arbejder jeg frivilligt så meget, jeg kan, da det giver særdeles håndgribelige resultater, og jeg håber at kunne bruge min uddannelse, når den engang er i hus, i den gode sags tjeneste. Hvad jeg anser for at være Den Gode Sag (burde faktisk stå i flertal).

Hvor jeg i øvrigt vil tillade mig at være iført pæne sko på jobbet - hvad jeg anser for pæne sko. Også selvom de koster lidt penge - man må jo finde balancen i en given livssituation. Ligesom jeg (muligvis, nu må vi se, om de passer) forestiller mig at skulle ud at promenere som to meter høj, tatoveret leopardmor med barnevogn her til foråret. My kinda pretty.

Nu må vi se, om jeg overhovedet kan nå barnevognens styr iført sådanne stylter.