For spild af liv er det, at min mor med al den livskraft, styrke, passion, viden, kvindelighed og kærlighed, som hun blandt meget andet rummer, gennem det seneste år er rendt ind i en alvorlig livskrise og aldersdepression. Fødselsdagene er stukket fuldstændigt af fra hendes mentale alder, hvor hun fortsat er en ung og særdeles sprælsk kvinde, og i takt med, at alderstegn viser sig kropsligt og kæresterne viste sig at være alt andet end ægte mandfolk og relevante sparringspartnere, for slet ikke at tale om deres energiniveau holdt op mod min mors, har et sortsyn taget til.
Til daglig er min mor fuld af pep, både i sit travle arbejde som selvstændigt virksomhedsdrivende og rent privat, og hun deler ud af al sin energi til højre og venstre. Hun er en primær ressource for rigtigt mange mennesker, også for mig. Når de mange ugentlige arbejdstimer tillader det, eller hun simpelthen tager fri til det, drøner vi da også rundt til kulturelle begivenheder, i biografen, ud at spise god mad og på rejser rundt om i verden, foruden at stimle sammen i familien ved enhver given lejlighed. Blandt mine søskende er jeg den, der foretager mig flest ting sammen med hende, og blandt mennesker er jeg den, der kender hende bedst. Det er jeg fuldstændigt overbevist om. Selv ikke min far, som hun delte liv og hverdag med i knap 30 år, kender hende noget nær det niveau, som hun og jeg befinder os på. Jeg tror da heller ikke, at mine søskende har opdaget, hvad der foregår backstage.
Derfor synes jeg også, at det er lidt op til mig, for ikke at sige mit forbaskede ansvar, at gribe fat om nældens rod. Påtale den skygge, der ligger dybt i hendes øjne, og som man mange gange kan høre i hendes tonefald, hvis man lytter efter og i forvejen kender til, hvad der hele tiden lurer og knurrer; ind og ud af periferien og det direkte spotlight. Og det gør jeg desværre. "Desværre"? Har været tæt på dette forholdsvis nyopståede, men højst uvelkomne onde ved adskillige lejligheder, hvor krisen er brudt ud i lys lue og min mor ikke har været til at muntre op, selvom jeg nærmest har stået og jongleret med ild og sagt "Se mig!" bare for at distrahere hende og måske endda afværge humørsvinget, senest nytårsaften. Og jeg hader endda gøgl.
"Desværre", fordi jeg naturligvis gerne vil være der for hende og støtte hende i krisens stund, men jeg har bare ikke på nogen måde kunnet hamle op med den mur af tristhed, som hun ved krisens skråstreg depressionens skråstreg hvad-end-der-nu-er-på-færdes opflammen barrikaderer sig bag. En af gangene var vi fanget på et krydstogtsskib en hel uge, hvor de fleste dage henlå i dette eksistentielle mørke - det var temmelig barsk for os begge. For mit vedkommende, fordi jeg elsker hende så inderligt, at mit hjerte flåes i stumper og stykker, når hun mistrives. Og jeg kan ikke acceptere, at noget som helst fælt og trist lurer i nogen som helst periferi på min elskede mor og springer frem, når vi mindst venter det. Eller at vi ligefrem skal gå og frygte dette bæst - angst æder sjæle op.
Så jeg greb muligheden, da vi alligevel havde gang i en semisvær snak, der med lidt god vilje kunne siges at berøre det sprængfarlige emne, som grundlæggende mistrivsel er. Greb muligheden, også selvom det var blevet halvsent lørdag aften efter en lang og travl dag i familien. Initiativet og den efterfølgende snak gik - vistnok - helt galt. I hvert fald reagerede min mor primært ved at sidde tavs og indesluttet i sin lænestol og stirre ud i intetheden, som ønskede hun sig 100 kilometer væk fra den krævende datter, der græd mange og længe opsparede, salte tårer ovre i sofaen og talte om det, vi åbenbart (?) ikke kan tale om. Kan, skal, må, tør, vil..?
Det var som sagt i lørdags. Siden da har min mor været uvant tavs på sms-linjen, som plejer at gløde mellem os. Jeg har forsøgt at understrege pr. selvsamme småbeskeder, hvad mit budskab i lørdags var, nemlig omsorg, kærlighed, bekymring og manglende accept af hendes mistrivsel. Men enten preller mine ord af på hende i ukonstruktivt selvforsvar; hun har et forræderisk filter installeret i ørerne; hun orker ingenlunde at tale om disse ting, der må gøre voldsomt ondt, for hun virker simpelthen så tynget og forpint; eller - og denne mulighed hepper jeg på - hun har lige brug for en tænkepause. Lidt luft, før hun vender tilbage med respons på min analyse af situationen og de konstruktive tiltag, jeg foreslog. Så jeg giver hende denne luft og tid og har slet ikke henvendt mig i dag, men mit hjerte smerter ved den manglende kontakt, når jeg endda er kommet til at efterlade hende blottet og muligvis såret. Og så fordi jeg omgående savner min mor, når vi ikke lige ses eller snakkes ved.
Spild af tid, sagde jeg til mig selv, da jeg her til aften måtte konstatere, at jeg - siden min kæreste tog på arbejde denne eftermiddag - kun var lykkedes med at ordne lidt praktiske ting, gravidsove på sofaen og se net-tv i ren overspringshandlen, som flytter fokus fra den eksamenslæsning, der virkelig haster efterhånden. Det er bare ikke godt nok; jeg skuffer mig selv så inderligt. Men selve livet distraherer mig dagligt fra læsningen, og familie- og følelsesmæssige kriser gør i særdeleshed. Det er dog fortsat ikke godt nok. Jeg er en tidssynder og samtidig en djævel, der straffer denne synd hårdt og kontant. "Det er jo bare at sætte sig ned", sagde ræven med ild i halen. Belastende ild, som selvsamme indre djævel sørger for at holde fyr & flamme med voksenlivets barske blæsebælg. Den kloge ugle virrer med hovedet og holder sig behændigt på afstand - den vil ikke risikere at få svedne fjer.
Gid min mors store idol, Frida Kahlo, som vi besøgte forleden på Arken, kunne inspirere os begge; mor og datter, til at yde dét ekstra, som livet har det med at kræve, og da især til at være de kvinder, vi inderst inde er, med fornyet kraft: Stærke, stålsatte, handlekraftige og passionerede kvinder, som kender vores eget værd og kæmper hårdnakket for alt, hvad vi har kært. En ånd, jeg er født ind i og opvokset med, og som jeg meget gerne vil genfinde, ikke mindst for min mors skyld. Min smukke, stærke mor. Det er da det mindste, jeg som hendes fremmeste fan kan gøre for hende. Eller det største? Jeg ønsker faktisk kun, at det må være det rigtige.
Fantastiske Frida Kahlo
Ingen kommentarer:
Send en kommentar