Åh, så sød! Men jeg skulle altså hilse og sige, at Stampe i hunkønsversion er vild at bære rundt på. I maven, endda.
Da vi var til scanning II på præcis 20+0 kom et billede som dette frem og mit hjerte smeltede ...
Det er desværre ikke vores lille piges fusser, der ses her, da vores scannings-sygeplejerske var karrig med billederne. Vi skulle dog ikke betale for dem, som jeg har hørt andre hospitaler kræve. Men hun var alt i alt lidt genstridig, omend sød, vores sygeplejerske, som har været den samme til begge scanninger. Vi bad i starten af session II pænt om lov til at filme bare 10 sekunder af scanningen, når den alvorlige del (det hedder jo ikke "misdannelsesscanning" for ingenting, brrr) forhåbentlig var vel overstået, men det frabad hun sig med henvisning til, at "det gør vi ikke her. Så må I booke en privat scanning". Æv. Video fortæller ellers en hel del mere end slørede ultralyds-snapshots. Måske skulle vi have smugfilmet - tilgivelse er indimellem væsentlig federe at få end tilladelse.
Hur som helst. Fusserne tonede frem, jeg smeltede, og dernæst spurgte jeg, hvor store de mon var? Gættede på 1-2 centimeter. Nej, de var skam omkring 3 centimeter lange, "på længde med lårbenet, vi så tidligere", som sygeplejersken udlagde det.
Nu ved jeg godt, man siger, at voksne menneskers fødder er på længde med deres underarme. Men en fod på længde med et lårben lyder alligevel imponerende. Og jeg tror såmænd, at de små ståplader er vokset fra pusselankerne siden da.
I hvert fald er jeg dybt imponeret over de spring og bevægelser, som lillepigen foretager sig i maven disse dage - hare, hop! Hun kaster sig endvidere ud i vilde vandbomber à la sammenkrøllet krop og så >>PLASK<< ned i svømmebassinet. Nogen må have tippet hende om, at hun snart bliver for stor til at bevæge sig frit rundt i maven, for hun har helt klart nogle springærinder at nå inden da.
Det var i forvejen syret, men hyggeligt, at opleve hende skøjte rundt og kilde forsigtig med fingre og tæer på maveskindet - aldrig i mine livskabte dage har jeg da oplevet noget lignende! De seneste ugers bevægelser er imidlertid ubeskrivelige - ser ofte min mave decideret flytte på sig, når jeg står, går eller ligger, selv uden at have fokus på den, fordi bevægelsen er så tydelig i periferien af mit synsfelt. Hele mit skelet skælver da også derved.
Apropos at skøjte, så kan det jo i øvrigt være, at Lille Stampe bliver en ren skøjteprinsesse i modsætning til Mor Stampe her, som aldrig har mestret den slags iskunster (skulle da lige være den ædle skøjtekunst Gelænder-omklamring). Og vi taler endda en skøjteprinsesse helt uden skøjter; eller skulle vi sige med naturlige, medfødte skøjter - vi har jo allesammen set Bambi & Stampe på isen. En mere nuttet Disney-sekvens skal man lede længe efter.
Og hun skal være så hjerteligt velkommen, vores lille pige, med harefødder og alfeører og hvilke biologiske finurligheder, hun ellers kan frembyde - bare hun er sund og rask. Og glad og veltilpas. Også de sidste tre måneders tid i maven. Jeg håber jo naturligvis, at de mange og særdeles aktive bevægelser er et godt tegn, og det forsikrer kyndigere folk mig da også om.
Men hvad ved man egentlig, når det er første gang ens mave er lånt ud til sådan en lille størrelse..? Jeg håber blot, at harefødder er medgørlige under en fødsel, ehem.
Og ja, alfeører. Eller i hvert fald ét alfeøre. Noget så sødt! ♥︎
Ingen kommentarer:
Send en kommentar