Synd & spild

Spild af liv, sagde jeg til min mor, da jeg i en sen weekendnattetime var kommet til at tage hul på et emne, som jeg egentlig havde besluttet mig for at formulere meget nøje og gennemtænkt i et brev til hende, men sådanne aktiviteter synes blot uforenelige med eksamenslæsning, som skal forestille at være min primære gerning disse dage. Det vender jeg tilbage til.

For spild af liv er det, at min mor med al den livskraft, styrke, passion, viden, kvindelighed og kærlighed, som hun blandt meget andet rummer, gennem det seneste år er rendt ind i en alvorlig livskrise og aldersdepression. Fødselsdagene er stukket fuldstændigt af fra hendes mentale alder, hvor hun fortsat er en ung og særdeles sprælsk kvinde, og i takt med, at alderstegn viser sig kropsligt og kæresterne viste sig at være alt andet end ægte mandfolk og relevante sparringspartnere, for slet ikke at tale om deres energiniveau holdt op mod min mors, har et sortsyn taget til.

Til daglig er min mor fuld af pep, både i sit travle arbejde som selvstændigt virksomhedsdrivende og rent privat, og hun deler ud af al sin energi til højre og venstre. Hun er en primær ressource for rigtigt mange mennesker, også for mig. Når de mange ugentlige arbejdstimer tillader det, eller hun simpelthen tager fri til det, drøner vi da også rundt til kulturelle begivenheder, i biografen, ud at spise god mad og på rejser rundt om i verden, foruden at stimle sammen i familien ved enhver given lejlighed. Blandt mine søskende er jeg den, der foretager mig flest ting sammen med hende, og blandt mennesker er jeg den, der kender hende bedst. Det er jeg fuldstændigt overbevist om. Selv ikke min far, som hun delte liv og hverdag med i knap 30 år, kender hende noget nær det niveau, som hun og jeg befinder os på. Jeg tror da heller ikke, at mine søskende har opdaget, hvad der foregår backstage.

Derfor synes jeg også, at det er lidt op til mig, for ikke at sige mit forbaskede ansvar, at gribe fat om nældens rod. Påtale den skygge, der ligger dybt i hendes øjne, og som man mange gange kan høre i hendes tonefald, hvis man lytter efter og i forvejen kender til, hvad der hele tiden lurer og knurrer; ind og ud af periferien og det direkte spotlight. Og det gør jeg desværre. "Desværre"? Har været tæt på dette forholdsvis nyopståede, men højst uvelkomne onde ved adskillige lejligheder, hvor krisen er brudt ud i lys lue og min mor ikke har været til at muntre op, selvom jeg nærmest har stået og jongleret med ild og sagt "Se mig!" bare for at distrahere hende og måske endda afværge humørsvinget, senest nytårsaften. Og jeg hader endda gøgl.

"Desværre", fordi jeg naturligvis gerne vil være der for hende og støtte hende i krisens stund, men jeg har bare ikke på nogen måde kunnet hamle op med den mur af tristhed, som hun ved krisens skråstreg depressionens skråstreg hvad-end-der-nu-er-på-færdes opflammen barrikaderer sig bag. En af gangene var vi fanget på et krydstogtsskib en hel uge, hvor de fleste dage henlå i dette eksistentielle mørke - det var temmelig barsk for os begge. For mit vedkommende, fordi jeg elsker hende så inderligt, at mit hjerte flåes i stumper og stykker, når hun mistrives. Og jeg kan ikke acceptere, at noget som helst fælt og trist lurer i nogen som helst periferi på min elskede mor og springer frem, når vi mindst venter det. Eller at vi  ligefrem skal gå og frygte dette bæst - angst æder sjæle op.

Så jeg greb muligheden, da vi alligevel havde gang i en semisvær snak, der med lidt god vilje kunne siges at berøre det sprængfarlige emne, som grundlæggende mistrivsel er. Greb muligheden, også selvom det var blevet halvsent lørdag aften efter en lang og travl dag i familien. Initiativet og den efterfølgende snak gik - vistnok - helt galt. I hvert fald reagerede min mor primært ved at sidde tavs og indesluttet i sin lænestol og stirre ud i intetheden, som ønskede hun sig 100 kilometer væk fra den krævende datter, der græd mange og længe opsparede, salte tårer ovre i sofaen og talte om det, vi åbenbart (?) ikke kan tale om. Kan, skal, må, tør, vil..?

Det var som sagt i lørdags. Siden da har min mor været uvant tavs på sms-linjen, som plejer at gløde mellem os. Jeg har forsøgt at understrege pr. selvsamme småbeskeder, hvad mit budskab i lørdags var, nemlig omsorg, kærlighed, bekymring og manglende accept af hendes mistrivsel. Men enten preller mine ord af på hende i ukonstruktivt selvforsvar; hun har et forræderisk filter installeret i ørerne; hun orker ingenlunde at tale om disse ting, der må gøre voldsomt ondt, for hun virker simpelthen så tynget og forpint; eller - og denne mulighed hepper jeg på - hun har lige brug for en tænkepause. Lidt luft, før hun vender tilbage med respons på min analyse af situationen og de konstruktive tiltag, jeg foreslog. Så jeg giver hende denne luft og tid og har slet ikke henvendt mig i dag, men mit hjerte smerter ved den manglende kontakt, når jeg endda er kommet til at efterlade hende blottet og muligvis såret. Og så fordi jeg omgående savner min mor, når vi ikke lige ses eller snakkes ved.

Spild af tid, sagde jeg til mig selv, da jeg her til aften måtte konstatere, at jeg - siden min kæreste tog på arbejde denne eftermiddag - kun var lykkedes med at ordne lidt praktiske ting, gravidsove på sofaen og se net-tv i ren overspringshandlen, som flytter fokus fra den eksamenslæsning, der virkelig haster efterhånden. Det er bare ikke godt nok; jeg skuffer mig selv så inderligt. Men selve livet distraherer mig dagligt fra læsningen, og familie- og følelsesmæssige kriser gør i særdeleshed. Det er dog fortsat ikke godt nok. Jeg er en tidssynder og samtidig en djævel, der straffer denne synd hårdt og kontant. "Det er jo bare at sætte sig ned", sagde ræven med ild i halen. Belastende ild, som selvsamme indre djævel sørger for at holde fyr & flamme med voksenlivets barske blæsebælg. Den kloge ugle virrer med hovedet og holder sig behændigt på afstand - den vil ikke risikere at få svedne fjer.

Gid min mors store idol, Frida Kahlo, som vi besøgte forleden på Arken, kunne inspirere os begge; mor og datter, til at yde dét ekstra, som livet har det med at kræve, og da især til at være de kvinder, vi inderst inde er, med fornyet kraft: Stærke, stålsatte, handlekraftige og passionerede kvinder, som kender vores eget værd og kæmper hårdnakket for alt, hvad vi har kært. En ånd, jeg er født ind i og opvokset med, og som jeg meget gerne vil genfinde, ikke mindst for min mors skyld. Min smukke, stærke mor. Det er da det mindste, jeg som hendes fremmeste fan kan gøre for hende. Eller det største? Jeg ønsker faktisk kun, at det må være det rigtige.

Fantastiske Frida Kahlo

"Og det er så min datter, Stampe"

Åh, så sød! Men jeg skulle altså hilse og sige, at Stampe i hunkønsversion er vild at bære rundt på. I maven, endda. 

Da vi var til scanning II på præcis 20+0 kom et billede som dette frem og mit hjerte smeltede ...

Det er desværre ikke vores lille piges fusser, der ses her, da vores scannings-sygeplejerske var karrig med billederne. Vi skulle dog ikke betale for dem, som jeg har hørt andre hospitaler kræve. Men hun var alt i alt lidt genstridig, omend sød, vores sygeplejerske, som har været den samme til begge scanninger. Vi bad i starten af session II pænt om lov til at filme bare 10 sekunder af scanningen, når den alvorlige del (det hedder jo ikke "misdannelsesscanning" for ingenting, brrr) forhåbentlig var vel overstået, men det frabad hun sig med henvisning til, at "det gør vi ikke her. Så må I booke en privat scanning". Æv. Video fortæller ellers en hel del mere end slørede ultralyds-snapshots. Måske skulle vi have smugfilmet - tilgivelse er indimellem væsentlig federe at få end tilladelse.

Hur som helst. Fusserne tonede frem, jeg smeltede, og dernæst spurgte jeg, hvor store de mon var? Gættede på 1-2 centimeter. Nej, de var skam omkring 3 centimeter lange, "på længde med lårbenet, vi så tidligere", som sygeplejersken udlagde det. 

Nu ved jeg godt, man siger, at voksne menneskers fødder er på længde med deres underarme. Men en fod på længde med et lårben lyder alligevel imponerende. Og jeg tror såmænd, at de små ståplader er vokset fra pusselankerne siden da. 

I hvert fald er jeg dybt imponeret over de spring og bevægelser, som lillepigen foretager sig i maven disse dage - hare, hop! Hun kaster sig endvidere ud i vilde vandbomber à la sammenkrøllet krop og så >>PLASK<< ned i svømmebassinet. Nogen må have tippet hende om, at hun snart bliver for stor til at bevæge sig frit rundt i maven, for hun har helt klart nogle springærinder at nå inden da.

Det var i forvejen syret, men hyggeligt, at opleve hende skøjte rundt og kilde forsigtig med fingre og tæer på maveskindet - aldrig i mine livskabte dage har jeg da oplevet noget lignende! De seneste ugers bevægelser er imidlertid ubeskrivelige - ser ofte min mave decideret flytte på sig, når jeg står, går eller ligger, selv uden at have fokus på den, fordi bevægelsen er så tydelig i periferien af mit synsfelt. Hele mit skelet skælver da også derved.

Apropos at skøjte, så kan det jo i øvrigt være, at Lille Stampe bliver en ren skøjteprinsesse i modsætning til Mor Stampe her, som aldrig har mestret den slags iskunster (skulle da lige være den ædle skøjtekunst Gelænder-omklamring). Og vi taler endda en skøjteprinsesse helt uden skøjter; eller skulle vi sige med naturlige, medfødte skøjter - vi har jo allesammen set Bambi & Stampe på isen. En mere nuttet Disney-sekvens skal man lede længe efter.

Og hun skal være så hjerteligt velkommen, vores lille pige, med harefødder og alfeører og hvilke biologiske finurligheder, hun ellers kan frembyde - bare hun er sund og rask. Og glad og veltilpas. Også de sidste tre måneders tid i maven. Jeg håber jo naturligvis, at de mange og særdeles aktive bevægelser er et godt tegn, og det forsikrer kyndigere folk mig da også om. 

Men hvad ved man egentlig, når det er første gang ens mave er lånt ud til sådan en lille størrelse..? Jeg håber blot, at harefødder er medgørlige under en fødsel, ehem.

Og ja, alfeører. Eller i hvert fald ét alfeøre. Noget så sødt! ♥︎

Hvad siger ræven? Taler den norsk?

Nytårsaften = nytårsdans og god musik aftenen igennem = nytårs-spilleliste! Så sådan én sammensatte kæresten og jeg naturligvis i Spotify, inden vi drog mod nytårsfest anno 2013 med min mini-Mac og vores elskede Libratone-højttaler (kan virkelig anbefales - supergod OG transportabel lyd) under armen.

Undervejs i sammensætningen præsenterede min kæreste mig for "noget af det, de unge hører".

Jeg fik for nogle år siden decideret radioallergi, muligvis fordi jeg i årene inden havde delt kontor med radiojunkier, men sandsynligvis fordi det meste musikradio har sådan nogle snotdumme værter ind over, der taler konstant, for slet ikke at tale om de kommercielle stationers enerverende reklameblokke. Og musikken er tit så ensartet og ringe, for slet ikke at tale om det hæslige fænomen, Ugens Uundgåelige, som P3 i hvert fald en overgang kørte med; det samme nummer spillet én eller flere gange i timen. Til at blive skør af.

For nuværende kan jeg ikke holde ud at høre andet end nede-på-jorden-P4-ønskeradio en sen aften på vej hjem fra færgen på Sjællands Odde, hvor min telefon ikke vil kommunikere med bilens lydanlæg og jeg derfor er hindret i at høre min egen musik på Spotify, samt lignende nødstilfælde. P1 kan også gå an, men der snakkes for meget på den kanal til at have den kørende som lydtapet, mens man har hovedet et andet sted - dog i det mindste om nogenlunde begavede emner.

Nå, men tilbage til det, de unge hører. Aftenen i forvejen havde vi forsøgt at lytte til en nytårs-playlist kaldet "Crazy Dance Music" (eller noget lignende og dybt inspirerende); en playlist, som af uvisse årsager blev promoveret af Spotify som oplagt nytårsmusik. Her kunne jeg blandt andet få nedbrudt yderligere illusioner om Clemens' street cred - der røg allerede en del i svinget, da han optrådte sammen med Jon Nørgaard rundt om i provinsen - ved at høre ham tude sig gennem "Tik Tik". Vi måtte hurtigt opgive at lægge øre til mere - det var i hvert fald ikke vores nytår, den spilleliste var oplagt til.

Det, som min kæreste var stødt på, var i det mindste humoristisk, nemlig et nummer, hvor en flok gale nordmænd (norsk comedy duo) har sat sig for at finde ud af, hvad ræven siger ...

Jeg beklager, hvis nummeret er blevet sønderspillet på radioen den seneste tid og derfor 
hænger alle andre end kæresten og mig ud af halsen. Radioafholdenhed kan anbefales.

Videoen er i øvrigt værd at se, selv hvis sangen skærer én i ørerne.

Nummeret er sjovt, men ... jeg ved da godt, hvad ræven siger. Det samme gør alle andre dannede mennesker, som har sørget for at få set deres "Jul på Slottet", hvor Valentin kalder på ræven og den svarer fra skoven. Ellers kan klippet ses på DR's netplayer frem til 17. januar lige her (spring til 28:15, hvis mit direkte link fejler).

Nordmændene ved garanteret også godt, hvad ræven siger - de er glade for ræve, er de. Og det er der evidens for at sige. Se bare, hvad der var indrettet med i den lejlighed, som kæresten og jeg lånte af et ungt, norsk par denne sommer ...

Kan måske være svært at spotte, hvad jeg peger på (til gengæld kan man se spejlingen af min kæreste, som slanger sig i sofaen, og det er da heller ikke så ringe), så lad mig da zoome lidt ind ...

Voilà, en rævepude. Nuff said.

Mors lille drengepige

Nåm'n, her er nogle udsalgsperler, som jeg fandt til vores lille prinsesse af foråret i Århus fornylig, og som min søde mor sponsorerede ...

Ja, der har sneget sig lidt julepynt med ind i billedet - det syntes jeg var hyggeligt den dag. Decemberdag. POINTEN er, at tøjet (måske lige bortset fra sommerfuglehatten ... og måske også minus t-shirten, som jeg havde tænkt mig at bruge som kjole til lillepigen, indtil hun rent faktisk passer en str. 86 ... okay, så halvdelen af tøjet) muligvis har et lidt drenget look.

Da jeg gik fra ikke at kunne forestille mig i min vildeste fantasi, at jeg nogensinde skulle have børn (eftersom jeg ville skulle præstere stort set alt det fuldstændigt uoverskuelige fysiske derved og dernæst ville skulle være MOR til et lillebitte hjælpeløst barn - ?!) til at tale med min kæreste om adoption, hvilket han ikke var supervarm på, da han gerne ville have sine egne biologiske børn, i hvert fald som udgangspunkt (og han ville gerne have selvsamme biologiske børn med miiiig - årh! ♥︎) til at blive mere og mere fortrolig med tanken om rent faktisk at blive gravid og dernæst mor, i hvert fald nok til at turde gøre forsøget - da forestillede jeg mig altid, at jeg ville få en dreng.

Min yngste bror kom til verden, da jeg nærmede mig teenagealderen, og derfor husker jeg tydeligt, hvor skøn en unge, han var. Jeg tog mig aktivt af ham, fra han var ganske spæd - ikke fordi mine forældre var fraværende, slet ikke, jeg ville bare gerne. Jeg legede med ham, gik ture med barnevognen, badede ham, skiftede ham, puttede ham. Og selvfølgelig husker jeg min brors babytid som legende let og ham som det sjoveste og nemmeste barn i hele verden, for i virkeligheden har mine forældre jo taget det egentlige slæb med ham. Men han var nu både sød og nem - sov om natten og alting. Og jo større han blev, jo sjovere og mere banditsk blev han. Han var drengen, der ridsede biler, smadrede ruder, tegnede på træmøbler - ah okay, nu kører jeg det lige i flertal. Det skete kun i ental, men jeg må blankt indrømme, at jeg er godt kan lide, når der er en smule uforudsigelig badass over drenge og mænd. For der er samtidig noget befriende simpelt og dejligt gennemskueligt knyttet til XY'erne, hvilket måske er grunden til, at jeg har flere venner end veninder.

Hvilket måske også er grunden til, at jeg så mig selv som mor til et drengebarn. Jeg har, så at sige, prøvet det før. Og jeg elskede det. Bekendtgjorde ellers på meget dramatisk vis overfor mine forældre, da de fortalte mine søskende og mig, at vi skulle have en lillebror, at jeg ville have en lillesøster. Tillod mig endda at blive præteen-fornærmet og alting. Men jeg elskede min lillebror fra første stund, jeg mødte ham.

Og når jeg nu havde overtalt mig selv til at skulle være forælder, sådan for alvor og med 9 måneders graviditet og alt det dér, så måtte det jo gerne være en dreng, der kom ud af alle anstrengelserne. Dejligt overskueligt og med nogenlunde garanti for en vis grad af banditskhed. Boys will be boys.

Ultimo november 2013 var kæresten og jeg til scanning II. Det tog lidt tid og næsten ubærlig spænding at afdække kønnet, da den lille, bly viol konstant vendte ryggen til kameraet, men pludselig stod det klart - en PIGE. Jeg var så sikker på, at det måtte være en dreng - det er jo det, jeg kan finde ud af - men hun tog fusen på mig; den lille bandita. Jeg begyndte at grine midt i de rørte tårer, der tidligt indfandt sig, og et kæmpestort smil var ikke til at tørre af mit ansigt de efterfølgende timer. Fars pige, mors skat - det skal nok blive godt. Min datter kan ikke andet end være lidt banditsk anlagt, for det var hendes mor. Og tænk engang - en lille pige. Vores lille pige. Nuurh!

Og hey, selvfølgelig kan vores lille pige bære blåt - hun kan bære hvad som helst; charmetrolden. Har sågar en sømandsdragt klar til hende, for udover en masse unisex-tøj har jeg ikke kunnet lade være med at købe små drenge- henholdsvis tøsekreationer i tiden inden scanning II og flere år tilbage, hvor jeg ikke har kunnet holde snitterne og dankortet fra nuttet babytøj, selvom jeg godt vidste, at Projekt Baby lå nogle år ude i tiden - men det var dog vedtaget. Og ja, jeg er totalt gammeldags, når jeg taler om drenge- og pigetøj, for hvorfor skulle piger ikke kunne gå i blåt og drenge i lyserødt..? Well, jeg er gammeldags. Kan godt lide, at der får lov at være forskel på kønnene - men det afskærer da ikke vores lille pige fra at kunne charme blenumse og trykknapper ud af hvilket som helst stykke babytøj, vi finder på at iføre hende, drenget såvel som übertöset.

Glem i den forbindelse selv den mindste lille strøtanke om, at min datter nogensinde skulle få lov at iføre sig beklædningsgenstande, som en eller anden mentalt ødelagt tøjdesigner har spoleret med lyserød kolorering og Hello Kitty-print.

Skulle da lige være ...

... eller ...

... eller ...

... eller ...

... eller ...

Lad i øvrigt være med at google "Goodbye Kitty" - der er grimme ting at finde out there. Meget grimmere end de forholdsvist humoristiske eksempler her. Ja, jeg skriver jo netop "forholdsvist" - det er ok at hade dem.

Anno 2014

Godt nytår!

1. januar 2014 spurter mod midnat, mens jeg hiver i tøjlerne. Vil gerne lige nå nogle flere ting, inden vi snakker dag to i det nye år. Det går allerede for stærkt. Hænger muligvis sammen med at have sovet til kl. 13 i dag og dernæst snuppe en kæk middagslur fra 16-18, ehem, men det føltes bare som en god idé, da jeg først kom i seng 6.30. En lige så god idé som den pizzaplan, som kæresten - med småtømmermænd - og jeg netop har lagt, hvilket involverer en maritim tunpizza og en stærk mexipizza, som jeg har bestilt og han er nede for at hente. Hurra for et lokalt pizzeria, der bager gode pizzaer. Jeg plejer at køre en osteskrabet vegetarmodel med fuldkornsbund, men lige i dag måtte der gerne være mere kød på (høhø), så kæresten og jeg blev enige om at dele. Selvom jeg naturligvis ingen tømmermænd har, så er jeg dog lidt ør af en vågen nat i gravidmør og lidt mindre natteravnet tilstand end vanligt, så snaskede pizzaer er det helt rigtige.

Det var en knaldgod nytårsfest! Aftenen blev lige præcis, som jeg havde ønsket mig den, og var endda så hyggelig, at vi aldrig brød op og tog ud i Københavns nytårsinferno. Der var funklende konfetti og serpentiner overalt fra bordbomber og knallerter, og jeg har samlet en lille håndfuld flag og glitter til den bog, jeg skriver til vores lille pige. En slags dagbog - nok ikke helt usædvanligt for kommende mødre at gribe til skriveventiler for de mange tanker og følelser, der melder sig. Stiler bogen direkte til lillepigen; til en voksen, eller i hvert fald teenish udgave af hende, for jeg holder mig til voksne vendinger. Andet ville ikke være til at holde ud. Men det er vældig hyggeligt og meningsfuldt at skrive til hende den lille, som vi er så voldsomt spændte på at møde - føles som en god måde at være i kontakt med hende på udover de spjæt i maven, vi deler.

Om jeg har spændende planer slash forsæt(ter - men det er altså en tumpet flertalsform, kunne sagtens hedde forsæt i flertal) for det nye år? Oh yeah ...

• Boblende branderter!
• Kløvedalsk kontakt!
• Fine frisurer!
• Brusende burlesque!

... men det må vi lige vende tilbage til. Om lidt står kæresten her med dampende pizzaherligheder, som bedst indtages i selskab med Tidens TV-Serie, som lige nu er seneste sæson af "Breaking Bad".

Hej, dejlige 2014!

Mellemjul & frydefuld nytårsstemning

Hvid jul så vi ikke meget til i Danmark dette år (æv), men herover ses til gengæld en stemningsfuld hvid påske på Kongens Nytorv anno 1966 inklusiv sporvogn - hvor ville det dog klæde min kære by, hvis sporvognene havde fået lov at forblive en del af den offentlige trafik. Nå. Men julen varer lige til påske, og måske er byen hyggelig og snedækket, når jeg skal ud og trille med barnevogn. Har termin i april, men det skulle ikke undre mig, om vores lille pige dukker op allerede i marts. Hvor det jo ofte er koldt og måske ligefrem vintervejr og sne i Danmark - hyggeligt! Så bliver lillepigen godt pakket ind i varme lammeskind og dyner og vi sætter snekæder på barnevognshjulene ...

Om graviditeten er meget nærværende hos mig, også når jeg støder på et tilfældigt billede af sne, Kongens Nytorv og sporvogn på nettet? Om mine associationsrækker går aktivt i retning af lillepigens ankomst? Åh ja.

Julen fik dog også lov at fylde lidt. Ah, jeg sköjar, den fyldte en hel masse - dejlig, dejlig familiejul med alt inklusive. God tid, god mad, gode snakke, godt humør, god musik og gode mennesker. Jeg er mæt og glad og klar til at pakke julen sammen for i år - det vidner al pynten, som jeg p.t. dynger op på spisebordet, om.

Når den traditionsrige familiejulefrokost er vel overstået 2. Juledag, så slutter julen for mig på et mentalt plan og nærmest på klokkeslæt. Julestemningen indfinder sig herefter først i løbet af sommermånederne, hvor jeg begynder at gå og nynne julens hymner. Et halvt års julestemning om året må også være tilstrækkeligt, selv for en juleentusiast. Der kan også godt dukke lidt julesavn slash -abstinenser op i januar, men jeg ved, at det ikke nytter fx at drikke gløgg for at glemme sorgerne. Ligesom ouzoen og sangriaen, som smager skrækkeligt, hvis man forsøger at drikke det efter ferien; på dansk grund, så er gløgg i januar bare helt forkert. Så jeg bliver nok aldrig nissependanten til den skøre kattedame og juler året rundt. Julebutikken i Knabrostræde skræmmer mig da også. Bare lidt.

Nu er jeg til gengæld tunet ind på nytåret, som jeg er lige så skudt i. Pun fully intended. Det smukke, forventningsfulde og højstemte nytår med al dets glitter, krudt, bobler, kransekage, klokkeslag, kindkys, royalisme, konfetti, kalas og fornemme forsæt - mmmmh. Mine bobler i maven overstiger enhver champagnegærs frembringelse. Glæder mig til DET HELE og til den fest, jeg skal holde nytårsaften med mennesker, som jeg skatter umådeligt.

Indtil da nyder jeg Tivolis Fyrværkerifestival med nordisk tema, som vi kan følge med i fra stuevinduerne i vores lejlighed oppe under den københavnske nattehimmel. Smutter forbi det norske show derinde mandag aften inden "Hobbitten II" i Imperial, for jeg var den lyksalige modtager af et Sølvkort i julegave fra min sødeste søde kæreste. Dér skal jeg også trille rundt med barnevognen - Tivoli er, ligesom de københavnske biografer, et af de steder i byen, hvor jeg føler mig mest hjemme.

Mmmh, mellemjul! Hvad "mellemjul" vil sige? Det er et bornholmsk udtryk for dagene mellem jul og nytår, som jeg har taget til mig. Mellemjulen er altid hyggelig, afslappende og den rene balsam for en sædvanligvis fortravlet voksensjæl, så dagene fortjener denne fine samlebetegnelse.

Ikke et ord om eksamenslæsning og to tonstunge eksaminer just forude. Ssscch ...

Jul i Juliverset

Kalenderlyset; eller rettere sagt den sidste lille bid kalenderlys, som står tilbage i den hvide royale københavnerstage med de sirlige, gyldne kristtjørn malet på, er tændt. "Jul på Slottet"; det allersidste og evigt dramatiske afsnit, kører i baggrunden. Julekalenderen dannede (sammen med "Disneys Juleshow" og "Vi på Krageøen") soundtrack til min barndom, hvor jeg via den geniale opfindelse, VHS (sidenhen afløst af endnu smartere påhit), kunne se disse 24 afsnitsperler året rundt. Jeg kan derfor på det nærmeste samtlige replikker udenad og i hvert fald sangene, som er noget af det julehyggeligste, jeg ved.

Og jeg ved en hel del julehygge. Er, i al beskedenhed, en af landets største juleentusiaster.

Jeg ELSKER julen og alt, den rummer. Hjertevarmen, julelysene, vintermørket, familiekomsammenerne, julegaverne, julemarkederne, julegløggen, juleknaset, julemaden, julenisserne, juleglitteret ... kort sagt; hele julemøllen. Elsker den!

Min søde kæreste er taget på sit dumme job, som syntes, han skulle arbejde i dag. Jeg er ved at fikse de sidste julegaver - mandegaverne (ikke at forveksle med mandelgaver), som var de sværeste at finde. Herefter skal jeg i julekjolen og af sted ud til min familie med sækken fuld af gaver - og ja, jeg har naturligvis en julesæk til gaverne. Elsker duften af sækkelærred til jul.

Ude ved min familie er juletræet kommet indendøre og min lille niece er sikkert allerede - under supervision af min søster - i fuld færd med at pynte det eller lave ballade, den lille bandit. Når min bror og jeg ankommer vil vi med garanti kunne lægge vores gaver under et smukt pyntet træ. Dernæst skal jeg have blandet ingredienserne til risalamanden, som jeg i år har fået ansvaret for (mmmmh, risalamande), og den skal nå at stå og trække med de fuldfede vanillestænger. Senere på dagen dukker min kæreste op for lige at sige glædelig jul - og uddele julekys til somme - og lægge min gave under træet. Han skal videre at fejre jul med sin familie og på arbejde igen i morgen, staklen. Selv overnatter jeg hos min mor - det er en af julens traditioner. Juledag spiser vi langsom familiemorgenmad og tusser rundt i nattøj, mens vi endnu en gang beundrer gaver og løser verdenssituationen i lange snakke.

Juleaftensdag i min barndom gik altid vældig langsomt, så vi fyldte dagen ud med lange julekarbade for os unger, middagslur for selvsamme unger, mens mine forældre havde travlt med alle julens forberedelser (og vi kunne naturligvis ikke sove, men skulle lige ligge og hvile lidt), før-julegaver og Disneys Juleshow. Nu, som voksen, synes jeg dagen spæner af sted. Jeg sørger derfor for at tilbringe flest mulige af dagens timer i familiens skød med intens julestemning, hvor jeg indsnuser alle juleforberedelserne; den flotte kalkun, der begynder at dufte i ovnen; julemusik en masse; smagsprøver på juleknasen; en hurtig ske i risalamanden, som naturligvis også lige skal prøvesmages; juleshowet, hvis vi husker at tænde for det; julehilsener fra nær & fjern på mobilen (oh, moderne jul); hyggesnak og spændte forventninger i alle aldersklasser; og - sædvanligvis - gløgg og julehvidvin (jo, det findes) i rå og rigelige mængder, allerhelst den boblende, festlige slags. Jeg springer dog vinen over i år.

For det, der fylder mest i min jul 2013, er (jule)miraklet i maven (helt uden hellighed). Vores lille pige, som vokser sig større og stærkere for hver dag. Det samme gør hendes mor - vokser med opgaven, både bogstaveligt og i overført forstand. Jeg er begyndt at synes, at det er fantastisk hyggeligt at være gravid. Hvem skulle have troet det - jeg, der har frygtet graviditet & fødsel så intenst. Jeg glæder mig ved hver bevægelse i maven og ønsker bare af hele mit hjerte, at det lille pus har det godt derinde. Jeg sørger for at sidde, ligge og i det hele taget opføre mig sundt, og fordi jeg p.t. "kun" er studerende kan jeg tage nogle gode hvil med benene oppe i løbet af en dag når jeg husker at gøre det og jeg får for første gang i mit voksenliv sovet fornuftigt om natten når det lykkes mig at sove - savner godt nok den dér mavesøvn. Men jeg får i hvert fald ligget ned. Hun skal jo have det så godt som muligt. Vores dejlige, lille pige, som vi glæder os sådan til at møde.

24. december og 24. uge - hvor velsignet og frydefuldt livet dog kan være. Glade, dejlige jul. Smukke, mirakuløse graviditet.

Fra alle os til alle jer ... ♥︎♡ GLÆDELIG JUL ♡♥︎

Mit København: Det hemmelige posthus

Mangler du endnu at få de hjemmesyltede kirsebær & de hjemmestrikkede sokker med rensdyrene sendt af sted til din kære, gamle tante Mille i Thy, som ikke længere kan sylte & strikke på grund af gigt i fingerleddene, men som forsager alt masseproduceret, som var det selveste Djævelens værk?

Ingen kvaler - Københavns hemmeligste og hjerteligste posthus står klar til at tage imod dig og din julepakke (op til 20 kilo. Men det er også pænt meget hjemmesylt).

De fleste københavnere er formentlig klar over, at man frem til 22:30 på hverdagsaftener samt søn- og helligdage kan poste breve til omdeling næste dag ved at anvende de store, rummelige postkasser i det lille, godt skjulte indhak i facaden på Carsten Niebuhrs Gade 6 tæt på Hovedbanen.

Indtil fornylig kunne man tillige besøge posthuset på Hovedbanen frem til kl. 21:00 på hverdage og 16:00 lørdag/søndag, men det ændrede de pludselig markant (hverdage 9-19 og lørdag 12-16), så jeg faktisk helt har afskrevet dette posthus til mine sidste-øjebliks-postærinder, som ofte ligger sent på aftenen.

Mine nye posthusvaner skyldes dog også i høj grad Københavns bedste og længståbne - og meget hemmelige - posthus. Som jeg blev introduceret til ved at møde op på Hovedbanen efter kl. 19, hvor en krøllet A4-seddel på døren diskret bekendtgjorde, at nu kunne man i stedet indlevere sine pakker i Carsten Niebuhrs Gade fra 19:00-20:30. Så mig derned, hvor jeg lykkedes med at finde det godt gemte miniposthus overfor de velkendte postkasser. Måtte da også spontant udtrykke min begejstring for, at de holdt sent åbent, nu hvor Hovedbanen havde svigtet mig, overfor postdamen bag disken. Som med et fiffigt smil kunne oplyse mig, at "vi har nu altid haft åbent. Folk ved det bare ikke".

Åh ja, postdamen bag disken. Hun er simpelthen skøn. Kvindeligt, langt og fyldigt gråt hår og kulørte negle, der kan give en fugl med veludrustede kløer mindreværd. Og så er hun bare SØD. Altid smilende står hun klar til at tage imod folks pakker; ja, hun har nærmest bredt armene ud til hjertelig velkomst. Altid har hun et godt fif i ærmet til nemmere og billigere forsendelse. Altid fornemmer man god stemning og hyggesludder blandt hende og kollegerne - som i øvrigt også er vældig søde. I skærende kontrast til mit lokale posthus, hvor en mavesur skrappedulle holder både kolleger og kunder i stram snor - end ikke et stykke tape har hun tilovers til hjørnet, som flapper faretruende på det vigtige brev. Den slags kan KØBES, bum, selvom man overhovedet ikke har brug for en hel rulle tape. Pænt irriterende for en flittig posthuskunde som undertegnede at skulle dykkes af en sådan kvindes evigt dårlige humør og trang til at satirisere over andre menneskers åbenlyse dumheder. Hun burde for længst (for hun er lidt oppe i alderen) have fundet sig et andet job med større arbejdsglæde.

Derfor besøgte jeg i stedet min yndlingspostdame fredag aften og jeg glædede mig helt til at se hende igen, da kæresten kørte bilen* ind mellem søjlerne i Carsten Niebuhrs Gade - hun er et sandt livstykke. Det var da også et hyggeligt ærinde, jeg var på; at sende årets sidste julepakke af sted, nemlig nøje udvalgte gaver til min dejlige familie i Jylland, som jeg glæder mig til de skal åbne juleaften, samt årets sidste julekort til venner i Norge. Posthusærinder er jo tit hyggelige og forventningsfulde, hvilket en posthusansat enten kan komplettere med godt humør eller nedbryde totalt, jf. min lokale krampe. Hende slap jeg jo heldigvis for, og min yndlingspostdame in the whole world var heldigvis på arbejde. Men allerede udenfor posthuset, da jeg stilede mod døren, var hendes flinke (rygende) kollega mig spontant behjælpelig, da hun lige ville fortælle, at eventuel porto til mit julekort skulle købes i portåbningen ved siden af posthuset - "dér har de det hele i dag". Betænksomt.

Vel inde på posthuset bemærkede jeg, at de har pyntet disken med visitkort fra rundt omkring, blandt andet den obskure butik Chillo midt i København, som forhandler udstyr til hampedyrkning og hashrygning. Men det undrer mig slet ikke. På Københavns Erhvervsposthus er der plads til alle, også på den selvbestaltede mini-reklamesøjle for byens handlende. Love it. Dagens tip fra min yndlingspostdame, som jeg indtil nu har haft held til altid at få som ekspedient, handlede om billigere pakkelabels, hvis man køber og printer dem online (fx 80 kr. i stedet for posthusets 100 på en pakke op til 5 kilo), samt alle fordelene ved mobilporto.

Posthusets navn er Københavns Erhvervsposthus, hvilket kan være vildledende, da det er fuldt tilladt at indlevere absolut private forsendelser. De må blot have erhvervsfolk som primær målgruppe. Åbningstiderne er dagligt fra 14:00-20:30, men yndlingspostdamen betroede mig, at man tillige kunne indlevere klargjorte pakker i portåbningen til højre for posthuset på søndage mellem 15:00 og 18:00 til omdeling mandag.

Så du kan som sagt endnu nå at få sendt julegaven af sted til Tante Mille denne eftermiddag - lur mig, om ikke den vil blive bragt fint & flot ud i morgen. Min pakke nåede i hvert fald frem til et fjernt hjørne af Jylland allerede i går trods juletravlhed og overbelastning i postvæsenet. Og hvis min yndlingspostdame får lov at bestemme, så når din pakke frem før jul! Sådan er hun nemlig.

*Vi tager naturligvis ikke bilen rundt på småærinder, som nemt kan klares til fods, på cykel eller med det offentlige i og med, at vi bor i zone 1. Men vi skulle altså videre på julebesøg langt udenfor København. Det ville jeg bare lige sige - hej hej.

Ud med rod, ind med ode

Bum, så var duksen ellers forbi at viske tavlen ren.

Har slettet, eller rettere sagt arkiveret, stort set samtlige mine Juliverset-udskejelser de forløbne to år, så jeg kan starte på en halvfrisk.

Hvorfor nu denne censur? Faktisk er det et oplæg til større åbenhed, selvom det måske lyder som et paradoks. Jeg kunne godt tænke mig at lade bloggen tage en ny drejning; en længe tænkt tanke, som den seneste tids revolutionerende og livsomvæltende begivenheder kun har bestyrket.

I det hele taget sker der virkelig mange ting i mit liv, som jeg på den ene side gerne vil skrive om, men på den anden side ikke rigtigt følte for at føje til den i forvejen ingrediensrige cocktail, som bloggen på to år var kommet til at bestå af. Så vidt, jeg lige kunne vurdere, i hvert fald. Faktisk kunne jeg ikke længere overskue hvad bloggen rent faktisk rummede af mere eller mindre gennemtænkte tankebobler, og efter at have læst mig gennem nogle ældre indlæg, som jeg overhovedet ikke kunne huske at have skrevet, var jeg tæt på beslutningen om at få gjort rent bord. I dag trillede jeg så de kære blogindlæg ned i arkivet; nænsomt, på en lille vogn. Også kendt som nørdet-kæreste-suger-indhold-pr.-eksport-processen, hvis jeg skal være ærlig. Moderne minimalisme.

Nå, men ... Kan I mærke den - letheden? Friheden? Det er jo det rene Mulighedernes Land med sådan en frisk, minimaliseret og rengjort blog. Helt tomt og sterilt har jeg da heller ikke lyst til at efterlade mit kære Julivers disse første dage af den nye æra - der må godt være lidt spas & kalas fra gamle dage tilbage.

Så lad mig da, inspireret af Henny Stewarts haiku-digtning denne aften og den kære juletid, som vi atter er velsignede med, genoptrykke den lille hyldest til min personlige Hvalborg, som poppede ind på lystavlen hos undertegnede en mørk efterårsdag på vej hjem fra arbejde sidste år.

Der er stadig gode grunde til at minde mig selv om især det sidste vers - nu tilføjet graviditet ...

Ode til Julebollen 

Oh, du gammeldags julebolle,
som Lagkagehuset frem har bragt.
Du var mig en trofast, årelang last;
det klægeste, nogen har smagt. 

 Du svøber dig i fastelavnsklæ'r
for at følge os i foråret ind.
At ikke du skulle forhindre
din ypperste fan at holde sig trind. 

 Du lokker med blødt marcipanfyld
og sød chokoladeglasur.
Men nu er jeg blevet voksen
og jeg er tillige på kur. 

 Adjø, julebolle, vi to har
delt mangen en Christianshavns-stund
men alting har jo en ende
og min, den er blevet for rund.

OBS: Oden reciteres (eller afsynges?) bedst på nogenlunde samme måde som de sværeste selskabssange til familiefester, hvor man er nødt til at læse et par linjer frem hele tiden for at kunne lægge rytmen nogenlunde regelmæssigt trods totalt kuk i versefødderne. Fx skal "Christianshavns-stund" jappes forholdsvist hurtigt af for at passe med "for rund" ...

Et natligt møde med mit gamle jeg

Det er længe siden, at jeg har sovet rigtigt godt om natten. I hvert fald er der længe mellem de nætter, hvor jeg vågner med følelsen af at have sovet som en sten. Stensøvn er ellers både dejligt og velgørende.

For et par uger siden måtte jeg desuden opgive at sove på maven - elsker ellers at sove på maven. Men jeg følte fra den ene dag til den anden et stort ubehag ved overhovedet at opholde mig på maven, også når jeg slanger mig med en bog på sofaen, da det føltes som at mase min lille unge. Den begyndte i hvert fald at sprælle mærkbart, når jeg lagde mig maven, selv hvis jeg lagde mig ovenpå store puder med maven fri. Der kom hver gang, hvad jeg tolkede som en omgående protest mod mavestillingen, og så holdt jeg naturligvis op med det. Selvom min ryg havde godt af at blive strakt igennem.

Bevægelserne i maven er da også så tydelige nu, at de vækker mig om natten. Det er en højst besynderlig følelse, at noget bevæger sig i ens mave. Kvindemaven. Og fordi jeg har nogle underlige, regnormeagtige arme, så har jeg tillige fornøjelsen af karpaltunnelsyndrom om natten, hvor mine hænder og underarme bliver sovende og følelsesløse. Helt normalt for gravide (heldigvis heller ikke unormalt for ikke-gravide, for jeg har skam prøvet det før), men lidt irriterende. 

Jeg er således tit vældig træt om morgenen, selvom jeg faktisk har befundet mig i horisontal position; klar til at sove, i 7-8-9, ja, sågar 10 timer - væsentligt længere, end hvad jeg plejer at investere af døgnets dyrebare timer i søvn. Inden jeg blev gravid, sov jeg ofte kun 5-6 timer og havde det helt fint med det, men min krop har krævet langt mere hvile, siden den lille bandit indfandt sig i mavehulen. Og de forskellige kropslige reaktioner vækker mig jo altså løbende henover natten, så det er relativt dårlig søvn, jeg får, og deraf følgende trætte morgener og ikke så sjældent en formiddagslur. Mere tidsspilde, suk.

Men det er jo alt sammen komplet ligegyldigt. For jeg er gravid og det er fuldstændigt mirakuløst fantastisk.

I nat vågnede jeg i vanlig stil halvt op, men på en anden måde, end jeg hidtil har prøvet. I den halvvågne tilstands klarsyn slog det mig, at jeg - som i mange år var overbevist om, at jeg aldrig nogensinde skulle have børn, for det egnede jeg mig ikke til hverken fysisk eller psykisk - rent faktisk ER gravid og endda længere end halvvejs. Det indgød mig en klar fornemmelse af, at jeg ikke har reageret NOK; at jeg bør bekendtgøre graviditeten, råbende fra hustagene, eller danse en rituel stammedans for at komme de højere magter i møde. Blive ét med menneskeheden gennem alle tider og naturen i dens storhed. Eller blot være tro mod mig selv (i det mindste mit gamle jeg) og rent faktisk REAGERE, hvilket jeg ikke rigtigt har gjort, proportionalt med det rablende vanvid, som graviditet + undertegnede udgør. Burde udgøre. For den rivende malstrøm af galskab er indtil videre behageligt udeblevet. Mærkede dog en snert af den dér i nat.

For det er jo HELT vildt, det her. Aldeles vanvittigt og ubegribeligt. Så langt er mit vågne jeg også med; at jeg på ingen måde har forstået med mit hoved og min forstand, at det er i min krop, MIN KROP, et nyt menneske er ved at spire frem. Selvom jeg fint kan tale rationelt med andre mennesker om min graviditet, så er den fortsat ét stort mysterium for mig selv på et dybere, følelsesmæssigt plan.

Men jeg er alligevel fuldstændigt forelsket i hende. Hende; vores lille pige.