For et par uger siden måtte jeg desuden opgive at sove på maven - elsker ellers at sove på maven. Men jeg følte fra den ene dag til den anden et stort ubehag ved overhovedet at opholde mig på maven, også når jeg slanger mig med en bog på sofaen, da det føltes som at mase min lille unge. Den begyndte i hvert fald at sprælle mærkbart, når jeg lagde mig maven, selv hvis jeg lagde mig ovenpå store puder med maven fri. Der kom hver gang, hvad jeg tolkede som en omgående protest mod mavestillingen, og så holdt jeg naturligvis op med det. Selvom min ryg havde godt af at blive strakt igennem.
Bevægelserne i maven er da også så tydelige nu, at de vækker mig om natten. Det er en højst besynderlig følelse, at noget bevæger sig i ens mave. Kvindemaven. Og fordi jeg har nogle underlige, regnormeagtige arme, så har jeg tillige fornøjelsen af karpaltunnelsyndrom om natten, hvor mine hænder og underarme bliver sovende og følelsesløse. Helt normalt for gravide (heldigvis heller ikke unormalt for ikke-gravide, for jeg har skam prøvet det før), men lidt irriterende.
Jeg er således tit vældig træt om morgenen, selvom jeg faktisk har befundet mig i horisontal position; klar til at sove, i 7-8-9, ja, sågar 10 timer - væsentligt længere, end hvad jeg plejer at investere af døgnets dyrebare timer i søvn. Inden jeg blev gravid, sov jeg ofte kun 5-6 timer og havde det helt fint med det, men min krop har krævet langt mere hvile, siden den lille bandit indfandt sig i mavehulen. Og de forskellige kropslige reaktioner vækker mig jo altså løbende henover natten, så det er relativt dårlig søvn, jeg får, og deraf følgende trætte morgener og ikke så sjældent en formiddagslur. Mere tidsspilde, suk.
Men det er jo alt sammen komplet ligegyldigt. For jeg er gravid og det er fuldstændigt mirakuløst fantastisk.
I nat vågnede jeg i vanlig stil halvt op, men på en anden måde, end jeg hidtil har prøvet. I den halvvågne tilstands klarsyn slog det mig, at jeg - som i mange år var overbevist om, at jeg aldrig nogensinde skulle have børn, for det egnede jeg mig ikke til hverken fysisk eller psykisk - rent faktisk ER gravid og endda længere end halvvejs. Det indgød mig en klar fornemmelse af, at jeg ikke har reageret NOK; at jeg bør bekendtgøre graviditeten, råbende fra hustagene, eller danse en rituel stammedans for at komme de højere magter i møde. Blive ét med menneskeheden gennem alle tider og naturen i dens storhed. Eller blot være tro mod mig selv (i det mindste mit gamle jeg) og rent faktisk REAGERE, hvilket jeg ikke rigtigt har gjort, proportionalt med det rablende vanvid, som graviditet + undertegnede udgør. Burde udgøre. For den rivende malstrøm af galskab er indtil videre behageligt udeblevet. Mærkede dog en snert af den dér i nat.
For det er jo HELT vildt, det her. Aldeles vanvittigt og ubegribeligt. Så langt er mit vågne jeg også med; at jeg på ingen måde har forstået med mit hoved og min forstand, at det er i min krop, MIN KROP, et nyt menneske er ved at spire frem. Selvom jeg fint kan tale rationelt med andre mennesker om min graviditet, så er den fortsat ét stort mysterium for mig selv på et dybere, følelsesmæssigt plan.
Men jeg er alligevel fuldstændigt forelsket i hende. Hende; vores lille pige.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar