1. januar 2014 spurter mod midnat, mens jeg hiver i tøjlerne. Vil gerne lige nå nogle flere ting, inden vi snakker dag to i det nye år. Det går allerede for stærkt. Hænger muligvis sammen med at have sovet til kl. 13 i dag
Det var en knaldgod nytårsfest! Aftenen blev lige præcis, som jeg havde ønsket mig den, og var endda så hyggelig, at vi aldrig brød op og tog ud i Københavns nytårsinferno. Der var funklende konfetti og serpentiner overalt fra bordbomber og knallerter, og jeg har samlet en lille håndfuld flag og glitter til den bog, jeg skriver til vores lille pige. En slags dagbog - nok ikke helt usædvanligt for kommende mødre at gribe til skriveventiler for de mange tanker og følelser, der melder sig. Stiler bogen direkte til lillepigen; til en voksen, eller i hvert fald teenish udgave af hende, for jeg holder mig til voksne vendinger. Andet ville ikke være til at holde ud. Men det er vældig hyggeligt og meningsfuldt at skrive til hende den lille, som vi er så voldsomt spændte på at møde - føles som en god måde at være i kontakt med hende på udover de spjæt i maven, vi deler.
Om jeg har spændende planer slash forsæt(ter - men det er altså en tumpet flertalsform, kunne sagtens hedde forsæt i flertal) for det nye år? Oh yeah ...
- Boblende branderter!
- Kløvedalsk kontakt!
- Fine frisurer!
- Brusende burlesque!
... men det må vi lige vende tilbage til. Om lidt står kæresten her med dampende pizzaherligheder, som bedst indtages i selskab med Tidens TV-Serie, som lige nu er seneste sæson af "Breaking Bad".
Hej, dejlige 2014!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar