fredag den 27. december 2013
Mellemjul & frydefuld nytårsstemning
Hvid jul så vi ikke meget til i Danmark dette år (æv), men herover ses til gengæld en stemningsfuld hvid påske på Kongens Nytorv anno 1966 inklusiv sporvogn - hvor ville det dog klæde min kære by, hvis sporvognene havde fået lov at forblive en del af den offentlige trafik. Nå. Men julen varer lige til påske, og måske er byen hyggelig og snedækket, når jeg skal ud og trille med barnevogn. Har termin i april, men det skulle ikke undre mig, om vores lille pige dukker op allerede i marts. Hvor det jo ofte er koldt og måske ligefrem vintervejr og sne i Danmark - hyggeligt! Så bliver lillepigen godt pakket ind i varme lammeskind og dyner og vi sætter snekæder på barnevognshjulene ...
Om graviditeten er meget nærværende hos mig, også når jeg støder på et tilfældigt billede af sne, Kongens Nytorv og sporvogn på nettet? Om mine associationsrækker går aktivt i retning af lillepigens ankomst? Åh ja.
Julen fik dog også lov at fylde lidt. Ah, jeg sköjar, den fyldte en hel masse - dejlig, dejlig familiejul med alt inklusive. God tid, god mad, gode snakke, godt humør, god musik og gode mennesker. Jeg er mæt og glad og klar til at pakke julen sammen for i år - det vidner al pynten, som jeg p.t. dynger op på spisebordet, om.
Når den traditionsrige familiejulefrokost er vel overstået 2. Juledag, så slutter julen for mig på et mentalt plan og nærmest på klokkeslæt. Julestemningen indfinder sig herefter først i løbet af sommermånederne, hvor jeg begynder at gå og nynne julens hymner. Et halvt års julestemning om året må også være tilstrækkeligt, selv for en juleentusiast. Der kan også godt dukke lidt julesavn slash -abstinenser op i januar, men jeg ved, at det ikke nytter fx at drikke gløgg for at glemme sorgerne. Ligesom ouzoen og sangriaen, som smager skrækkeligt, hvis man forsøger at drikke det efter ferien; på dansk grund, så er gløgg i januar bare helt forkert. Så jeg bliver nok aldrig nissependanten til den skøre kattedame og juler året rundt. Julebutikken i Knabrostræde skræmmer mig da også. Bare lidt.
Nu er jeg til gengæld tunet ind på nytåret, som jeg er lige så skudt i. Pun fully intended. Det smukke, forventningsfulde og højstemte nytår med al dets glitter, krudt, bobler, kransekage, klokkeslag, kindkys, royalisme, konfetti, kalas og fornemme forsæt - mmmmh. Mine bobler i maven overstiger enhver champagnegærs frembringelse. Glæder mig til DET HELE og til den fest, jeg skal holde nytårsaften med mennesker, som jeg skatter umådeligt.
Indtil da nyder jeg Tivolis Fyrværkerifestival med nordisk tema, som vi kan følge med i fra stuevinduerne i vores lejlighed oppe under den københavnske nattehimmel. Smutter forbi det norske show derinde mandag aften inden "Hobbitten II" i Imperial, for jeg var den lyksalige modtager af et Sølvkort i julegave fra min sødeste søde kæreste. Dér skal jeg også trille rundt med barnevognen - Tivoli er, ligesom de københavnske biografer, et af de steder i byen, hvor jeg føler mig mest hjemme.
Mmmh, mellemjul! Hvad "mellemjul" vil sige? Det er et bornholmsk udtryk for dagene mellem jul og nytår, som jeg har taget til mig. Mellemjulen er altid hyggelig, afslappende og den rene balsam for en sædvanligvis fortravlet voksensjæl, så dagene fortjener denne fine samlebetegnelse.
Ikke et ord om eksamenslæsning og to tonstunge eksaminer just forude. Ssscch ...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)

Mellemjul er da et helt fantastisk udtryk. Hermed stjålet :-)
SvarSletLyder som en dejlig jul, I har haft jer, og et mindst lige så dejligt nytår, I går i møde. Selv er jeg mindst lige så stor julefan som dig, mens nytåret ikke rigtig siger mig noget. Derfor pakker HDD og jeg reptilerne sammen og begiver os til det svenske. Hvor vi egentlig skulle stå på ski, men det er vejrguderne tilsyneladende ligeglade med, så vi tager til de svenske skove i plusgrader i stedet. Men det har også sin charme. Synes de voksne i hvert fald - så må vi se om smållingerne er enige :-)
Det der med, at du skal vandre rundt i Tivoli med barnevognen, når de lysere tider sætter ind - se, dét kan jeg blive helt misundelig på. For det lyder dæleme hyggeligt. Det er for alvor en have, man ikke sådan lige bliver træt af :-)
(Og i øvrigt - apropos ingenting - er der så en måde, man kan sende noget til dig, der ikke er en e-mail? Altså en fysisk adresse/postkasse/lignende? (Evt. til Damen På Det Hemmelige Posthus, hvis du helst forbliver meget anonym?) :-)
... Ja, ok ... Nu kom jeg så lige til at læse, hvor stalker-agtig, jeg egentlig lyder. Det var ikke hensigten. Og jeg lover, at jeg ikke er uhyggelig :-)
SletKære Øglemor. Skulle jeg stalkes af nogen, så måtte det meget gerne være dig! Tak for dine søde kommentarer, som ingenlunde er uhyggelige. Jeg sender dig lige en mail med mine kontaktdetaljer ... and then I'll have to kill you! ;) Nej, heldigvis er der ikke meget hemmelig agent over mig; jeg er allerhøjst lidt blufærdig herinde (-ude?) på det store, verdensdækkende internet, hvor man aldrig ved, hvem der læser med ...
SvarSletLyder som et hyggeligt, nært og helt rigtigt familienytår, I har forude. Og Sverige i sig selv er sådan et dejligt land. Jeg kan da også sagtens forstå, hvis man står lidt af på nytåret - det bliver ofte skruet op til noget helt vildt, som man næsten ikke kan indfri som helt almindeligt menneske i en dansk kontekst.
Jeg prøver at plukke det bedste og mest magiske ved nytåret og fokusere på dét - familien er ét af de elementer, så kæresten og jeg skal da også holde nytår hos min mor med en stribe dejlige gæster. Og vilde partyplaner, indrømmet - men når blot jeg får lov at stige i festtøjet og opleve nytårstale, glitter, krudt, bobler, glade mennesker, dans, kys, klokkeslag, hop ind i det nye år og højstemt sang, så har jeg faktisk ikke flere fordringer. Alt, der i øvrigt måtte forekomme af gode oplevelser i løbet af aftenen og natten, er ren nytårsbonus! :)
Hov, glemte helt at skrive, at det vel nok er spændende, hvad du pønser på at sende! Stadigvæk ikke spor uhyggeligt ... :)
SvarSlet