Ud med rod, ind med ode

Bum, så var duksen ellers forbi at viske tavlen ren.

Har slettet, eller rettere sagt arkiveret, stort set samtlige mine Juliverset-udskejelser de forløbne to år, så jeg kan starte på en halvfrisk.

Hvorfor nu denne censur? Faktisk er det et oplæg til større åbenhed, selvom det måske lyder som et paradoks. Jeg kunne godt tænke mig at lade bloggen tage en ny drejning; en længe tænkt tanke, som den seneste tids revolutionerende og livsomvæltende begivenheder kun har bestyrket.

I det hele taget sker der virkelig mange ting i mit liv, som jeg på den ene side gerne vil skrive om, men på den anden side ikke rigtigt følte for at føje til den i forvejen ingrediensrige cocktail, som bloggen på to år var kommet til at bestå af. Så vidt, jeg lige kunne vurdere, i hvert fald. Faktisk kunne jeg ikke længere overskue hvad bloggen rent faktisk rummede af mere eller mindre gennemtænkte tankebobler, og efter at have læst mig gennem nogle ældre indlæg, som jeg overhovedet ikke kunne huske at have skrevet, var jeg tæt på beslutningen om at få gjort rent bord. I dag trillede jeg så de kære blogindlæg ned i arkivet; nænsomt, på en lille vogn. Også kendt som nørdet-kæreste-suger-indhold-pr.-eksport-processen, hvis jeg skal være ærlig. Moderne minimalisme.

Nå, men ... Kan I mærke den - letheden? Friheden? Det er jo det rene Mulighedernes Land med sådan en frisk, minimaliseret og rengjort blog. Helt tomt og sterilt har jeg da heller ikke lyst til at efterlade mit kære Julivers disse første dage af den nye æra - der må godt være lidt spas & kalas fra gamle dage tilbage.

Så lad mig da, inspireret af Henny Stewarts haiku-digtning denne aften og den kære juletid, som vi atter er velsignede med, genoptrykke den lille hyldest til min personlige Hvalborg, som poppede ind på lystavlen hos undertegnede en mørk efterårsdag på vej hjem fra arbejde sidste år.

Der er stadig gode grunde til at minde mig selv om især det sidste vers - nu tilføjet graviditet ...

Ode til Julebollen 

Oh, du gammeldags julebolle,
som Lagkagehuset frem har bragt.
Du var mig en trofast, årelang last;
det klægeste, nogen har smagt. 

 Du svøber dig i fastelavnsklæ'r
for at følge os i foråret ind.
At ikke du skulle forhindre
din ypperste fan at holde sig trind. 

 Du lokker med blødt marcipanfyld
og sød chokoladeglasur.
Men nu er jeg blevet voksen
og jeg er tillige på kur. 

 Adjø, julebolle, vi to har
delt mangen en Christianshavns-stund
men alting har jo en ende
og min, den er blevet for rund.

OBS: Oden reciteres (eller afsynges?) bedst på nogenlunde samme måde som de sværeste selskabssange til familiefester, hvor man er nødt til at læse et par linjer frem hele tiden for at kunne lægge rytmen nogenlunde regelmæssigt trods totalt kuk i versefødderne. Fx skal "Christianshavns-stund" jappes forholdsvist hurtigt af for at passe med "for rund" ...