Mors lille drengepige

Nåm'n, her er nogle udsalgsperler, som jeg fandt til vores lille prinsesse af foråret i Århus fornylig, og som min søde mor sponsorerede ...

Ja, der har sneget sig lidt julepynt med ind i billedet - det syntes jeg var hyggeligt den dag. Decemberdag. POINTEN er, at tøjet (måske lige bortset fra sommerfuglehatten ... og måske også minus t-shirten, som jeg havde tænkt mig at bruge som kjole til lillepigen, indtil hun rent faktisk passer en str. 86 ... okay, så halvdelen af tøjet) muligvis har et lidt drenget look.

Da jeg gik fra ikke at kunne forestille mig i min vildeste fantasi, at jeg nogensinde skulle have børn (eftersom jeg ville skulle præstere stort set alt det fuldstændigt uoverskuelige fysiske derved og dernæst ville skulle være MOR til et lillebitte hjælpeløst barn - ?!) til at tale med min kæreste om adoption, hvilket han ikke var supervarm på, da han gerne ville have sine egne biologiske børn, i hvert fald som udgangspunkt (og han ville gerne have selvsamme biologiske børn med miiiig - årh! ♥︎) til at blive mere og mere fortrolig med tanken om rent faktisk at blive gravid og dernæst mor, i hvert fald nok til at turde gøre forsøget - da forestillede jeg mig altid, at jeg ville få en dreng.

Min yngste bror kom til verden, da jeg nærmede mig teenagealderen, og derfor husker jeg tydeligt, hvor skøn en unge, han var. Jeg tog mig aktivt af ham, fra han var ganske spæd - ikke fordi mine forældre var fraværende, slet ikke, jeg ville bare gerne. Jeg legede med ham, gik ture med barnevognen, badede ham, skiftede ham, puttede ham. Og selvfølgelig husker jeg min brors babytid som legende let og ham som det sjoveste og nemmeste barn i hele verden, for i virkeligheden har mine forældre jo taget det egentlige slæb med ham. Men han var nu både sød og nem - sov om natten og alting. Og jo større han blev, jo sjovere og mere banditsk blev han. Han var drengen, der ridsede biler, smadrede ruder, tegnede på træmøbler - ah okay, nu kører jeg det lige i flertal. Det skete kun i ental, men jeg må blankt indrømme, at jeg er godt kan lide, når der er en smule uforudsigelig badass over drenge og mænd. For der er samtidig noget befriende simpelt og dejligt gennemskueligt knyttet til XY'erne, hvilket måske er grunden til, at jeg har flere venner end veninder.

Hvilket måske også er grunden til, at jeg så mig selv som mor til et drengebarn. Jeg har, så at sige, prøvet det før. Og jeg elskede det. Bekendtgjorde ellers på meget dramatisk vis overfor mine forældre, da de fortalte mine søskende og mig, at vi skulle have en lillebror, at jeg ville have en lillesøster. Tillod mig endda at blive præteen-fornærmet og alting. Men jeg elskede min lillebror fra første stund, jeg mødte ham.

Og når jeg nu havde overtalt mig selv til at skulle være forælder, sådan for alvor og med 9 måneders graviditet og alt det dér, så måtte det jo gerne være en dreng, der kom ud af alle anstrengelserne. Dejligt overskueligt og med nogenlunde garanti for en vis grad af banditskhed. Boys will be boys.

Ultimo november 2013 var kæresten og jeg til scanning II. Det tog lidt tid og næsten ubærlig spænding at afdække kønnet, da den lille, bly viol konstant vendte ryggen til kameraet, men pludselig stod det klart - en PIGE. Jeg var så sikker på, at det måtte være en dreng - det er jo det, jeg kan finde ud af - men hun tog fusen på mig; den lille bandita. Jeg begyndte at grine midt i de rørte tårer, der tidligt indfandt sig, og et kæmpestort smil var ikke til at tørre af mit ansigt de efterfølgende timer. Fars pige, mors skat - det skal nok blive godt. Min datter kan ikke andet end være lidt banditsk anlagt, for det var hendes mor. Og tænk engang - en lille pige. Vores lille pige. Nuurh!

Og hey, selvfølgelig kan vores lille pige bære blåt - hun kan bære hvad som helst; charmetrolden. Har sågar en sømandsdragt klar til hende, for udover en masse unisex-tøj har jeg ikke kunnet lade være med at købe små drenge- henholdsvis tøsekreationer i tiden inden scanning II og flere år tilbage, hvor jeg ikke har kunnet holde snitterne og dankortet fra nuttet babytøj, selvom jeg godt vidste, at Projekt Baby lå nogle år ude i tiden - men det var dog vedtaget. Og ja, jeg er totalt gammeldags, når jeg taler om drenge- og pigetøj, for hvorfor skulle piger ikke kunne gå i blåt og drenge i lyserødt..? Well, jeg er gammeldags. Kan godt lide, at der får lov at være forskel på kønnene - men det afskærer da ikke vores lille pige fra at kunne charme blenumse og trykknapper ud af hvilket som helst stykke babytøj, vi finder på at iføre hende, drenget såvel som übertöset.

Glem i den forbindelse selv den mindste lille strøtanke om, at min datter nogensinde skulle få lov at iføre sig beklædningsgenstande, som en eller anden mentalt ødelagt tøjdesigner har spoleret med lyserød kolorering og Hello Kitty-print.

Skulle da lige være ...

... eller ...

... eller ...

... eller ...

... eller ...

Lad i øvrigt være med at google "Goodbye Kitty" - der er grimme ting at finde out there. Meget grimmere end de forholdsvist humoristiske eksempler her. Ja, jeg skriver jo netop "forholdsvist" - det er ok at hade dem.