Snip snap snude

Et herligt, nyt kapitel af mit liv er begyndt. Det har givet mig lyst til mere nyt; mere forandring, fornyelse og forskønnelse. Derfor lukker jeg min kære blog, som jeg ellers forsøgte at friske op ved en omfattende arkivering tidligere på året, hvilket skulle vise sig ikke at være tilfredsstillende nok. Juliverset har da også fået sig en konkurrent.

I kulissen har jeg nemlig brygget på en ny blog, som egentlig var tænkt som en politisk og samfundsrevsende ventil i supplement til nærværende blog, men efter en halv snes blogposter har jeg måttet konstatere, at jeg ikke har det fornødne overskud til at blogge om så tunge emner - i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Eller udelukkende. 

Lidt en revser vil jeg dog altid være, og derfor har jeg da også bevaret den nye blogs oprindelige titel og udformning og valgt at gøre den til min primære platform for skriftlige udskejelser. En personlig, politisk, pjattet, prætentiøs, pludrende, pikeret, perlende, plat, påståelig, piget, pyntesyg, pågående og mulig pailletbesat blog. Håber jeg. Plus det løse.

Skriv til mig på juliverset@gmail.com, hvis du vil med på nye eventyr. Holder gammel og ny blog tilstrækkeligt adskilt til ikke at poste adressen her. En frisk start!

Tak for nu.

J.

Slutspurten førte skam til en baby.
En fuldstændig fantastisk baby.
Med god smag i strømper, endda.

Slutspurten

Er jeg klar til at skulle være mor? På ingen måde - det skulle da lige være i hjertet. 

Er fødslen lige om hjørnet? Ja, det må den være, selvom veerne ikke har indfundet sig endnu.

Har jeg lyst til at dokumentere hvert sekund af disse dage? Åh ja. Kan slet ikke rumme alle disse intense øjeblikke, men vil simpelthen så gerne mindes det hele, så jeg har lyst til at gemme alle indtryk og oplevelser i et indre smykkeskrin for at kunne dvæle ved dem sidenhen, hvor jeg måske bedre vil kunne forstå, hvad der rent faktisk foregår om ørerne og i maven på mig lige nu. 

Måske.

Regnbuens farver: RØD

Ville egentlig have skrevet en blogpost om mit bankende røde hjerte, som er formet af en ressourcefuld, kærlig og begivenhedsrig socialistisk barndom, for derefter at genopstå i min egen version, som en rød Fugl Fønix, i løbet af mine teenage- og voksenår, hvor jeg aktivt har udforsket, hvad jeg selv står for, i bund og grund, og hvad der er allermest meningsgivende for mig i dette liv - og det er fortsat Den Røde Tråd. Fra mit inderste, varmeste hjertekammer og hele vejen ud til det yderste aurafelt, jeg ville kunne præstere, hvis jeg ellers troede på den slags, er min grundfarve RØD.

Ville have skrevet om mine fabelagtige hippieforældre, som forsøgte at time min terminsdato og fødsel til Arbejdernes Internationale Kampdag, hvilket næsten lykkedes dem. 1. maj-fester har jeg da også været med til, fra jeg havde hjul under mig og blev transporteret liggende, og i størstedelen af min barndom havde vi en hjemmelavet, rød fane på gode 2-3 meter hængende midt i dagligstuen - pænt rullet sammen det meste af året, men dog alligevel et markant "møbel". Jeg ville have skrevet om mine første leveår i to forskellige kollektiver. Om alle de fantastiske mennesker fra hele verden, som mine forældre altid har omgivet sig med og budt ind i vores hjem. Om mine forældres hyggelige bryllup den 1. maj 1985, hvor min søster og jeg var blomster- og brudepiger klædt i rødt, og hvor brudeparret selv var iført rød kjole og pandebånd henholdsvis blå overalls og flipperskjorte - gæt selv fordelingen. Jeg ville have skrevet om vilde fester med hjemmebrygget vin, heftige diskussioner og dans natten lang. Om vores kælefår, Rosa. Om de flotte tinsmykker (et af dem kan ses her) og øvrig socialistpynt, inklusiv nævnte fane, som min far kreerede. Om hans guitar- og banjospil. Om min mors inspirerende og ukuelige engagement i studenteroprøret, DKP, Rødstrømpebevægelsen, Mødrehjælpen, Femø-lejren og en bred skare af medmennesker på rigtig mange planer. Og her er vi endnu kun få leveår inde i mit liv. Langt senere tog jeg selv den røde stafet op og fandt den mere end værdig til at blive båret i mine solidt knyttede næver; knuget til min brystkasse.

Men jeg er simpelthen så ukoncentreret og rastløs, at jeg ikke kan samle mig om ret meget, heller ikke tilbageskuende blogposter. Mit fokus er kun ét sted disse dage, som dog også får mit hjerte til at banke intenst: Hos min babypige i maven. Jeg tænker hele tiden på, hvordan hun mon har det, og hvornår hun mon dukker op. Om jeg mon når at få alting klart herhjemme, inden veerne melder sig. Eller vandet. De seneste mange måneders redebygning bliver jeg åbenbart aldrig helt færdig med, eller i hvert fald sent. Nå, men jeg bruger også tid og tankekraft på, om jeg mon kan ae maveskindet og få et puf retur..? Jo, det lykkedes - igen. Dejligt!

Nyindkøbt taske med smårøde indslag i form af nogle af mine yndlings-minibadges
og genbrugs-hippiekjole-kup fra Lysgaard, som var ubrugt og endnu
havde prislappen på, med plads til graviditet. Yay!

Her sidder kæresten og jeg på hospitalet på præcis 39+0, nemlig fredag, og venter på en tilvækstscanning, som det så uskønt hedder. I tillæg til CTG'en i tirsdags skulle scanningen fortælle os, om vores pige trives i maven, og om miljøet derinde er godt for hende. CTG'en så rigtig flot ud, og for mig var det ren meditation at ligge og lytte til min lille piges hjertelyd i 20 minutter, mens jeg kiggede ud på det spirende forår og trykkede på en knap, når lillepigen bevægede sig. God leg. Især fordi hun er så dygtig og aktiv og fordi alting så fint & flot ud - ellers kunne det nok have været en skrækindjagende øvelse.

Bemærk de klædelige Skechers, jeg har på. Med vand i ben & fødder har jeg opgivet at passe mine sædvanlige sko og støvler, så lige nu hopper jeg kun i disse bløde, fleksible snøresko og et par basketstøvler fra Vagabond med en god, blød bund, når jeg skal ud af døren. Går ellers ikke i sportssko til daglig, kun ved særligt magelige lejligheder. Sneakers er selvfølgelig evigcool, som nu min kærestes retro-Adidas ude til højre, men deciderede sportssko er altså hverken feminine eller stilige. Kun praktiske, som nu, i slutspurten af en graviditet, hvor man altså godt må være lidt magelig og komfortorienteret. Inklusiv de gravidgamacherleggings, man også vil kunne ane på billedet. Jeg ved godt, at gamacher leggings det hed de altså i min jyske barndom ... ikke er bukser, men det er de nødt til at være lige nu.

Maven er fortsat ikke overvældende stor ... men åbenbart stor nok til at rumme en flot bassebaby på hele 3.580 gram! Min norske graviditetsbog fortæller mig, at gennemsnitsvægten lige nu er ca. 3.390 gram. Åh, jeg blev så glad for at høre - og i få sekunder, mens den sure og utilnærmelige sygeplejerske, som burde skifte job eller i det mindste afdeling, målte vores mavemirakels hoved- og mavediameter samt lårben, se på skærmen - at hun er stor og sund. Og at der er godt med fostervand inde ved hende. Gør mig langt mere rolig i forhold til muligvis at måtte vente en uge endnu, før hun kommer til verden.

Hvert øjeblik er simpelthen så spændende, fordi der jo kan komme veer når som helst. Førnævnte graviditetsbog fortæller i den forbindelse, at veerne ofte starter om natten - det troede jeg faktisk ikke. Troede, det var langt mere almindeligt, at man var oppe og i bevægelse, når veerne satte ind. Ellers ved jeg ikke så meget om veer - har nøjedes med at bide mærke i en tekstbid, der sagde, at hvis man som kvinde er i tvivl om, hvorvidt et smertejag eller en krampetrækning nu er veer, så er det det ikke. Så jeg venter på åbenlyse veer. Og har fortsat ikke forstået, hvad der foregår. Heller ikke, hvis fødslen skal sættes i gang på fredag. Helt ubegribeligt ... og vanvittigt spændende!

Mens vi venter

Det var en særdeles spændende fredag. Klokken 14 havde den flinke obstetriker endnu ikke ringet, så da skred jeg til handling og ringede ham op. Ville ikke risikere, at han missede patientopkaldet til mig i dagens travle program og dernæst gik på weekend. Det er naturligvis ikke i akutkategorien at ringe med den slags meldinger, som vi skulle have, og som kan trumfes af alt muligt andet, der foregår på en hospitalsafdeling sådan en fredag eftermiddag - men for os hastede det. Obstetrikeren havde sagt til mig, at "hvis jeg får en hjerneblødning og ikke får ringet fredag, så må du lige ringe mandag". Jeg havde bare ikke lyst til at ringe mandag. Ville simpelthen så gerne vide besked. Kende dommen. Hvilket han var sød og forstående overfor.

Meldingen fra lægernes stikken hovederne sammen til middagskonferencen blev - fordi jeg ikke har synderligt store gravidgener og der ikke er noget akut på færde, fx svangerskabsforgiftning (heldigvis, da!) - at vores lille pige bør blive i maven til 40+0, hvis hun ikke selv pakker rejsetasken og dukker op forinden. Der er for store risici ved at sætte fødslen kunstigt i gang før terminsdatoen, blandt andet muligheden for vejrtrækningsproblemer og efterfølgende astmaproblemer hos det lille pus. Lad os da endelig undgå det - det var netop den slags risikovurderinger, vi ønskede fra specialisterne på Gyn-Obs. Og jeg bliver trods alt sat i gang på 40+0, hvis vi fortsat afventer veerne på det tidspunkt.

Til gengæld tilbød obstetrikeren os en ugentlig CTG samt en såkaldt tilvækstscanning, så vi kan holde øje med, at vores lille pige har det godt inde i maven - det er min primære bekymring; ikke at kunne holde øje med hende, selvom hun er så tæt på mig. Jeg ved desværre hvor galt, det kan gå, selv i mavens umiddelbart trygge miljø.

CTG venter i morgen foruden et ekstra jordemoderbesøg, og så skal maven scannes på fredag, hvorved vi får tilbudt et lille vindue ind til vores datter. Så spændende! Jeg håber at kunne se detaljer, fx hendes lille ansigt - længes sådan efter at se hende. Møde hende. Konstatere, at hun ligner en helt rigtig menneskebaby. Tælle fingre og tæer, hvis jeg kan se mit snit - ikke, at det er strengt nødvendigt, at hun præsterer 10 af hver slags, men det vil da være rarest for hende ...

Jeg - og vi - har jo bare heller ikke prøvet det her med at skabe nyt liv før og jeg vil gerne se, at miraklet rent faktisk lader sig gøre for min kæreste og mig med vores fælles genpøl ... men mon ikke, det gør?

Nu fik jeg jo et lille håb plantet i mig om måske at blive sat i gang på 39+0 eller deromkring, så for søren, hvor er ventetiden pludselig lang igen. Prøver dog at udnytte tiden bedst muligt, for den er jo i virkeligheden et privilegium, som jeg lige om lidt skal vinke mere eller mindre farvel til. Hedder det sig. Min kalender er da også propfuld af dejlige aftaler og jeg har mindet min kæreste om, at vi jo skal NYDE FRIHEDEN nu her, hvilket samtlige småbørnsforældre, vi kender, har indprentet os. Vi ved bare ikke helt, hvordan man gør den slags; en vældig konstrueret form for EKSTRA INTENS LEVEN, udover at opføre os, som vi har gjort de forløbne knap 9 år sammen, hvilket - sjovt nok - også er forløbet uden børn.

Hur som helst. I går eftermiddags mødtes vi med en af vores rigtig gode venner i Indre Bys solskin og gik ud til Østerbro, hvor vi spiste god mad og så "Inside Llewyn Davis" i Park Bio. Jeg har aldrig været i denne biograf før trods min trofaste gang i de øvrige københavnske biografer - okay, det er ikke helt korrekt formuleret, for jeg vælger altid Palads fra og har heller aldrig været i Vester Vov Vov. Vil gerne, glemmer det bare. Men de øvrige øvrige biografer, i det mindste.

Park Bio er hyggelig - nærmest som at være i biografen i bedstemors dagligstue. Shame on me, at jeg ikke har været derude før, men på mit mentale plan er Østerbro virkelig langt væk. Nærmest en slags københavnsk Sibirien, men sådan har mange folk på Østerbro det nok også med fx Amager. Jeg kan også bare godt lide, at min biograf er i gåafstand fra mit hjem, og godt nok gik vi til Østerbro i aftes (halvanden uge til termin, og kæresten og jeg havde allerede travet Indre By tynd - jeg siger det bare), men det er lidt en anden udflugt end de 10-15 minutters gang, som kæresten og jeg har hjemmefra til d'damer Dagmar og Gloria og deres kavalerer, Grand og Imperial. Jeg vil dog helt sikkert besøge den hyggelige Park Bio igen.

"Kjøbenhavns Philatelist Klub", "Tryk på hvidt ringetryk", hehe ...

Fine, gamle Indre By

Bindia på Trianglen, til gengæld, som vi tilfældigvis trillede ind på, da jeg havde lyst til indisk mad og restauranten så pæn ud, plus vi mente at have hørt godt om stedet, var overhovedet ikke min kop indisk restaurant. Et lille glas mangolassi til 50 (!) kroner er ikke nogen fair deal i min verden - og lassien har jeg desuden smagt bedre. Stedets karryer, som vel nok kan siges at udgøre fundamentet for det indisk-pakistanske køkken (altså, karry som sådan, ikke Bindias karryer), lod endvidere en del tilbage at ønske. Vi valgte alle tre en indisk platte; drengene en kødversion og jeg steg på den indiske ost, paneer, i kokkens udvalgte karry. Platterne, som stod i 165 kroner stykket, kom med ris, salat, raita og naanbrød til, hvilket viste sig at betyde et lille, halvt naanbrød til hver. Dét er altså dårlig stil - brød koster ingenting at fabrikere og servere, og jeg er en endog særdeles stor brødfan. Bestilte derfor en paratha som side dish (25 kr.), men det burde bare ikke være nødvendigt. Restauranter bør aldrig være fedtede med hverken brød til bordet eller vand fra hanen - min anden store kæphest er den unødvendige, men dog udbredte tendens til at tvinge kildevand i gæsterne på københavnske restaurationer. Det gjorde Bindia dog ikke. En lille optur kom også med regningen, der blev serveret med en skål mumset mango cream med granatæblekerner på toppen. Det er dog ikke nok til at lokke mig på restauranten igen - nu ser jeg også på hjemmesiden, at de har "fedtrigtig indisk mad" som undertitel. "Fedtrigtig", hvad er det dog for et skrækkeligt ord og koncept? Det var nok i hvert fald medvirkende til den kedelige karry. Paratha og mango cream var i øvrigt langt fra "fedtrigtige" ...

"Inside Llewyn Davis" var heller intet hit - det har Coen-brødrene gjort langt bedre, så vores forventninger var væsentlig højere end det niveau, som denne film sneg sig op på. Men det var en dejlig eftermiddag og aften i drengenes gode selskab. Den helt rette måde at NYDE FRIHEDEN på.

I bund og grund vil jeg hellere nyde vores lille pige i stedet for at tvangsnyde en voksentilværelse uden børn - hun må gerne snart dukke op. Prinsessen af Foråret.

Småbitte sutter, som venter på at blive kogt lige inden vi tager på hospitalet, så de kan være dugfriske til førstearvingen. Det er helt nye sutter, som vi har fået i før-fødsels-gave, men som jeg blot har pakket op og læst mig frem til rette håndtering af (kogning mindst 5 minutter, tjek!). Tænker også, det er fint, at lillepigen har nogle forskellige suttetutter (eller hvad gummidelen nu end hedder) at vælge imellem - nogle tutter er vel rarere at have i den lille, bløde mund, end andre. Bogen nedenunder er i øvrigt en, jeg løbende skriver i til min lille pige - føles lidt som at snakke med hende ...

Min favorit blandt sutterne - den er supercute med den dér lillebitte tut! Og pæn i al sin transparens. Fra mærket Tommee Tippee, som skulle være ugiftigt ifølge indpakningen, men hvad ved jeg om sutter..? Åh jo, jeg ved, at Natursutten er grim og klodset. Så jeg er helt klart tilhænger af denne gode, gammeldags type sut, men gerne uden giftige blødgørere og al den slags, som mine søskende og jeg - og en markant del af verdens befolkning - sikkert nok har smasket taknemmeligt i os i de mindre oplyste, men dog væsentlig mere afslappede og behageligt mindre hysteriske 1970'ere, 80'ere og 90'ere.

Knækket æggeskal

Har meldt mig til min første blogleg nogensinde, nemlig en fortællerunde i alle regnbuens farver, som Liv har sat i søen (eller på himlen), og som jeg læste om hos Løvinden. Hyggeligt er det i hvert fald at skulle tænke i farver den næste halvanden måned. Læs mere her eller ved at klikke på regnbuebanneret ovre til højre, hvis du også kunne have lyst til en farverig udfordring.

Indtil da er jeg neutral i farven. Mit indre lærred er komplet visket rent, ja, nærmest skræmmende blankt. Eller måske er min farve p.t. knækket æggeskal - det virker egentlig som en passende betegnelse for mit hoved. Er nemlig i en fuldstændig surrealistisk venteposition.

Én ting er, at jeg endnu ikke er lykkedes med at begribe, at jeg er gravid. Og fordi min graviditet stryger så smukt & planlagt af sted, så er jeg heller ikke blevet tvunget til at overveje min tilstand ret mange gange. Kun på positiv vis, men dér kunne vi lige så godt have talt om en helt anden kvinde. En, som garanteret er i meget bedre kontakt med sin indre urkvinde og den dér biologisk indprentede moderlighed, end hvad jeg kan påstå at være.

Noget helt andet er, at det pludselig går rigtig, rigtig stærkt med denne her graviditet, som jo er min og tæt på 38+0, og at vi lige nu faktisk er ved at planlægge selve ankomsten for det lille forårsbarn, som jeg bærer i min mave. Og der er ikke tale om planlægning à la taskepakning og indkøb/leje af autostol, før veerne melder sig eller vandet går, hvilket jo alligevel ikke lader sig gøre fuldt ud. Nej, konkret fødselsplanlægning. Med dato og det hele.

I dag var kæresten og jeg til samtale med en flink og lyttende obstetriker på hospitalet. I morgen tager obstetrikeren vores sag med til lægekonference for at få input fra kollegerne, inden de kommer med en fælles udmelding og dermed en samlet plan for min fødsel. Med en dato. For igangsættelse. Senest på terminsdatoen. Hvis jeg da ikke føder spontant inden da. Men formentlig bliver igangsættelsen allerede i 38- eller 39+noget. Fordi jeg har en tragisk familiehistorie bag mig, hvad dét at gå over tiden angår, og derfor (måske) bekymrer mig mere end de fleste, nu hvor min baby er fuldbåren og faktisk godt kunne komme ud, teoretisk set.

Telefonopkaldet i morgen er samtidig en slags dom, der afsiges, for ved at godkende planen om lægekonferencen har vi samtidig frasagt os retten til at rokke ved lægernes planlægning, medmindre noget akut indtræffer - og det håber vi jo ikke. Skulle da lige være en helt naturlig fødsel, som selvfølgelig er at foretrække fremfor igangsættelse. Men det er også fint at slippe for indsigelsesmuligheden, for det endelige valg og den implicitte risikovurdering bør ikke være vores, men fagkundskabens.

Men altså. Kort sagt. I morgen får vi muligvis vores lille piges fødselsdag at vide - en dato, hvortil formentlig skal lægges 1-2 dages ventetid, fra processen sættes i gang, for rent faktisk at kende fødselsdagen. Men alligevel. Hold da fast. Uvirkelighed².

I min barndom hed den "Smukke Sally-kjolen".

Den er også vældig fin med sit sarte, gammelrosa stretchstof og sølvglimmer i skørtet. Den har jeg sørme danset meget rundt i og bagefter blev den lagt tilbage i klæd-ud-kassen, som rummede mange fine kjoler til små, fine damer. Utroligt, at den har holdt alle disse år uden synligt slid eller huller.

Vores lille pige vil nok kunne passe den, når hun er en 3-4 år, men jeg har vasket den og hængt den lidt op. Bare for hyggens skyld. Og nu fik den lov at beklæde vores bly (men dog sædvanligvis nøgne) viol i stuen til en fotosession.

Måske bliver vores datter slet ikke kjoletypen. Det gør ikke spor. Vi finder ud af det. Finder ud af a-l-t-i-n-g. Hun skal bare komme. Aldrig var nogen så velkommen.

Markant milepæl i en gylden graviditet

Min mormor (f. 1910) nåede at blive 94 år gammel og livsled, og hun var tidligt ude med en sarkasme, som vi er forholdsvist fortrolige med i moderne tid, men som ikke på samme vis sømmede sig i gamle dage, hvor kammertonen herskede. Åh, kammertone, dig kan jeg virkelig længes efter. Jeg er da heller aldrig blevet personligt fortrolig med sarkasme og misforstår ofte folk, når de benytter sig af denne udtryksform, hvor jeg som regel, til at starte med, tager dem alvorligt. Jeg tager generelt mine medmennesker alvorligt, hvis de sædvanligvis opfører sig voksent og ansvarligt. Hvis jeg kender den spydige person godt, skynder jeg mig da også at frabede mig den slags tvetydig tale i fremtiden. Synes ikke, at sarkasme er behageligt endsige nødvendigt i daglig kommunikation mellem voksne.

Tilbage til min mormor, som især dyrkede ét sarkastisk yndlingsudtryk: "Det går godt, det lille guldur!". Hvilket betegner det stik modsatte, nemlig en kikset, trist eller decideret tragisk tilstand. Sådan sad hun tit, min mormor, lettere tilbagelænet i en slags udkigspost, hvorfra hun kunne konstatere og påpege dysfunktionelle øjeblikke i familien med et bittert, bedrevidende drag om munden. Lang levetid er i sandhed ulige fordelt.

Hur som helst. Jeg er modstander af sarkasme, men tilhænger af min mormors udtryk, omend jeg ikke var specielt stor fan af selve mormoderen. Jeg synes udtrykket er sødt og helt specielt. Ser det lille guldur for mig; hvordan det tikker glad og en smule overenergisk af sted (ligesom den stakkels vindmølle, der blev lidt for kåd og "se mig!"-agtig), og har egentlig lyst til at bruge vendingen i en positiv forstand.

Så det vil jeg hermed gøre: Det går rigtig godt, det lille guldur! Jeg er højgravid og topglad. Præmiebabyen i min bug opfører sig, som man næsten kun kan drømme om, da hun løbende har gjort alt det, som min graviditetsbog fortæller mig, at hun helst skal gøre, og dét nærmest på klokkeslæt: Begyndte at røre på sig i maven, da det var tid for den slags fornemmelser; begyndte at være særdeles aktiv derinde, da hun var stor nok til det; begyndte at udvise en form for døgnrytme, da man kunne forvente det; begyndte at hikke, da det var normaltilstanden; og som det seneste, fantastiske tiltag, så sørgede hun for at lægge sig i hovedstilling, inden pladsen blev for trang (og truslen om manuel babyvending på hospitalet for nærværende), endda med ansigtet ind mod min rygrad. Intet stjernekiggeri her. Dygtig pige. Dygtig, dygtig pige!

I går nåede vi 37+0, min mønsterbaby og jeg. Sikke en milepæl - den har jeg ventet på. Nu er vores lille pige fuldbåren, som det så højstemt hedder, og skal blot tage lidt ekstra vægt på frem til fødslen, som kan foregå når som helst - hun er KLAR. Færdigskabt. Stærk og beredt på denne verden, håber jeg da. Godt nok vurderede jordemoderen hende, ved et standardtjek sidste uge, til at være lidt mindre end gennemsnittet vægtmæssigt, men det er jo blot fordi hun er en yndig, lille ballerina! Mon pètite bébé chéri (pardon my French, hvis det ikke er helt korrekt)!

Det kan meget vel være, at hendes mor vejede 4.200 gram ved fødslen (endda før termin - men jeg var også en meget høj/lang baby! Og i øvrigt min mors nemmeste fødsel!) og sidenhen er vokset til mandshøjde og en størrelse 42 i sko, men sådan bliver det ikke for min datter. Næh nej. Eller, altså ... hun må nu gerne slægte mig på højdemæssigt, for det er dejligt at være høj. Men på den feminine, pètite måde, naturligvis.

Hun har jo også vist sig at have yndige alfeører, det graciøse pigebarn, hvis man skal tro scanningsbilledet. Hvilket går eventyrligt fint i spænd med, at hendes mor - som en af de eneste gravidgener, jeg overhovedet har oplevet - p.t. er udstyret med hobbitfødder (nu ikke ét ord om moderens graciøsitet eller mangel på samme). De seneste uger har jeg fået lidt vand i underben og fødder, og sidstnævnte ligner helt klart noget ophovnet og trekantet, der kunne medvirke i en Tolkien/Jackson-produktion og bevandre herredet helt uden at måtte støbes i gummi først (OBS: "Hobbit feet" er endnu en ting, man ikke bør billedgoogle).

Freeman & Jackson. Mindedes ikke, at hobbitfødder var så behårede
- den del er jeg lykkeligvis sluppet for ...

Men det er virkelig også dét. Jeg har været SÅ heldig med denne graviditet og med min nemme, dygtige baby i maven. Har kun taget de kilo på, som barn + tilbehør vejer, og bortset fra de seneste ugers tyngdefornemmelse i bækkenet, når jeg fx er ude at gå eller står op gennem længere tid, samt min manglende evne til at løfte tunge ting, sove på maven (og sove uden at få døde arme og hænder - hej, karpaltunnelsyndrom), passe normalt tøj og den slags småting, så er det let og decideret hyggeligt (!) at være gravid i 8. måned. Det havde jeg godt nok aldrig troet. Heller ikke, at jeg skulle være så rolig på nuværende tidspunkt.

Hvad angår normalt tøj, så har jeg faktisk lige kunnet købe et par helt almindelige jeans, som sidder pænt på bagdelen og som kun skal specialindrettes en lille smule med et elastikbælte ... og åbenstående knap, når jeg er hjemme og kan slappe af, fordi H&M havde et par med masser af stretch i stoffet på udsalg, som viste sig at passe perfekt. Købte dem i et anfald af denimabstinenser, for selvom graviditeten er nem, så kan jeg godt mærke, at nu har jeg godt nok været gravid længe. Nu vil jeg godt snart have min normale krop tilbage. Et friere tøjvalg. Og valg af sovestilling. Al den slags.

Nye ikke-gravid-jeans (!), tykke hjemmesokker (det er ikke vand det hele), "The Bourne Identity" (jeg huskede den som bedre) på tv, og vand med isterninger samt telefon og MacBook indenfor rækkevidde (belejligt ved kedeligt filmvalg) - så glider ophovnede ben og fødder temmelig meget i baggrunden (omend løftet op på puder for at udnytte tyngdekraften) sådan en dejlig fredag aften, hvor jeg forinden havde fået klaret nogle flere babyindkøb såsom puslehynde og madras til barnevognsliften. Min kæreste var væk i aften-nattevagt. Så må man som gravid kvinde (og alle andre, i øvrigt) gerne slappedase på sofaen med semiskod-tv og hygge sig med at ae babyen i maven, når hun rører på sig. Dét kommer jeg til at savne, når først hun er blevet født - men der skulle jeg så meget gerne kunne ae hende direkte på den bløde babyhud. Hun kan så bare ikke puffe til mit maveskind indefra længere. Den dér helt særlige og ret fantastiske sci-fi-fornemmelse, som godt nok er svær at sætte ord på.

Summa summarum. Dette hersens GRAVIDITET, som lyder så alvorligt, og hvor alene tanken om det har skræmt mig i årevis, er langt mere fantastisk, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Hvorfor hører man mon alle disse her skrækindjagende og deprimerende graviditetsfortællinger fra moderne mødre? Er det som oftest ubehageligt for kvinder nutildags at være gravide og har jeg blot været umådeligt heldig? Heldigvis har min mor og andre kvinder fra hendes generation, samt nogle få fra min egen, vejet ind med glade beretninger om lykkelige gravidforløb, så jeg har da haft visse positive forventninger boblende i mig, men blot ikke turdet lade dem dominere. Før nu.

Fødslen spekulerer jeg heller ikke meget på. Glæder mig simpelthen så meget til at møde vores lille pige, at man nærmest kan byde mig hvad som helst; smerter og nåle ad libitum, hvis blot hun kommer rask og uskadt til verden. Måske bliver jeg klogere, når veerne indfinder sig - måske ikke. Indtil da vil jeg i hvert fald nyde vores præmiebaby og min dybt priviligerede gravidtilværelse i fulde drag.

Av, mine maver

Hvad har jeg så udrettet i dag? Jo, jeg har skiftet vand på den smukke buket blomster, som min søster uden videre begavede mig med i torsdags. Hvor blev jeg dog glad og helt overvældet - får ikke så tit blomster, og da slet ikke uden nogen åbenlys grund. Og der var hængt en æske chokolade på buketten, og det sødeste kort. Ej, men altså.

Jeg har også spist to skiver ristet brød i dag. Drukket rød saftevand. Og netop sat en slat havregrød til at koge på komfuret. Hostet en masse. Sovet mest muligt, som smerterne nu tillod det. Været ved lægen. Åh ja, og indledt morgenen med den helt store opkasttur, hvor frokosten fra i går åbenbarede sig. Så ved man, at der er systemnedbrud.

Maveinfektionen har ramt mig, og det endda en grum én af slagsen. 

Var på farten hele dagen i går, med IC-tog og alting, og undrede mig over, at jeg blev langt mere køresyg i både tog og busser, end jeg plejer. Min appetit dalede endvidere i løbet af dagen og allerede fra morgenstunden var den nedsat, men jeg spiste også nogle lidt underlige på-farten-ting og en lunken gulerodssalat, som jeg havde pakket tidligt om morgenen, hvilket jo godt kunne forklare en manglende madlyst. Tror i øvrigt ikke, at gulerodssalaten - lunken eller ej - var synderen, for inkubationstiden på denne type infektioner er flere døgn. Men ærgerlig var salaten nu og jeg måtte smide halvdelen ud.

Til provinstilflyttet venindes middag om aftenen blev det decideret pinligt, at jeg sad og stak til den mad, hun så sødt havde tilberedt. Kunne næsten ikke tvinge det ned, især ikke desserten. På dette tidspunkt tænkte jeg, at det nok var graviditeten og dertil hørende træg mave, der var på spil, for jeg mangler generelt evnen til at indtage større måltider for tiden - bliver lynhurtigt stopmæt. Men dette her var nu nærmest med lysets, ikke lynets hast. Måtte hen at sidde og hænge i venindes sofa efter middagsfadæsen og få benene lidt op, men det hjalp bare ikke effektivt på de mærkelige mavefornemmelser.

Havde held-i-uheld-agtigt en Orange-billet, der krævede min afsked med veninden på et bestemt tidspunkt (ellers kan venindemiddage godt gå hen og trække en smule ud, hvis det står til mig), og i taxaen til stationen gjorde min mave virkelig ondt - men hvilken mave? Gravid- eller spisemaven (det er ikke min mening at forfalde til småbarnlig lingo, men gider ikke lige snakke om "livmoder" og den slags)? Aldrig har en togtur hjem til København føltes så rædsom og lang, for jeg måtte sidde bomstille, så mavekramperne ikke manifesterede sig alt for kraftigt, og for samtidig at holde kvalme og opkasttrang, som nu var udtalte størrelser, nogenlunde i ave. Heldigvis bobbede lillepigen aktivt rundt i maven, så jeg krydsede alt, hvad krydses kan, for at hun var okay derinde. 

Allerede inden toget trillede ind på Hovedbanen vidste jeg, at en bus hjemad var en tåbelig idé - det ville både være umenneskeligt og fuldstændigt uoverskueligt. Sprang (læs: kravlede) derfor på endnu en taxa og ringede til min kæreste, så han kunne komme ned og hente mig og mine tunge tasker på gaden. Nåede at tænke, om jeg mon skulle have påført mig selv disse mavesmerter ved at være på farten med bøger, computer og lignende som oppakning, for hvor meget bør man egentlig bære på, når man er forholdsvist tæt på termin? Så vidt, jeg er oplyst, må man vurdere det løbende alt efter, hvordan man har det fysisk. Og jeg syntes rent faktisk ikke, at taskerne havde været urimeligt eller uansvarligt tunge i løbet af dagen, før jeg fik det virkelig skidt. 

Kom til at græde, da jeg fik min kæreste i røret, for jeg var nu helt til rotterne fysisk og desuden bekymret for min lille pige i maven. Den stakkels, ældre taxamand blev helt berørt af det. Tilbød at hjælpe med at få mig & mine tasker godt op i lejligheden, men min kæreste kunne nu fint magte opgaven. Sødt af chaufføren, dog. Jeg måtte også gerne få turen gratis, hvis jeg ville ud af bilen hurtigt og slippe for Dankort-ventetiden. Supersødt. 

Her er det nok på sin plads at nævne, at min kæreste er læge. Derfor var det oplagt for mig at skulle hjem og ikke fx på skadestuen. Min kæreste havde dog taget jakke på og bilnøglen med ned, for han ville lige vurdere på stedet, om vi skulle direkte videre på selvsamme skadestue. Jeg ville dog gerne op i lejligheden og forsøge lige at ligge lidt ned og slappe af, for det havde jeg ikke haft mulighed for hele dagen, og måske var jeg simpelthen overanstrengt i krop og gravidmave.

Men nej. Sikke en nat, der fulgte. Sov meget få timer på grund af stædige, vedholdende mavekramper og en insisterende kvalme, og tidligt i morges besluttede jeg i samråd med min kæreste - som selvfølgelig undersøgte min mave, da vi kom op i lejligheden, og tippede maveinfektion fremfor graviditetsrelaterede smerter - at jeg skulle ringe til akutlinjen for gravide for en god ordens skyld, hvis de lige ville tjekke mig. Her blev jeg imidlertid enig med vagthavende jordemoder om at kontakte min egen læge, når de åbnede for telefonerne, og lige få tjekket infektionstal med mere. Hun hældede også mest i retning af maveinfektion i kombination med plukveer, hvilket løbende har forvirret mine smertefornemmelser.

Kort resumé af dagen, der fulgte, udover de spændende højdepunkter, som fik lov at indlede denne blogpost: Alt tyder på maveinfektion, som åbenbart er i omløb for tiden, og vores lille pige i maven har det godt og er vanligt aktiv. Mors dejlige pige! I morgen får jeg dog taget supplerende blodprøver for at udelukke svangerskabsforgiftning. Ja tak - det skal vi ikke nyde noget af.

Det kan virkelig ikke anbefales at samle en maveinfektion op i 33. graviditetsuge. Umådeligt dårlig kombination. Alt for mange bekymringer. Oveni hatten har jeg måttet aflyse spændende møder i dag og i morgen, da jeg ikke vil risikere at smitte folk, og min i forvejen irriterende hoste; sidste rest af de seneste ugers forkølelse, har besluttet sig for at tage til i styrke. Så jeg er ikke mange sure sild værd her i min tæppehule på sofaen udover guldet i maven. Gaven i maven. Altså, lillepigen (!). Må nok også hellere aflyse min brunchaftale med to andre højgravide på fredag, nu de er ekstra sårbare for infektioner. Darn!

Én enkelt fordel har der dog været ved at blive syg på denne vis oveni graviditeten: Min største gravidlast, isterninger. Jeg har fået smag for nogle store, skønne, færdigstøbte terninger (iscylindere, er det faktisk), som vores lokale brugs får leveret fra et firma i England, og som består længe i glasset. Isterninger skal nemlig knases - det er en stor del af fornøjelsen. Og det er bare ikke det samme med isterningeposer og egenproduktion - poserne er dybt irriterende og terningerne smelter alt for hurtigt. Men jeg ved da godt, at det er syndigt at købe et miljøbelastende, importeret vandprodukt, når vores egen vandhane leverer dejligt, iskoldt og velsmagende københavnsk vand. Purified water from West Yorkshire eller ej. Men så længe mine synder holder sig på dette plan, så fred være med dem. Og nu havde jeg så pludselig isterninger at stoppe i den røde saftevand, som har erstattet mit vanlige fødeindtag. Mums!

Always look on the bright side of illness. Jeg er bare så glad for, at min lille pige har det godt trods moderens virale infektioner. Og for mine engelske iscylindere.

Tornerose bar et vakkert barn

Det er ingen slåfejl. Heller ikke, selvom v og b er naboer på tastaturet. Det er derimod en fiks, lille omskrivning af en af sanglegene i min barndoms yndlingssangbog, "Dig og mig og vi to ...". I min barndomsversion af bogen var hvert andet sideopslag i sort/hvid, så man selv kunne farvelægge de søde tegninger - det fik jeg i hvert fald lov til af mine forældre. Takket være selvsamme forældre - og en livslang sangglæde - kan jeg i øvrigt sangene i bogen (nærmest) udenad (skal nok blive effektivt genopfrisket de kommende år). Samme gælder "Halfdans ABC"; endnu en favorit.

Tornerose, det er mig. Jeg sover og sover og sover disse dage. Der er egentlig fuld fart på mine studier og jeg burde være i tilsvarende omdrejninger, men på en længe ventet og tiltrængt ferie sydpå sidste uge blev jeg ramt af en stormende forkølelse (NOT fair!), som stadig hænger ved, og sammen med den bedøvende gravidtræthed har jeg virkelig haft brug for søvn. Og mere søvn. 

Når min kæreste tager på arbejde om morgenen, står jeg derfor op sammen med ham og kysser farvel, men selvom jeg kæmper for at blive oppe og være produktiv, så overvælder søvntrangen mig dag efter dag. Jeg kan ikke nøjes med de korte nætter, som kæresten og jeg deler, og selvom jeg forsøger at sætte et vækkeur til en rimelig ekstrasøvnmængde (1-2 timer), så snoozer jeg mig vej igennem det. Timevis (yderligere 1-2 timer) går gerne med at forlænge søvnen med de berusende 10 minutters ekstra søvn, der er som et lifligt narkotikum for mit halvvågne jeg. "Ascending"-tonen på iPhone er i sandhed en pauver prins, for jeg vågner kun lige nok til at tap'e telefonen (mmmh, snoooooze!) eller få slået alarmen helt fra med en hurtig slide for dernæst at slumre ind igen, som havde jeg stukket mig på en effektivt sovemiddelforgiftet ten. Når jeg vågner, har jeg mistet en god bid dag, og det er temmelig frustrerende, når jeg faktisk har en masse, jeg burde nå.

Heldigvis er al den søvn, så vidt jeg ved, sundt og godt for det vakre barn, jeg bærer på, som i hvert fald hopper glad, når mor placerer sig i horisontal position og giver plads for lidt friere udfoldelse i mavehulen. På utallige opfordringer (okay, én) skal I da også få det længe ventede (jo, sig det nu!) og meget yndige mavebillede af lillepigen og undertegnede i skøn forening:

Ja, det er så maven omkring 30+3 set fra mit perspektiv. Er ikke helt klar til et full-blown mavebillede i profil, men til gengæld er maven her inklusiv det flotte kvindetegn, som min far har støbt i tin, da han og min mor var unge, kreative hippier (ja, jeg har naturligvis en tilsvarende med hammer & segl, og min mor har en hel samling rummende blandt andet rødstrømpemærket). Et kært arvestykke, som på ferien fik lov at krone prinsessen af foråret derinde i maven. 

Gæt i øvrigt, hvem af min bror og jeg, der drak mojito henholdsvis pære- og avocadosmoothie på strandbaren/spastedet, jf. bordets indretning..?! Men det var nu en god smoothie, skal siges. Min mor prøvede for første gang en Long Island Iced Tea og blev helt bims i middagsvarmen, hvilket hun var lidt beklemt ved. Sødt. Jeg går absolut ind for hyggelige, små feriebuzzes - også tidligt på dagen. Brunch & Bubbles og al den slags. Når ikke lige jeg er gravid. 

På et krydstogt med min mor, snuppede vi en af dagene til søs en cocktail omkring middagstid og gik derefter til fitness (med havudsigt, jojo da) - vi var lige ved at tage drinken (eller en supplerende) med derhen og placere den i løbebåndets holder til drikkedunken. Altsammen fordi det var sjovt og depraveret. Træningen var absolut ikke optimal den dag, men vi havde en fest.

Tasken på borden er et af mine yndlings-genbrugsfund og sjovt nok den taske, jeg nogensinde har ejet, der har indkasseret flest spontane komplimenter på gadeplan, selv fra mænd (!). Den er italiensk af oprindelse, betrukket med et gobelin-lignende stof og motivet er et festklædt par i en slotspark. Dejlig, lille håndtaske, som har tjent mig vel de seneste 3-4 år. Købt, af alle steder, i en genbrugsbutik på Ærø. Elsker provinsgenbrugsbutikker; der er virkelig perler at høste blandt varerne.

Her er den egentlige udsigt fra strandbaren (ved ikke, hvorfor billedet står skævt - dumme iPhone). Ser det ikke bare dejligt ud? Også selvom de mange smækre surfere ikke er umiddelbart synlige på dette billede ...

Det var i hvert fald en skøn ferieuge, minus forkølelsen. Ferieluksus en prinsesse værdig ... to prinsesser! Mor og datter. Tornerose, som glæder sig til at overstå dette enorme søvnkrav fra en gravid & forkølet krop, og hendes vakre barn; Prinsessen af Foråret. Hvor jeg dog glæder mig til at se hende, holde hende, dufte hende, kysse hende ...

Når jeg sidder og skriver ved bordet i stuen, så støder min mave indimellem mod bordpladen og det sker ikke sjældent, at det medfører et lille puf indefra. En slags respons på trykket fra bordet lige dér, hvor bord møder mave, og maveskindet er godt udspilet. Får altid et lille chok, af den gode slags, for puffet føles ligesom et prik på skulderen og et "hej!" fra vores lille pige. SÅ hyggeligt. Lige nu bølger hun også rundt derinde; som et tordenvejr, der ruller over himlen, får hun maven til at ændre facon. Det bliver ved med at være dybt fascinerende for mig, men der er jo også en udvikling i bevægelserne. Hun bliver mærkbart større og stærkere, førstearvingen.

I morges slog det mig for første gang, som jeg lå og vågnede sammen med min aktivt hoppende baby, at de små serielle hop fra lillepigen er de dér hik, som gravide & gravidbøger beskriver. Så hikke kan hun skam også præstere, det vakre barn. Så dygtig, hun er!

Okay, lad os snuppe endnu et mavebillede - hvor slemt kan det lige være (åååh, jeg føler anonymiteten skride - har allerede afsløret en af mine yndlingstasker, og nu..!)? Billedet er endnu et feriefoto fra sidste uge; fra en visit i en dyrepark. Egentlig bryder jeg mig ikke om dyreparker og zoologiske haver (hvad er mon egentlig forskellen? Videnskaben bag..?), men mine rejsefæller overtalte mig, og det blev heldigvis en rigtig fin udflugt til en pæn park, hvor dyrene havde plads at færdes på og lod til at være i god trivsel. Inklusiv et imponerende kamelreservat med hele 400 brølende baby- og voksenkameler. 

Nå, men here goes; mig & en flok flotte flamingoer - bemærk, at jeg har smykket mig til anledningen. Et af mine yndlingssmykker, købt hos herlige Pang på Christianshavn, så nu ingen kække bemærkninger om "smykke købt i dyreparkens souvenirbutik?" ...

Det er en lok hår dér til venstre for mit ansigt (min højre, jeres venstre),
ikke et funky, solgennemskinneligt hageparti - beklager ...

Ja, den har et flot, lyserødt diamantøje, min flamingo.
Jeg er, naturligt nok, pænt begejstret for den.

Den opmærksomme læser ... arh, okay, man skal nok kende mig for at se, at jeg - udover forkølelsen - var blevet velsignet med vand i kroppen på ferien, hvilket især gik ud over hænder, arme og ben. Jeg havde - med min mors smukke udtryk for tykke ankler - "lår i skoene" det meste af ferieugen, hvilket kan hænge sammen med, at jeg stod & gik en hel del mere, end jeg gør herhjemme i mit magelige studieliv. Vandet har i hvert fald trukket sig fra min strandbred igen. Og selv sovende skønheder (jaja, ubeskedne mig, men det kaldes Tornerose jo altså indimellem, fx på engelsk!) kan vel blive ramt af den slags forbigående gravidgener.

Kan i øvrigt melde, at dyreparkens giraffer så ud til at være toptunede, glade og veltilpasse. Bare lige for en god ordens skyld og da jeg ved, at emnet optager mine landsmænd og dét i en helt uhørt, ja, nærmest uanstændig grad, så "andedam" end ikke dækker den følelse, man sidder tilbage med, længere. Jøsses, mand. Men giraffer er søde dyr, det medgiver jeg.

Min bror fik en våd hilsen på sin fremstrakte hånd - imødekommende dyr, sådan nogle giraffer ...

Det blev en lang blogpost. Sådan er dét. Det er også længe siden, jeg har skrevet, og trods træt- og travlhed har jeg en masse på hjerte til min kære blog. Fortsættelse følger.