Regnbuens farver: RØD

Ville egentlig have skrevet en blogpost om mit bankende røde hjerte, som er formet af en ressourcefuld, kærlig og begivenhedsrig socialistisk barndom, for derefter at genopstå i min egen version, som en rød Fugl Fønix, i løbet af mine teenage- og voksenår, hvor jeg aktivt har udforsket, hvad jeg selv står for, i bund og grund, og hvad der er allermest meningsgivende for mig i dette liv - og det er fortsat Den Røde Tråd. Fra mit inderste, varmeste hjertekammer og hele vejen ud til det yderste aurafelt, jeg ville kunne præstere, hvis jeg ellers troede på den slags, er min grundfarve RØD.

Ville have skrevet om mine fabelagtige hippieforældre, som forsøgte at time min terminsdato og fødsel til Arbejdernes Internationale Kampdag, hvilket næsten lykkedes dem. 1. maj-fester har jeg da også været med til, fra jeg havde hjul under mig og blev transporteret liggende, og i størstedelen af min barndom havde vi en hjemmelavet, rød fane på gode 2-3 meter hængende midt i dagligstuen - pænt rullet sammen det meste af året, men dog alligevel et markant "møbel". Jeg ville have skrevet om mine første leveår i to forskellige kollektiver. Om alle de fantastiske mennesker fra hele verden, som mine forældre altid har omgivet sig med og budt ind i vores hjem. Om mine forældres hyggelige bryllup den 1. maj 1985, hvor min søster og jeg var blomster- og brudepiger klædt i rødt, og hvor brudeparret selv var iført rød kjole og pandebånd henholdsvis blå overalls og flipperskjorte - gæt selv fordelingen. Jeg ville have skrevet om vilde fester med hjemmebrygget vin, heftige diskussioner og dans natten lang. Om vores kælefår, Rosa. Om de flotte tinsmykker (et af dem kan ses her) og øvrig socialistpynt, inklusiv nævnte fane, som min far kreerede. Om hans guitar- og banjospil. Om min mors inspirerende og ukuelige engagement i studenteroprøret, DKP, Rødstrømpebevægelsen, Mødrehjælpen, Femø-lejren og en bred skare af medmennesker på rigtig mange planer. Og her er vi endnu kun få leveår inde i mit liv. Langt senere tog jeg selv den røde stafet op og fandt den mere end værdig til at blive båret i mine solidt knyttede næver; knuget til min brystkasse.

Men jeg er simpelthen så ukoncentreret og rastløs, at jeg ikke kan samle mig om ret meget, heller ikke tilbageskuende blogposter. Mit fokus er kun ét sted disse dage, som dog også får mit hjerte til at banke intenst: Hos min babypige i maven. Jeg tænker hele tiden på, hvordan hun mon har det, og hvornår hun mon dukker op. Om jeg mon når at få alting klart herhjemme, inden veerne melder sig. Eller vandet. De seneste mange måneders redebygning bliver jeg åbenbart aldrig helt færdig med, eller i hvert fald sent. Nå, men jeg bruger også tid og tankekraft på, om jeg mon kan ae maveskindet og få et puf retur..? Jo, det lykkedes - igen. Dejligt!

Nyindkøbt taske med smårøde indslag i form af nogle af mine yndlings-minibadges
og genbrugs-hippiekjole-kup fra Lysgaard, som var ubrugt og endnu
havde prislappen på, med plads til graviditet. Yay!

Her sidder kæresten og jeg på hospitalet på præcis 39+0, nemlig fredag, og venter på en tilvækstscanning, som det så uskønt hedder. I tillæg til CTG'en i tirsdags skulle scanningen fortælle os, om vores pige trives i maven, og om miljøet derinde er godt for hende. CTG'en så rigtig flot ud, og for mig var det ren meditation at ligge og lytte til min lille piges hjertelyd i 20 minutter, mens jeg kiggede ud på det spirende forår og trykkede på en knap, når lillepigen bevægede sig. God leg. Især fordi hun er så dygtig og aktiv og fordi alting så fint & flot ud - ellers kunne det nok have været en skrækindjagende øvelse.

Bemærk de klædelige Skechers, jeg har på. Med vand i ben & fødder har jeg opgivet at passe mine sædvanlige sko og støvler, så lige nu hopper jeg kun i disse bløde, fleksible snøresko og et par basketstøvler fra Vagabond med en god, blød bund, når jeg skal ud af døren. Går ellers ikke i sportssko til daglig, kun ved særligt magelige lejligheder. Sneakers er selvfølgelig evigcool, som nu min kærestes retro-Adidas ude til højre, men deciderede sportssko er altså hverken feminine eller stilige. Kun praktiske, som nu, i slutspurten af en graviditet, hvor man altså godt må være lidt magelig og komfortorienteret. Inklusiv de gravidgamacherleggings, man også vil kunne ane på billedet. Jeg ved godt, at gamacher leggings det hed de altså i min jyske barndom ... ikke er bukser, men det er de nødt til at være lige nu.

Maven er fortsat ikke overvældende stor ... men åbenbart stor nok til at rumme en flot bassebaby på hele 3.580 gram! Min norske graviditetsbog fortæller mig, at gennemsnitsvægten lige nu er ca. 3.390 gram. Åh, jeg blev så glad for at høre - og i få sekunder, mens den sure og utilnærmelige sygeplejerske, som burde skifte job eller i det mindste afdeling, målte vores mavemirakels hoved- og mavediameter samt lårben, se på skærmen - at hun er stor og sund. Og at der er godt med fostervand inde ved hende. Gør mig langt mere rolig i forhold til muligvis at måtte vente en uge endnu, før hun kommer til verden.

Hvert øjeblik er simpelthen så spændende, fordi der jo kan komme veer når som helst. Førnævnte graviditetsbog fortæller i den forbindelse, at veerne ofte starter om natten - det troede jeg faktisk ikke. Troede, det var langt mere almindeligt, at man var oppe og i bevægelse, når veerne satte ind. Ellers ved jeg ikke så meget om veer - har nøjedes med at bide mærke i en tekstbid, der sagde, at hvis man som kvinde er i tvivl om, hvorvidt et smertejag eller en krampetrækning nu er veer, så er det det ikke. Så jeg venter på åbenlyse veer. Og har fortsat ikke forstået, hvad der foregår. Heller ikke, hvis fødslen skal sættes i gang på fredag. Helt ubegribeligt ... og vanvittigt spændende!