Mens vi venter

Det var en særdeles spændende fredag. Klokken 14 havde den flinke obstetriker endnu ikke ringet, så da skred jeg til handling og ringede ham op. Ville ikke risikere, at han missede patientopkaldet til mig i dagens travle program og dernæst gik på weekend. Det er naturligvis ikke i akutkategorien at ringe med den slags meldinger, som vi skulle have, og som kan trumfes af alt muligt andet, der foregår på en hospitalsafdeling sådan en fredag eftermiddag - men for os hastede det. Obstetrikeren havde sagt til mig, at "hvis jeg får en hjerneblødning og ikke får ringet fredag, så må du lige ringe mandag". Jeg havde bare ikke lyst til at ringe mandag. Ville simpelthen så gerne vide besked. Kende dommen. Hvilket han var sød og forstående overfor.

Meldingen fra lægernes stikken hovederne sammen til middagskonferencen blev - fordi jeg ikke har synderligt store gravidgener og der ikke er noget akut på færde, fx svangerskabsforgiftning (heldigvis, da!) - at vores lille pige bør blive i maven til 40+0, hvis hun ikke selv pakker rejsetasken og dukker op forinden. Der er for store risici ved at sætte fødslen kunstigt i gang før terminsdatoen, blandt andet muligheden for vejrtrækningsproblemer og efterfølgende astmaproblemer hos det lille pus. Lad os da endelig undgå det - det var netop den slags risikovurderinger, vi ønskede fra specialisterne på Gyn-Obs. Og jeg bliver trods alt sat i gang på 40+0, hvis vi fortsat afventer veerne på det tidspunkt.

Til gengæld tilbød obstetrikeren os en ugentlig CTG samt en såkaldt tilvækstscanning, så vi kan holde øje med, at vores lille pige har det godt inde i maven - det er min primære bekymring; ikke at kunne holde øje med hende, selvom hun er så tæt på mig. Jeg ved desværre hvor galt, det kan gå, selv i mavens umiddelbart trygge miljø.

CTG venter i morgen foruden et ekstra jordemoderbesøg, og så skal maven scannes på fredag, hvorved vi får tilbudt et lille vindue ind til vores datter. Så spændende! Jeg håber at kunne se detaljer, fx hendes lille ansigt - længes sådan efter at se hende. Møde hende. Konstatere, at hun ligner en helt rigtig menneskebaby. Tælle fingre og tæer, hvis jeg kan se mit snit - ikke, at det er strengt nødvendigt, at hun præsterer 10 af hver slags, men det vil da være rarest for hende ...

Jeg - og vi - har jo bare heller ikke prøvet det her med at skabe nyt liv før og jeg vil gerne se, at miraklet rent faktisk lader sig gøre for min kæreste og mig med vores fælles genpøl ... men mon ikke, det gør?

Nu fik jeg jo et lille håb plantet i mig om måske at blive sat i gang på 39+0 eller deromkring, så for søren, hvor er ventetiden pludselig lang igen. Prøver dog at udnytte tiden bedst muligt, for den er jo i virkeligheden et privilegium, som jeg lige om lidt skal vinke mere eller mindre farvel til. Hedder det sig. Min kalender er da også propfuld af dejlige aftaler og jeg har mindet min kæreste om, at vi jo skal NYDE FRIHEDEN nu her, hvilket samtlige småbørnsforældre, vi kender, har indprentet os. Vi ved bare ikke helt, hvordan man gør den slags; en vældig konstrueret form for EKSTRA INTENS LEVEN, udover at opføre os, som vi har gjort de forløbne knap 9 år sammen, hvilket - sjovt nok - også er forløbet uden børn.

Hur som helst. I går eftermiddags mødtes vi med en af vores rigtig gode venner i Indre Bys solskin og gik ud til Østerbro, hvor vi spiste god mad og så "Inside Llewyn Davis" i Park Bio. Jeg har aldrig været i denne biograf før trods min trofaste gang i de øvrige københavnske biografer - okay, det er ikke helt korrekt formuleret, for jeg vælger altid Palads fra og har heller aldrig været i Vester Vov Vov. Vil gerne, glemmer det bare. Men de øvrige øvrige biografer, i det mindste.

Park Bio er hyggelig - nærmest som at være i biografen i bedstemors dagligstue. Shame on me, at jeg ikke har været derude før, men på mit mentale plan er Østerbro virkelig langt væk. Nærmest en slags københavnsk Sibirien, men sådan har mange folk på Østerbro det nok også med fx Amager. Jeg kan også bare godt lide, at min biograf er i gåafstand fra mit hjem, og godt nok gik vi til Østerbro i aftes (halvanden uge til termin, og kæresten og jeg havde allerede travet Indre By tynd - jeg siger det bare), men det er lidt en anden udflugt end de 10-15 minutters gang, som kæresten og jeg har hjemmefra til d'damer Dagmar og Gloria og deres kavalerer, Grand og Imperial. Jeg vil dog helt sikkert besøge den hyggelige Park Bio igen.

"Kjøbenhavns Philatelist Klub", "Tryk på hvidt ringetryk", hehe ...

Fine, gamle Indre By

Bindia på Trianglen, til gengæld, som vi tilfældigvis trillede ind på, da jeg havde lyst til indisk mad og restauranten så pæn ud, plus vi mente at have hørt godt om stedet, var overhovedet ikke min kop indisk restaurant. Et lille glas mangolassi til 50 (!) kroner er ikke nogen fair deal i min verden - og lassien har jeg desuden smagt bedre. Stedets karryer, som vel nok kan siges at udgøre fundamentet for det indisk-pakistanske køkken (altså, karry som sådan, ikke Bindias karryer), lod endvidere en del tilbage at ønske. Vi valgte alle tre en indisk platte; drengene en kødversion og jeg steg på den indiske ost, paneer, i kokkens udvalgte karry. Platterne, som stod i 165 kroner stykket, kom med ris, salat, raita og naanbrød til, hvilket viste sig at betyde et lille, halvt naanbrød til hver. Dét er altså dårlig stil - brød koster ingenting at fabrikere og servere, og jeg er en endog særdeles stor brødfan. Bestilte derfor en paratha som side dish (25 kr.), men det burde bare ikke være nødvendigt. Restauranter bør aldrig være fedtede med hverken brød til bordet eller vand fra hanen - min anden store kæphest er den unødvendige, men dog udbredte tendens til at tvinge kildevand i gæsterne på københavnske restaurationer. Det gjorde Bindia dog ikke. En lille optur kom også med regningen, der blev serveret med en skål mumset mango cream med granatæblekerner på toppen. Det er dog ikke nok til at lokke mig på restauranten igen - nu ser jeg også på hjemmesiden, at de har "fedtrigtig indisk mad" som undertitel. "Fedtrigtig", hvad er det dog for et skrækkeligt ord og koncept? Det var nok i hvert fald medvirkende til den kedelige karry. Paratha og mango cream var i øvrigt langt fra "fedtrigtige" ...

"Inside Llewyn Davis" var heller intet hit - det har Coen-brødrene gjort langt bedre, så vores forventninger var væsentlig højere end det niveau, som denne film sneg sig op på. Men det var en dejlig eftermiddag og aften i drengenes gode selskab. Den helt rette måde at NYDE FRIHEDEN på.

I bund og grund vil jeg hellere nyde vores lille pige i stedet for at tvangsnyde en voksentilværelse uden børn - hun må gerne snart dukke op. Prinsessen af Foråret.

Småbitte sutter, som venter på at blive kogt lige inden vi tager på hospitalet, så de kan være dugfriske til førstearvingen. Det er helt nye sutter, som vi har fået i før-fødsels-gave, men som jeg blot har pakket op og læst mig frem til rette håndtering af (kogning mindst 5 minutter, tjek!). Tænker også, det er fint, at lillepigen har nogle forskellige suttetutter (eller hvad gummidelen nu end hedder) at vælge imellem - nogle tutter er vel rarere at have i den lille, bløde mund, end andre. Bogen nedenunder er i øvrigt en, jeg løbende skriver i til min lille pige - føles lidt som at snakke med hende ...

Min favorit blandt sutterne - den er supercute med den dér lillebitte tut! Og pæn i al sin transparens. Fra mærket Tommee Tippee, som skulle være ugiftigt ifølge indpakningen, men hvad ved jeg om sutter..? Åh jo, jeg ved, at Natursutten er grim og klodset. Så jeg er helt klart tilhænger af denne gode, gammeldags type sut, men gerne uden giftige blødgørere og al den slags, som mine søskende og jeg - og en markant del af verdens befolkning - sikkert nok har smasket taknemmeligt i os i de mindre oplyste, men dog væsentlig mere afslappede og behageligt mindre hysteriske 1970'ere, 80'ere og 90'ere.