Knækket æggeskal

Har meldt mig til min første blogleg nogensinde, nemlig en fortællerunde i alle regnbuens farver, som Liv har sat i søen (eller på himlen), og som jeg læste om hos Løvinden. Hyggeligt er det i hvert fald at skulle tænke i farver den næste halvanden måned. Læs mere her eller ved at klikke på regnbuebanneret ovre til højre, hvis du også kunne have lyst til en farverig udfordring.

Indtil da er jeg neutral i farven. Mit indre lærred er komplet visket rent, ja, nærmest skræmmende blankt. Eller måske er min farve p.t. knækket æggeskal - det virker egentlig som en passende betegnelse for mit hoved. Er nemlig i en fuldstændig surrealistisk venteposition.

Én ting er, at jeg endnu ikke er lykkedes med at begribe, at jeg er gravid. Og fordi min graviditet stryger så smukt & planlagt af sted, så er jeg heller ikke blevet tvunget til at overveje min tilstand ret mange gange. Kun på positiv vis, men dér kunne vi lige så godt have talt om en helt anden kvinde. En, som garanteret er i meget bedre kontakt med sin indre urkvinde og den dér biologisk indprentede moderlighed, end hvad jeg kan påstå at være.

Noget helt andet er, at det pludselig går rigtig, rigtig stærkt med denne her graviditet, som jo er min og tæt på 38+0, og at vi lige nu faktisk er ved at planlægge selve ankomsten for det lille forårsbarn, som jeg bærer i min mave. Og der er ikke tale om planlægning à la taskepakning og indkøb/leje af autostol, før veerne melder sig eller vandet går, hvilket jo alligevel ikke lader sig gøre fuldt ud. Nej, konkret fødselsplanlægning. Med dato og det hele.

I dag var kæresten og jeg til samtale med en flink og lyttende obstetriker på hospitalet. I morgen tager obstetrikeren vores sag med til lægekonference for at få input fra kollegerne, inden de kommer med en fælles udmelding og dermed en samlet plan for min fødsel. Med en dato. For igangsættelse. Senest på terminsdatoen. Hvis jeg da ikke føder spontant inden da. Men formentlig bliver igangsættelsen allerede i 38- eller 39+noget. Fordi jeg har en tragisk familiehistorie bag mig, hvad dét at gå over tiden angår, og derfor (måske) bekymrer mig mere end de fleste, nu hvor min baby er fuldbåren og faktisk godt kunne komme ud, teoretisk set.

Telefonopkaldet i morgen er samtidig en slags dom, der afsiges, for ved at godkende planen om lægekonferencen har vi samtidig frasagt os retten til at rokke ved lægernes planlægning, medmindre noget akut indtræffer - og det håber vi jo ikke. Skulle da lige være en helt naturlig fødsel, som selvfølgelig er at foretrække fremfor igangsættelse. Men det er også fint at slippe for indsigelsesmuligheden, for det endelige valg og den implicitte risikovurdering bør ikke være vores, men fagkundskabens.

Men altså. Kort sagt. I morgen får vi muligvis vores lille piges fødselsdag at vide - en dato, hvortil formentlig skal lægges 1-2 dages ventetid, fra processen sættes i gang, for rent faktisk at kende fødselsdagen. Men alligevel. Hold da fast. Uvirkelighed².

I min barndom hed den "Smukke Sally-kjolen".

Den er også vældig fin med sit sarte, gammelrosa stretchstof og sølvglimmer i skørtet. Den har jeg sørme danset meget rundt i og bagefter blev den lagt tilbage i klæd-ud-kassen, som rummede mange fine kjoler til små, fine damer. Utroligt, at den har holdt alle disse år uden synligt slid eller huller.

Vores lille pige vil nok kunne passe den, når hun er en 3-4 år, men jeg har vasket den og hængt den lidt op. Bare for hyggens skyld. Og nu fik den lov at beklæde vores bly (men dog sædvanligvis nøgne) viol i stuen til en fotosession.

Måske bliver vores datter slet ikke kjoletypen. Det gør ikke spor. Vi finder ud af det. Finder ud af a-l-t-i-n-g. Hun skal bare komme. Aldrig var nogen så velkommen.