Markant milepæl i en gylden graviditet

Min mormor (f. 1910) nåede at blive 94 år gammel og livsled, og hun var tidligt ude med en sarkasme, som vi er forholdsvist fortrolige med i moderne tid, men som ikke på samme vis sømmede sig i gamle dage, hvor kammertonen herskede. Åh, kammertone, dig kan jeg virkelig længes efter. Jeg er da heller aldrig blevet personligt fortrolig med sarkasme og misforstår ofte folk, når de benytter sig af denne udtryksform, hvor jeg som regel, til at starte med, tager dem alvorligt. Jeg tager generelt mine medmennesker alvorligt, hvis de sædvanligvis opfører sig voksent og ansvarligt. Hvis jeg kender den spydige person godt, skynder jeg mig da også at frabede mig den slags tvetydig tale i fremtiden. Synes ikke, at sarkasme er behageligt endsige nødvendigt i daglig kommunikation mellem voksne.

Tilbage til min mormor, som især dyrkede ét sarkastisk yndlingsudtryk: "Det går godt, det lille guldur!". Hvilket betegner det stik modsatte, nemlig en kikset, trist eller decideret tragisk tilstand. Sådan sad hun tit, min mormor, lettere tilbagelænet i en slags udkigspost, hvorfra hun kunne konstatere og påpege dysfunktionelle øjeblikke i familien med et bittert, bedrevidende drag om munden. Lang levetid er i sandhed ulige fordelt.

Hur som helst. Jeg er modstander af sarkasme, men tilhænger af min mormors udtryk, omend jeg ikke var specielt stor fan af selve mormoderen. Jeg synes udtrykket er sødt og helt specielt. Ser det lille guldur for mig; hvordan det tikker glad og en smule overenergisk af sted (ligesom den stakkels vindmølle, der blev lidt for kåd og "se mig!"-agtig), og har egentlig lyst til at bruge vendingen i en positiv forstand.

Så det vil jeg hermed gøre: Det går rigtig godt, det lille guldur! Jeg er højgravid og topglad. Præmiebabyen i min bug opfører sig, som man næsten kun kan drømme om, da hun løbende har gjort alt det, som min graviditetsbog fortæller mig, at hun helst skal gøre, og dét nærmest på klokkeslæt: Begyndte at røre på sig i maven, da det var tid for den slags fornemmelser; begyndte at være særdeles aktiv derinde, da hun var stor nok til det; begyndte at udvise en form for døgnrytme, da man kunne forvente det; begyndte at hikke, da det var normaltilstanden; og som det seneste, fantastiske tiltag, så sørgede hun for at lægge sig i hovedstilling, inden pladsen blev for trang (og truslen om manuel babyvending på hospitalet for nærværende), endda med ansigtet ind mod min rygrad. Intet stjernekiggeri her. Dygtig pige. Dygtig, dygtig pige!

I går nåede vi 37+0, min mønsterbaby og jeg. Sikke en milepæl - den har jeg ventet på. Nu er vores lille pige fuldbåren, som det så højstemt hedder, og skal blot tage lidt ekstra vægt på frem til fødslen, som kan foregå når som helst - hun er KLAR. Færdigskabt. Stærk og beredt på denne verden, håber jeg da. Godt nok vurderede jordemoderen hende, ved et standardtjek sidste uge, til at være lidt mindre end gennemsnittet vægtmæssigt, men det er jo blot fordi hun er en yndig, lille ballerina! Mon pètite bébé chéri (pardon my French, hvis det ikke er helt korrekt)!

Det kan meget vel være, at hendes mor vejede 4.200 gram ved fødslen (endda før termin - men jeg var også en meget høj/lang baby! Og i øvrigt min mors nemmeste fødsel!) og sidenhen er vokset til mandshøjde og en størrelse 42 i sko, men sådan bliver det ikke for min datter. Næh nej. Eller, altså ... hun må nu gerne slægte mig på højdemæssigt, for det er dejligt at være høj. Men på den feminine, pètite måde, naturligvis.

Hun har jo også vist sig at have yndige alfeører, det graciøse pigebarn, hvis man skal tro scanningsbilledet. Hvilket går eventyrligt fint i spænd med, at hendes mor - som en af de eneste gravidgener, jeg overhovedet har oplevet - p.t. er udstyret med hobbitfødder (nu ikke ét ord om moderens graciøsitet eller mangel på samme). De seneste uger har jeg fået lidt vand i underben og fødder, og sidstnævnte ligner helt klart noget ophovnet og trekantet, der kunne medvirke i en Tolkien/Jackson-produktion og bevandre herredet helt uden at måtte støbes i gummi først (OBS: "Hobbit feet" er endnu en ting, man ikke bør billedgoogle).

Freeman & Jackson. Mindedes ikke, at hobbitfødder var så behårede
- den del er jeg lykkeligvis sluppet for ...

Men det er virkelig også dét. Jeg har været SÅ heldig med denne graviditet og med min nemme, dygtige baby i maven. Har kun taget de kilo på, som barn + tilbehør vejer, og bortset fra de seneste ugers tyngdefornemmelse i bækkenet, når jeg fx er ude at gå eller står op gennem længere tid, samt min manglende evne til at løfte tunge ting, sove på maven (og sove uden at få døde arme og hænder - hej, karpaltunnelsyndrom), passe normalt tøj og den slags småting, så er det let og decideret hyggeligt (!) at være gravid i 8. måned. Det havde jeg godt nok aldrig troet. Heller ikke, at jeg skulle være så rolig på nuværende tidspunkt.

Hvad angår normalt tøj, så har jeg faktisk lige kunnet købe et par helt almindelige jeans, som sidder pænt på bagdelen og som kun skal specialindrettes en lille smule med et elastikbælte ... og åbenstående knap, når jeg er hjemme og kan slappe af, fordi H&M havde et par med masser af stretch i stoffet på udsalg, som viste sig at passe perfekt. Købte dem i et anfald af denimabstinenser, for selvom graviditeten er nem, så kan jeg godt mærke, at nu har jeg godt nok været gravid længe. Nu vil jeg godt snart have min normale krop tilbage. Et friere tøjvalg. Og valg af sovestilling. Al den slags.

Nye ikke-gravid-jeans (!), tykke hjemmesokker (det er ikke vand det hele), "The Bourne Identity" (jeg huskede den som bedre) på tv, og vand med isterninger samt telefon og MacBook indenfor rækkevidde (belejligt ved kedeligt filmvalg) - så glider ophovnede ben og fødder temmelig meget i baggrunden (omend løftet op på puder for at udnytte tyngdekraften) sådan en dejlig fredag aften, hvor jeg forinden havde fået klaret nogle flere babyindkøb såsom puslehynde og madras til barnevognsliften. Min kæreste var væk i aften-nattevagt. Så må man som gravid kvinde (og alle andre, i øvrigt) gerne slappedase på sofaen med semiskod-tv og hygge sig med at ae babyen i maven, når hun rører på sig. Dét kommer jeg til at savne, når først hun er blevet født - men der skulle jeg så meget gerne kunne ae hende direkte på den bløde babyhud. Hun kan så bare ikke puffe til mit maveskind indefra længere. Den dér helt særlige og ret fantastiske sci-fi-fornemmelse, som godt nok er svær at sætte ord på.

Summa summarum. Dette hersens GRAVIDITET, som lyder så alvorligt, og hvor alene tanken om det har skræmt mig i årevis, er langt mere fantastisk, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Hvorfor hører man mon alle disse her skrækindjagende og deprimerende graviditetsfortællinger fra moderne mødre? Er det som oftest ubehageligt for kvinder nutildags at være gravide og har jeg blot været umådeligt heldig? Heldigvis har min mor og andre kvinder fra hendes generation, samt nogle få fra min egen, vejet ind med glade beretninger om lykkelige gravidforløb, så jeg har da haft visse positive forventninger boblende i mig, men blot ikke turdet lade dem dominere. Før nu.

Fødslen spekulerer jeg heller ikke meget på. Glæder mig simpelthen så meget til at møde vores lille pige, at man nærmest kan byde mig hvad som helst; smerter og nåle ad libitum, hvis blot hun kommer rask og uskadt til verden. Måske bliver jeg klogere, når veerne indfinder sig - måske ikke. Indtil da vil jeg i hvert fald nyde vores præmiebaby og min dybt priviligerede gravidtilværelse i fulde drag.